Beckham-bryllup
11. april 2022

Hvem er Victoria og David Beckhams nye svigerdatter?

Brooklyn Beckham og Nicola Peltz blev lørdag gift ved et storslået bryllup i Florida. Men hvem er Nicola Peltz egentlig?
Af: Bonna Haagen Pedersen

Foto: AP/Ritzau Scanpix

Fodboldspilleren David Beckham og Spice Girls-stjernen Victoria Beckhams ældste søn Brooklyn Beckham er lørdag blevet gift ved et stort kendis-bryllup i Palm Beach, Florida.

Her kunne Brooklyn Beckham sige ja til sin udkårne Nicola Peltz efter en næsten to år lang forlovelse.

Det skriver Billed-Bladet.

Mens Beckham-efternavnet højst sandsynligt ringer en klokke for de fleste danskere, står det anderledes til med Beckham familiens nye svigerdatter.

For hvem er Nicola Peltz egentlig?

Den nylige fru Peltz Beckham er født 9. januar 1995 med fødenavnet Nicola Anne Peltz i Wetschester County, New York. Dermed er hun 27 år.

Der er ingen tvivl om, at Brooklyn Beckham selv er udstyret med velhavende forældre. Men her overgår Nicolas ophav Beckham familien med længder.

Nicola Peltz' forældre er finansmanden Nelson Peltz, 79, og hans tredje hustru, den tidligere topmodel Claudia Heffner, 66. De to har været gift siden 1985.

Nicolas forældre er ekstremt rige, og faderen er god for hele 1,3 billioner pund – hvilket svarer til omkring 11,5 milliarder danske kroner, skriver Billed-Bladet.

For sammenligningens skyld er Victoria og David Beckhams formue efter sigende på 380 millioner pund, som svarer til omkring 3,4 milliarder kroner.

Det siges også, at det nygifte par, Brooklyn Beckham og Nicola Peltz, har underskrevet en ægtepagt forud for vielsen.

Ifølge avisen The Sun har Nicola Peltz i alt syv søskende. Udover Nicola Peltz har hendes forældre Nelson og Claudia også børnene Will, 35, Brad, 32, Matthew, 37 og Brittany, 28 sammen.

Nicola Peltz er selv model og skuespiller. Hun har blandt andet spillet med i "Transformers 4" og tv-serien "Bate’s Motel".

Hemmelighedsfuldt, stjernespækket bryllup

Selve bryllupet var en fest for alle pengene. Noget som de to familier bekendt ikke mangler.

På gæstelisten var flere prominente navne, her i blandt tennisstjernerne Serena og Venus Williams, skuespilleren Eva Longoria og kokken Gordon Ramsey.

Således kunne parrets familie og et hav af kendte overvære det storslåede bryllup, som blev afholdt i et af de store, luksuriøse festtelte rejst på brudens forældres enorme landsted med direkte udsigt til havet.

Brylluppet kostede angiveligt mere end 20 millioner danske kroner.

Selvom brylluppet ikke har manglet hverken gæster eller midler, har det været sparsomt med fotos fra selve vielsen, receptionen og den efterfølgende middag.

Efter sigende blev gæsterne instrueret i ikke selv at tage fotos og at undlade at poste på sociale medier.

Vogue har angiveligt købt eksklusive rettigheder til de første fotos af bruden og gommen.

Dog kan vi glæde os over, at Victoria Beckhams mor-hjerte ikke har kunne dy sig fra at lægge dette billede op af brudeparret på sin Instagram-profil med teksten "Tillykke Hr. og Fru Beckham X Velkommen til familien".

Ligesom Vogue har offentliggjort de første bryllupsbilleder på deres Instagram.

Læs også