Mine kilo sidder rimelig godt fordelt
Foto: Sif Meincke
Min store appetit på livet afspejler sig i mit udseende, og det kan da godt være, mine bryster er blevet lidt længere med alderen, men jeg føler mig pænere i dag, end da jeg var helt ung. Jeg synes, jeg udstråler en helt anden ro og selvtillid, end jeg gjorde dengang.
Marilyn Monroe er mit store forbillede, når det handler om stil. Jeg kunne ikke drømme om at klæde mig som en mand, men lader altid mine kvindelige former og feminine sider skinne igennem. Og så fremhæver jeg mine fordele med ret ryg. Det er meget bedre end at skjule det, man er ked af. Hvis du har en stor numse, så fokusér i stedet på taljen, som så oftest vil se smal ud.
Med tre børn sker det af og til, at jeg kommer ud ad døren uden at have set mig i spejlet. Måske er jeg fuldt dresset op, men har glemt at sætte håret, eller også har jeg ikke nået at få makeup på. Jeg føler mig dog mest lækker med lidt mascara og et par høje hæle. Til havefesten er det ikke mig, der ankommer i flade sko.
Hvad angår min vægt, så har jeg altid været så heldig, at mine kilo sidder rimelig godt fordelt, lige meget om jeg vejer 60 eller 80 kilo. Det første er naturligvis at foretrække, men jeg er typen, der tager på, bare jeg kigger på et stykke chokolade.
Som otteårig valgte jeg at blive vegetar, og i mange år spiste jeg alt for mange kulhydrater for at føle mig mæt. I dag er jeg meget opmærksom på at spise rigtigt, men jeg går ikke og tænker over vægten konstant. Jeg får heller ikke dårlig samvittighed over at spise noget usundt, selv om jeg godt kan stå med en tom slikpose og tænke: Hov, hvor blev dét af? Og så ærgrer jeg mig over, at jeg ikke fik nydt det, jeg puttede i munden.
Hvis jeg ikke får dyrket motion, bliver jeg irritabel. På grund af rygproblemer kan jeg ikke løbe mere, men jeg har en spinningcykel derhjemme, og cirka tre gange om ugen går jeg mig en rask tur, hvor jeg får pulsen i vejret. Jeg er også begyndt at dyrke yoga igen efter en pause på to år. Det giver mig et kæmpe mentalt overskud.
Jeg kan godt se, at min krop bliver ældre, men det er ikke noget, jeg er ked af. Mine strækmærker er et bevis på, at jeg har båret tre fantastiske børn, og rynker er smukke. De er et åbent vindue ind til sjælen, fordi de fortæller om det liv, folk har levet på godt og ondt. Når jeg bliver gammel, vil jeg sidde ved kanten af poolen på Hotel La Colombre d'Or i St. Paul de Vence (i Frankrig, red.) sammen med min kæreste. Vi sipper Apple Martini, og mit hår er blånet. Og så ville det være ærgerligt, hvis jeg var så plastikopereret, at man ikke kunne se, når jeg grinede.
Majse Njor: "Sov godt, fede spasser, godnat…"
Tag din femininitet tilbage
Hvilken type er du i et forhold?