
Her er decembers 10 bedste biograffilm, du ikke må gå glip af

Sidse Babett Knudsen og Claes Bang i 'Den nye triumfbue'
Foto: Camera Film
Bjældeklangen har meldt sin ankomst, og bookmakerne er allerede ude med oddsene for, om vi får en hvid jul.
Jo, det er så sandelig den tid på året, hvor du febrilsk leder efter alskens undskyldninger for ikke at skulle tilbringe alt for mange timer med svigerfamilien hen over helligdagene i slutningen af måneden.
Heldigvis har biograferne nogle fristelser på programmet, som du næppe kan sige nej til.
Eternity
Joan (Elizabeth Olsen) står overfor et svært valg. Hun elsker nemlig to mænd, og begge elsker hende. Skal hun vælge Larry (Miles Teller) eller Luke (Callum Turner)?
Der er en ekstra lille krølle på trekantsdramaet i ’Eternity’: De er alle tre døde.
Luke er Joans første mand, som døde i Koreakrigen, hvorefter hun mødte og tilbragte resten af sit liv sammen med Larry. Men hvem har hun lyst til at tilbringe evigheden sammen med?
’Eternity’ kan ses i biograferne fra 4. december.
Rejsen mod Nord
Et af H.C. Andersens mest kendte eventyr er ’Snedronningen’.
Senest lavede Det Kongelige Teater en imponerende opsætning ude i Ulvedalene i Dyrehaven, og nu får vi eventyret serveret i en norsk animationsfilm.
Det handler stadig om Gerda, der drager ud for at finde sin ven Kai, der er sporløst forsvundet – en farefuld færd, som byder på mange overraskende bekendtskaber. Mads Mikkelsen lægger stemme til Kais far Severin – en ny karakter opfundet til filmen.
’Rejsen mod Nord’ kan ses i biograferne fra 4. december.
I’m Still Here
Når man siger Brasilien, tænker de fleste enten på fodbold eller solbeskinnede strande og karneval. Men det sydamerikanske land har også en grum fortid, og det er den, der bliver stillet skarpt på i ’I’m Still Here’.
Eunice (Fernanda Torres) og Rubens Paiva (Selton Mello) har et godt liv sammen. Han er tidligere politiker, der har mistet sit sæde efter militærkuppet i 1964. Styret har dog stadig øjne på ham, og i 1971 bliver han arresteret.
Der er ingen spor af ham, og herefter følger vi Eunices årtier lange kamp for at finde ud af, hvad der skete med hendes mand i Walter Salles’ rystende drama.
’I’m Still Here’ kan ses i biograferne fra 4. december.
A Private Life
Det er ikke så tit, at amerikanske skuespillere udfolder talenterne på andre sprog end engelsk. Det er ikke desto mindre tilfældet med Jodie Foster i den sorte, franske krimikomedie ’A Private Life’.
Oscarvinderen spiller psykiateren Lillian Steiner, der går i gang med at efterforske en af sine patienters død. Hun er nemlig overbevist om, at det er et mord, men ingen tror på hende, og så er der intet andet for end at tage sagen i egne hænder.
’A Private Life’ kan ses i biograferne fra 11. december.
Mand op!
Det er hårdt at være mand nu til dags. I hvert fald hvis man spørger Rasmus (Mikkel Boe Følsgaard). Om dagen arbejder han i en fagforening, men om natten er han leder af en frihedsbevægelse.
Deres agenda? Mænd skal tage kontrollen tilbage fra kvinderne, der har fået alt for mange rettigheder og nærmest har gjort mænd overflødige. Derfor skal naturens orden genetableres med mænd på toppen og kvinderne hjemme ved kødgryderne.
Den kulsorte komedie er skabt af Frederikke Aspöck (’Viften’) og har desuden Christopher Læssø, Zaki Youssef, Anders Brink Madsen, Ulrik Windfeldt-Schmidt, Jens Albinus, Lærke Winther, Amanda Collin og Sofie Torp på rollelisten.
’Mand op!’ kan ses i biograferne fra 11. december.
Årets effektorgie lander i midten af december, når den tredje film i James Camerons ’Avatar’-filmserie har premiere.
Som undertitlen ’Fire and Ash’ indikerer, er det en brandfarlig omgang, vi har i vente.
Der er gået et år, siden vi sidst så Jake (Sam Worthington), Neytiri (Zoe Saldaña) og alle de andre på planeten Pandora. Tabet af deres ældste søn Neteyam sidder stadig dybt, men sorgen er sat på standby.
En Na’vi-stamme kendt som askefolket har nemlig allieret sig med Jakes nemesis Quaritch (Stephen Lang). En alliance, der kan få fatal udgang for vores helte.
’Avatar: Fire and Ash’ kan ses i biograferne fra 17. december.
Ingmar Bergman ville have været stolt af islandske Hlynur Pálmason og hans fine komediedrama ’The Love That Remains’.
Filmen følger et år i ægteparret Anna (Saga Garðarsdóttir) og Magnús’ (Sverrir Guðnason) liv, der byder på op- og nedture, grin, gråd og alt derimellem.
Filmen havde premiere på dette års udgave af filmfestivalen i Cannes, hvor den høstede en af filmbranchens mest prestigefyldte priser – nemlig Palm Dog for bedste hund – til den charmerende fårehund Panda.
’The Love That Remains’ kan ses i biograferne fra 18. december.
Den nye triumfbue
I 1982 udskrev den franske præsident François Mitterrand en konkurrence om en ny triumfbue i Paris.
Vinderen var såmænd den temmelig ukendte danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, og det er ham, der er omdrejningspunkt i Stéphane Demoustiers ’Den nye triumfbue’.
Claes Bang spiller arkitekten, og Sidse Babett Knudsen er hans kone Liv. Derudover har stjernefrøet Viilbjørk Malling Agger en lille rolle som arkitektstuderende i den ærkefranske film, der er baseret på journalisten Laurence Cossés bog.
’Den nye triumfbue’ kan ses i biograferne fra 25. december.
Song Sung Blue
Du kender dem fra diverse markeder og landsbyfester: coverbands – eller mere flatterende: tribute bands – der hylder kendte musikere ved at fortolke deres sange.
Det er netop sådan et, Craig Brewers ’Song Sung Blue’ handler om. Duoen Lightning & Thunder består af ægteparret Claire (Kate Hudson) og Mike (Hugh Jackman).
De turnerer rundt med deres coverudgaver af Neil Diamonds elskede sange – et partnerskab, der både byder på store succeser og knusende hjertesorger.
’Song Sung Blue’ kan ses i biograferne fra 25. december.
The Housemaid
Der er ingen tvivl om, at der er noget lusket på færde i ’The Housemaid’, som er baseret på Freida McFaddens bestseller af samme navn.
Lige fra den skumle version af Sabrina Carpenters ’Please Please Please’, som fylder de to trailere, til de urovækkende billeder af blandt andet Sydney Sweeney fyldt med blod på arme og i ansigtet, skriger filmen, at det her bliver uhyggeligt.
’The Housemaid’ handler om Millie (Sweeney), der bliver ansat hos liebhaverparret Nina (Amanda Seyfried) og Andrew Winchester (Brendon Sklenar) som hushjælp. Hurtigt står det dog klart, at noget er ruskravende galt i hjemmet, men hvem kan man stole på?
’The Housemaid’ kan ses i biograferne fra 25. december.

Udvalgt indhold

Ibbi blev afvist ved lægen, selvom hun led af en kronisk sygdom: “Jeg blev overhovedet ikke hverken set, hørt eller forstået”

Krissys mor var narcissist: “Jeg følte mig enten usynlig – eller forkert”
