Psykologi

Chefredaktøren: Din mor er den vigtigste kærlighed

Det tog mig vildt mange år at forstå, at min mor bare er et menneske, fordi jeg var så knyttet til hende og afhængig. Da jeg erkendte, at min mor ikke var perfekt, opdagede jeg noget endnu bedre, nemlig hvor stort et menneske hun er.

Negative følelser er kærlighed, der ikke kan finde retning eller modtager. Det er klogt sagt. Det kunne sagtens have været min mors udtalelse. Men det er psykolog Kisser Paludan, der siger det i sin nye bog ”Bevidst forældreskab”, som du kan læse om i det nye nummer af Psykologi.
 
Det tog mig vildt mange år at forstå, at min mor bare er et menneske, fordi jeg var så knyttet til hende og afhængig. Da jeg erkendte, at min mor ikke var perfekt, opdagede jeg noget endnu bedre, nemlig hvor stort et menneske hun er. Temaet i dette nummer er mødre, og hvorfor man ikke skal opgive at få kærligheden til at flyde i den relation. Jeg kender flere, der har måttet give op, og det gør så ondt. Det ikke at have en mor er noget af det værste. Omvendt kender jeg også mænd og kvinder, der er blevet gjort stor fortræd i deres barndom, og hvis der ikke er anger eller en god forklaring, kan man ikke tilgive i hjertet. 
 
Heldigvis er der andre kærlighedskilder. Og har man ikke fået en god mor fra starten, må man finde sig en anden eller en selvkærlig levevis. Det har Chris MacDonald gjort. Det er dybt rørende at høre ham fortælle i det nye nummer af Psykologi, hvordan hans mors depression har fyldt i hans liv og vist, hvilken vej han ikke skulle vælge, selv om han formentlig har arvet hendes dysterhed. Han har før fortalt, at mange danskere sammenligner ham med Ole Henriksen, måske skyldes det accenten? Men som han siger: ”Det er helt bagvendt. Ole er glad, jeg starter hver dag i sort og er først okay, når jeg skal i seng.” 
 
Min egen mor har brudt en familiearv af psykisk sygdom ved at læse til psykolog og pædagog, ved at arbejde med sig selv og ved altid at være der for mig. Det er stadig hende, jeg ringer til og tuder ned i røret, selv om hun er firs og ikke er rask, hvilket er helt urimeligt. Men hun synes, at det er naturligt og okay. Da jeg var midt i tyverne, sagde hun de forløsende ord: ”Jeg har ikke været den bedste mor, der er meget,  jeg fortryder i forhold til dig, jeg vidste ikke bedre.” Netop derfor har hun altid været og vil altid være den eneste og den bedste.  
 
God læselyst.
Christina Bølling, chefredaktør
 
Læs mere om: