Maise Njor: Jeg er ikke den samme hver dag
Foto: Lars Bech
LIVET
Hvem er du?
- Ring og spørg mig hver dag i en uge, for jeg er ikke den samme hver dag. Jeg har en grundstamme, men hvem jeg er, kan svinge utrolig meget. Men generelt har jeg et lyst sind, og det er imponerende dumt. HVER morgen står vi optimister op og tænker: "NU går det godt", selv om dagen før var en lortedag. Så tager man ikke ved lære! Samtidig tænker jeg, at vi er de fineste, fordi vi kan være så dumme, at vi kan møde hver eneste dag på den måde. (Og jeg hader at være sammen med pessimister).
DØDEN
Hvad skal der stå på din gravsten?
- Der skal i hvert fald ikke stå "Stenen er sponseret af Egmont og DR". Det ville da være enormt trist… Men det er måske det nye, at man får sin arbejdsplads til at sponsere gravstenen? Så man kan få en lidt bedre model.
En med lys i - der kan vise film?
- Ja, det ville slet ikke være smagløst, vel? Og billeder. Bare have sig selv kørende i loop… Nej, jeg tror ikke jeg skal have en gravsten. Jeg blev faktisk lidt fornærmet, da jeg skulle med mine veninder til Istanbul. På vej ud i lufthavnen fortalte jeg min veninde, at jeg havde meldt mig ud af Folkekirken. Så sagde hun, jysk og praktisk: "Hvor skal vi så begrave dig?" Da vi kom ud i lufthavnen til de to andre veninder, begyndte de at diskutere, hvor de skulle sprede min aske. Jeg sagde: "Undskyld, men vi er på vej på en fed ferie, og det er et virkelig trist emne." Til sidst blev de enige om, at jeg skulle spredes mellem Andys Bar og Palæ Bar. De kunne få halvdelen hver!
Læs også: Annette Heick: Pæn, provokerende, men ingen primadonna
…OG KÆRLIGHEDEN
Hvornår har du været allermest lykkelig?
- Sådan en lørdag morgen, hvor man ikke skal noget, og alle ungerne er kommet ind i sengen og der ligger måske også en hund, og solen står lige ind i sengen og man vågner af sig selv og ikke af et vækkeur… det kan man kalde lykke, men man kan også sige: Dér var jeg rigtig glad. Jeg synes, der er alt for stor fokus på lykke for tiden. Folk skal HOLDE OP med det. Til jul, når Fætter BR og Coca Cola bruger julemanden i reklamer, bliver jeg simpelthen så vred. Det burde være FORBUDT at misbruge julemanden for at sælge legetøj, cola og skinker! Lidt på samme måde har jeg det med lykke. Lykke bliver misbrugt. Den der reklame "Alle har ret til et fedt køkken". Hvad fanden er det for noget at sige? Står de også i Uganda og føler sig snydt og siger: "Alle har ret til et fedt køkken"? Der er slogans, der burde udløse fængselsstraf til tekstforfattere! Julemanden og lykke må overhovedet ikke bruges i reklamer. Fordi det er FORKERT. Inderst inde ved alle jo godt, hvornår de er lykkelige: Det er dér, hvor man mærker stor kærlighed. Dér hvor man har fået børn. Lykke handler sgu ikke om, om du får et nyt køkken.