
"Lige meget hvilke uoverstigelige problemer jeg har, vender jeg altid tilbage til denne trøstebog"

Hvilken bog er din trøstebog?, spørger Karen Greve i denne klumme.
Foto: Jesper Sunesen
Her til morgen blev jeg tagget på Facebook. Det er længe siden, jeg har prøvet det. I Facebooks barndom (som var mit ret voksne liv) skete det ind i mellem, at gamle skolekammerater taggede mig med højt hår og skulderpuder i et billede fra en glemt fest i 80’erne, eller at kollegaer og venner taggede, når vi sammen deltog i en middag eller noget kulturelt, som måske, måske ikke, kunne interessere andre mennesker.
Den slags er de fleste af mine facebookvenner holdt op med.
De sidste mange år er jeg kun blevet tagget som journalist. Af fotografer, kilder og læsere, der har delt en artikel, jeg har skrevet, og været venlige nok til at huske kreditering.
Men i morges blev jeg pludselig tagget privat. Af min kusine, som jeg ikke har set i mindst et år. Hun lagde et foto af en umanerlig slidt bog op, hvor alt farvetryk på forsidefoto og titel var slidt af, og skrev: ”Gæt en titel”.
Og selvfølgelig vidste jeg præcis, hvilken bog hun havde fundet frem. Og selvfølgelig kunne jeg straks svare med et foto af mit eget eksemplar (i moderat bedre stand).
For den bog, hun lige trængte til et par kapitler af, er vores fælles trøstebog. Kender du det? At der findes en bog eller to, du har læst så mange gange, at siderne næsten falder ud, og du kan huske lange passager udenad?
Jeg læste 'Désirée' af Annemarie Selinko første gang, da jeg var 11 år gammel. I én lang køre. Jeg gik i gang en doven lørdag aften og læste hele natten. Det er en historisk knaldroman om en kærlighedshistorie i Napoleontidens Frankrig.
Ikke just den type roman, man straks nævner, hvis nogen nu skulle spørge, hvilken roman man altid vender tilbage til. Som vi fra tid til anden gør her i ugebladsbranchen. Så svarer folk jo altid 'Kongens fald' eller noget af Karen Blixen eller Suzanne Brøgger. En klog klassiker.
Og klassikere er gode. Men de er ikke nødvendigvis de bedste trøstebøger.
Jeg har læst 'Désirée' adskillige gange, siden jeg var 11. Mest når jeg har været udmattet og trist. Nu jeg tænker over det: Mest når jeg havde brug for at forsvinde lidt i en følelse af 11 år.
Der er noget beroligende ved den type læsning. Lige meget hvilken drejning mit liv er i gang med, lige meget hvilke uoverstigelige problemer, der vælter ind over mig, er Désirée stadig i gang med at proppe tørklæder ned i sin udskæring, for at hendes barm skal syne større, end den er. Og Napoleon, den bandit, er stadig en ambitiøs ung general og endnu ikke korrumperet af magten.
Det er den ultimative nostalgi at svælge i gentagelser fra fortiden, og det skal ikke tage overhånd. Så ender man med at sidde til selskaber og gentage de samme anekdoter fra for 30 år siden og blive et kedeligt bekendtskab. Eller blive et af den slags mennesker, der mener, at alt var bedre i gamle dage. Hvad det selvfølgelig ikke var. For eksempel føler jeg, at der har været en positiv udvikling i forhold til det med at proppe tørklæder i udskæringen …
Men hvis man kan styre det (og sørger for også at læse noget nyt og måske også lidt mere udfordrende ind i mellem), så kan vi alle sammen have glæde af en trøstebog – og en kusine at dele fornøjelsen med.
Hvilken bog er din?
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 39/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Læs mere om: