"Når systemet svigter, må nogen handle: Jan Rose er tilbage i Jordens vilje"

Foto: Gyldendal

”Hvad er den menneskelige egenskab, som jeg synes bedst om?
Svaret er begejstring. Jeg elsker begejstring,” svarer Walther Rebernik.
Spørgsmålet til forfatteren lød på, hvilket spørgsmål, han altid har ønsket at blive stillet og hvad svaret er.
Walther Rebernik er lige nu aktuel med tredje bog om advokaten Jan Rose, der ikke er bleg for at tage sagen i egen hånd, hvis ordensmagten ikke slår til. Forfatteren er lige nu på en velfortjent ferie i Italien, men har fundet tid til at svare på vores spørgsmål i anledning af udgivelsen af Jordens vilje.

Foto: Privat
Walther Rebernik debuterede med en trilogi om specialkonsulenten Hannah Bengtson og fik for alvor sit gennembrud med Satans datter. Han har siden været nomineret til både Martha-prisen, Blixenprisen og Det Danske Kriminalakademis debutantpris.
Første gang vi mødte den fandenivoldske forsvarsadvokat Jan Rose var i 2023 med Satans datter. Det var Walther Reberniks fjerde bog efter en trilogi om specialkonsulenten Hannah Bengtson, der ligesom Rose selv sørger for at retfærdigheden sker fyldest.
Med Satans datter og efterfølgeren Guds bøddel cementerede Walther Rebernik sin position som en af de bedste krimiforfattere herhjemme. Med en veludviklet sans for at beskrive scener så detaljeret, at de står krystalklart for læserens indre øje og man nærmest kan dufte krudtslammen og mærke støvet falde fra de mange eksplosioner.
Det er ikke støvede retssalsdramaer, Rebernik skriver. Det er en intens og fængende krimithrilleraction, hvor man sidder på kanten af sædet, mens man febrilsk vender den ene side efter den anden for at finde ud af, hvad det hele ender med. Selv forklarer forfatteren, at det ikke er den klassiske whodunit-krimigenre, hans bøger befinder sig i, men snarere det han kalder Copenhagen Noir, hvis han skulle give dem en genrebetegnelse.
Når han senere fortæller, at han blandt andet har den svenske advokat, forfatter og manuskriptforfatter Jens Lapidus og hans Snabba Cash-trilogi som inspirationskilde, forstår man tydeligt, hvad Walther Rebernik mener.
Begge opererer i de utallige gråzoner i underverden, hvor man ikke skæver så meget til om noget teknisk set er lovligt, så længe man får det resultat, man har brug for.
I Jordens vilje ses det allerede kort inde i bogen.
Jan Rose har sammen med ligesindede startet et lille skræmmeophold-projekt. Det går ud på, at vordende krimispirer bliver sendt en tur indenfor murerne og når advokaten henter dem igen dagen efter, er de rædselsslagne over det, de har oplevet. At det ikke er helt lovligt, er bare en mindre detalje.
Selvom der er mange ligheder mellem Jan Rose og Walther Rebernik, er de ikke én og samme. Men der er alligevel mere end forfatteren vil erkende.
”Han har alle mine fejl, flere end jeg bryder mig om – men han besidder også en vis portion fandenivoldskhed, som jeg selv efterstræber. Og måske besidder,” forklarer forfatteren, der også selv er advokat og har været det i mere end 20 år, med speciale i varemærker og design.
Og Jan Rose får i den grad vist sin fandenivoldskhed frem i Jordens vilje. Et mord i Tyskland viser sig hurtigt at trække spor til Danmark og ikke mindst til snigmorderen Billie, som har været en fast del af universet siden den første bog, Satans datter.
Inspirationen til Jan Rose og alle de farverige karakterer i bøgerne, har Walther Rebernik fået fra virkeligheden. Alt er ganske vist fiktion, men med et langt livs færden i miljøer, hvor halv- og helkriminelle færdes, er det umuligt ikke at lade virkeligheden præge fantasien.
”Jeg bruger en del tid på Vesterbro. Jeg taler med folk til baggrund og for at forstå de mekanismer, der bevæger modet og frygten på Vesterbro. Det bliver ofte til traveture sent om aftenen, også alt for sent,” svarer Walther Rebernik omkring inspiration og researcharbejdet til bøgerne og karaktererne.
Når man har læst Jan Rose-bøgerne Satans datter, Guds bøddel og Jordens vilje er det tydeligt, at der er flere gennemgående temaer. Måske ingen større end myndighedernes svigt og selvtægt. ”To størrelser, som er nært forbundne,” pointerer Walther Rebernik og kommer ind på et par andre, man måske har haft en tendens til at overse.
”Venskab og loyalitet. Måske mest det sidste. På mange måder er mine karakterer drevet af det mere end noget andet. Ønsket om at gøre det rigtige. For mennesker, de elsker. Af den årsag alene. Regler og moral er noget mere … bøjeligt. Fordi det ikke kan være anderledes, når retfærdigheden drukner i bureaukrati og manglende evne (eller vilje) til at yde retfærdighed,” forklarer forfatteren.
På det store spørgsmål om, hvad Walther Rebernik håber, at læseren tager med sig efter at have læst Jordens vilje, er svaret overraskende opløftende, når man tænker på, at han selv mener, at det er den mørkeste af hans fortællinger til dato.
”Jeg håber, at folk tager med sig, at i sidste ende, så vinder kærligheden, venskabet og loyaliteten – hvis vi tør satse alt. Og det skal vi. Det lyder måske lidt diffust, men det vil give mening, når man har læst bogen,” svarer Walther Rebernik og fortæller samtidig, at det ikke er det sidste, vi har set til Jan Rose. Forfatteren skriver nemlig nu på den fjerde bog og den femte bekræfter han også.
Shotokankarate og slik af den mest giftige slags
Inden vi slipper Walther Rebernik helt, tager vi fem spørgsmål for at komme lidt længere ind under huden på den shotokankarate-dyrkende advokat, der har haft det sorte bælte i over 20 år og skriver nogle af de bedste krimithrilleractionbøger i Danmark lige nu.
Hvad laver du i din fritid?
”Skriver. Er sammen med min familie og mine venner. Læser en masse og ser en hulens masse film. Og rejser, når jeg kan. Og træner. Og kigger udover COMO-søen, hvor vi har et hus. Det gør jeg lige nu.”
Hvem vil du helst snakke om bøger med og hvorfor?
”Jeg gad godt stille Hemingway et par personlige spørgsmål – navnlig efter at have læst Den Gamle Mand og Havet nogle gange. Jeg ved godt, at den handler om det, den handler om. Kamp, udholdenhed, stædighed – og særligt om mænds stolthed og den forfærdelige svaghed, der kommer snigende med alderen. Men, … jeg har nogle mere … fortrolige spørgsmål, som jeg godt gad stille ham.”
Hvad er de tre seneste bøger, du har læst og hvorfor?
M/S Estonia af Steffen Jacobsen. Har læst alle hans bøger. Fordi han skriver bragende godt. Bare fantastisk. Sproget og plottene. Det smelter sammen. Bare godt!
Kæntring af min gode ven David Garmark. Elsker den. Fordi den i virkeligheden mere handler om et venskab mellem to lidt kantede og besværlige personer end om noget andet. Den er rørende, meget rørende.
Jordens Søjler af Ken Follett, igen igen, fordi den bare er fantastisk. Et mesterværk. Den handler om alt det, jeg elsker og afskyr ved mennesker. Men mest elsker. Herunder i særdeleshed om begejstring. Jeg bliver aldrig træt af den bog.
Hvad er dine yndlingsbøger?
”Nok Ringenes Herre, alle bøger af Tolkien. Men George R. R. Martin bider Tolkien i hælene. Det må jeg erkende. Game of Thrones-bøgerne er eminente.”
Har du en guilty pleasure?
”Slik af den mest giftige slags.”
-Jordens vilje udkommer d. 1. august 2025 og føjer endnu et kapitel til fortællingen om Jan Rose, og om, hvad der sker, når retfærdighed ikke længere er et spørgsmål om lov.-

Foto: Gyldendal
Læs serien om Jan Rose
Jordens vilje udkommer d. 1. august 2025 og er tredje bog i Walther Reberniks anmelderroste serie om forsvarsadvokaten Jan Rose. Serien kan læses uafhængigt, men begynder du med første bind, har du noget at glæde dig til.