Annonce
Underholdning
4. maj 2020

Filosof Vincent Hendricks: "Den sidste, du vil have til at styre verden, er en professor i filosofi"

Filosofiprofessor Vincent Hendricks er godt klar over det: Han har nok vĂŠret en anelse selvoptaget. Det hjalp, da han fik sin sĂžn og opdagede, at hans egne behov ikke lĂŠngere kom fĂžrst. Nu er sĂžnnen 20 Ă„r, og Vincent har skrevet bogen ”Vend verden” som et testamente til ham – og os andre. Med filosofien som vĂŠrktĂžj forsĂžger han at gĂžre os bevidste om, hvad verden gĂžr ved os, hvad vi har gjort ved den, og hvad vi sĂ„ gĂžr ved begge dele. FĂžr det er for sent.
Af:
Vincent Hendricks

Mandag, 4. maj 2020 - 7:11 Udgivet fĂžrste gang 27. april 2020 - af Tine Bendixen Foto: Sif Meincke

Hvis Vincent F. Hendricks var fem Är, ville man sige, at han var en dreng med krudt i rÞven. Se ham lige, som han sidder dér i sofaen og trÊkker kraven pÄ sin hÞjhalsede sweater op over munden. Og ned igen. Op over munden. Og ned igen. Op. Ned. Op. Ned. Op. Ned. I en time. Vincent er ikke fem Är, han er lige blevet 50. 194 cm mental trykkoger af en mand med maskuline armbÄnd, tunge sÞlvfingerringe, coatede sorte jeans og sorte ruskindsstÞvler. Med et enkelt ord: Testosteron. Jeg har hÞrt fra pÄlidelig kilde, at han virker magnetisk pÄ en del studerende af det modsatte kÞn pÄ KÞbenhavns Universitet, hvor han er professor i filosofi.
Vincent er en slags filosofiens rockstar. I sin nye bog ”Vend verden” skriver han: ”Mit allerstĂžrste aktiv er, at jeg ikke ligner det, jeg er.” Med filosofien som vĂŠrktĂžj forsĂžger han at fortolke, formidle og gĂžre os bevidste om, hvad det er, verden gĂžr ved os, hvad vi har gjort ved den, og hvad vi sĂ„ gĂžr ved begge dele. FĂžr det er for sent. – Hvis vi bare fortsĂŠtter sĂ„dan her, bliver vores generation den fĂžrste i menneskehedens historie, som overlader en verden til vores bĂžrn, som er i en vĂŠrre forfatning end den verden, vi fik af vores forĂŠldre. Vi er NØDT til at gribe i egen barm. Vincents sĂžn Milton var otte Ă„r, da hans far en dag i 2008 stod og klĂŠdte sig fint pĂ„. Vincent skulle ind og modtage EliteForsk-prisen – 1,2 millioner gode danske kroner. En million til forskning – resten lige ned i foret for hĂŠdrende indsats. Milton kiggede pĂ„ sin far, der baksede med slipset, og spurgte sĂ„: ”Hvad er det egentlig, du laver?” Og dernĂŠst: ”Hvorfor er det sĂ„ vigtigt?” Situationen er med i ”Vend verden”. Faktisk Ă„rsag til bogen. – Den er et testamente til min sĂžn og hans generation. Den handler simpelt hen om at besvare de to spĂžrgsmĂ„l. Jeg synes, jeg skylder ham svar. PĂ„ hvorfor det er vigtigt i forhold til den store dagsorden om migration, flygtninge, klima, stigende ulighed, verdensomspĂŠndende sundhed, fake news som demokratiundergravende virksomhed og det faktum, at vi alle sammen er blevet ”produkter” i den opmĂŠrksomhedsĂžkonomi, som er hjulene pĂ„ de sociale medier. De lever af vores opmĂŠrksomhed, vores data, det er Ă©t stort marketingstunt. Og sĂ„ er der alt det andet – det er ikke for sjov, at FN laver 17 verdensmĂ„l, eller at World Economic Forum i Davos igen i Ă„r gav 10 udfordringer til verdensfreden, vel? Jeg skylder ogsĂ„ min sĂžn et svar pĂ„, hvad det vil sige at vĂŠre et ordentligt menneske. Hvad er det? – Det er at engagere sig i verden og mene, at man gĂžr en forskel for andet og mere end sig selv. At have det som ambition. Og man samtidig prĂžver at undgĂ„ at brĂŠnde alt for meget pĂ„ forfĂŠngelighedens bĂ„l selv. Undervejs har jeg altid tĂŠnkt, at det gode liv er det liv, hvor jeg altid kan se mig selv i spejlet, nĂ„r jeg stĂ„r op. NĂ„r jeg hiver al sildesalaten af, professoratet, EliteForsk-prisen og alt det andet isenkram, jeg har jagtet i tidens lĂžb, kan jeg sĂ„ kende mig selv? Hvis ikke, er der noget galt. SĂ„ det er lakmusprĂžven. Har du vĂŠret pĂ„ kanten af ikke at kunne kende dig selv? – Nej, men jeg tror, du vil fĂ„ svĂŠrt ved at finde et menneske, som ikke har fĂžlt sig forfĂžrt pĂ„ et eller andet tidspunkt. Af hvad? – Andres anerkendelse. Nu var jeg model som ganske ung. BĂ„de herhjemme og i New York. Det var et fantastisk boost af mit ego. Men det var samtidig sĂ„dan en kortlivet fornĂžjelse. Pragtfuldt et Ăžjeblik, frygtelig koldt det nĂŠste. Som model var man i virkeligheden den SIDSTE, der var interessant. Det handlede om fotografen og alle mulige andre. Man kom bare ind, nĂ„r man skulle. Resten af tiden sad man og spiste labre larver og vingummibamser og ventede pĂ„, at tiden gik. LÆS OGSÅ: Jimmy JĂžrgensen: "Man tror altid, at alle andre par har det nemmere og sjovere, men sĂ„dan er det jo ikke"

PRYGL

Her 25-30 Ă„r senere har Vincent vĂŠret hos fotografen igen, men denne gang ER det faktisk ham, der er interessant. Han er pĂ„ forsiden af ”Vend verden”. Det er fĂžrste gang, han optrĂŠder som sig selv i en bog. Det har krĂŠvet overvejelse. – Jeg ved godt, jeg har et tilsyneladende meget ekstrovert ydre, men jeg er samtidig et enormt privat menneske. Jeg er mere introvert og sky, end man umiddelbart skulle tro. De HAR ringet fra ”Kender du typen” og ”Vild med dans”, og det kommer ikke til at ske. Den del af mig – den vedrĂžrer kun mig og mine. SĂ„ bogen har klart vĂŠret en balancegang. Det er den fĂžrste bog, hvor min stemme er med. Det er ellers altid professoren, jeg sender i byen. Det er der en helt strategisk grund til: Professoren kan de godt prygle pĂ„. SĂ„ lĂŠnge jeg har min videnskab i orden, mĂ„ de prygle mig alt det, de vil. Med bogen her strĂŠkker jeg mig betydeligt lĂŠngere, end jeg nogen sinde har gjort. Mine smĂ„ personlige idiosynkratiske betragtninger og fedtede meninger om dette og hint har jo aldrig vĂŠret en del af mit embede. Hvor klog er du? – Hvad mener du? AltsĂ„ du tog til USA som ung og havde en ret klar fornemmelse af din egen klogskab 
 – Ha ha, min SELVFORSTÅELSE af min egen klogskab var helt forskruet pĂ„ det tidspunkt. Men det er heller ikke sĂ„ overraskende, det er vist aldersbetinget, er det ikke? Jeg havde lĂŠst noget undergraduate i New York, og det var gĂ„et godt, selv om jeg havde travlt med alt muligt andet. At gĂ„ i catsuit og rĂžd lĂŠbestift. Det gjorde man jo i slutningen af 1980’erne. Jeg er halvt amerikansk, sĂ„ jeg bosatte mig i New York fra slutningen af 1980’erne til begyndelsen af 1990’erne, og dĂ©r lĂžb vi rundt i fullsize catsuits og rĂžd lĂŠbestift, og jeg var brandsmart, syntes jeg selv. Med Doctor Martens-stĂžvler snĂžret helt op til knĂŠene. Okayyy Vincent, DET ville vi sĂ„dan set gerne have set et par billeder af
 Han har desvĂŠrre ikke nogen. Var du punker? – Nej. Hvis jeg var noget, var det vel i virkeligheden luksuspunker. Selv om vi boede i skotĂžjsĂŠsker ude i Brooklyn, kĂžrte vi i limousine ind til natklubberne. Det var REN bobleĂžkonomi det hele, ha ha. Men det virkede for min selvforstĂ„else. Og en del af det at vĂŠre menneske og at vĂŠre ung er at finde sig selv, du ved 
 Jeg rejste tilbage til KĂžbenhavn, startede pĂ„ universitetet, fik min kandidatgrad og tĂŠnkte: Arh, men det er gĂ„et relativt let, der er godt med hjernevindinger ”deroppe”. SĂ„ jeg tog til Carnegie Mellon University i Pittsburgh med indstillingen: Det er ikke sĂ„ meget et spĂžrgsmĂ„l om, hvad de kan lĂŠre mig, men mere et spĂžrgsmĂ„l om, hvad jeg kan lĂŠre dem. Hvilket jo i bedste fald er naivt og i vĂŠrste fald stupidt. Han opdagede, at han var omringet af rigtig godt begavede studerende. – Og derfor fandt jeg ogsĂ„ ud af, at jeg ikke havde mere end gennemsnittet, nĂ„r det vedrĂžrte begavelse. Min ph.d.-vejleder sagde: ”Du er ikke en af de mest begavede ph.d.-studerende, jeg har haft.” Det gjorde ondt i min selvforstĂ„else, ikke? ”Dumme svin,” tĂŠnkte jeg. Indtil han meget fint sagde: ”Men du er en af de mere arbejdsomme. Du tror selv, du ligger helt derude, hvor der ikke er sĂŠrlig mange, men til gengĂŠld rigtig godt begavede. Der mĂ„ jeg lige lave en virkelighedskorrektion og rykke dig ind pĂ„ midten sammen med de fleste andre normalbegavede. MEN nĂ„r det vedrĂžrer villigheden til hĂ„rdt arbejde, har du mere end gennemsnittet. SĂ„ der er ogsĂ„ plads til dig, men der er ikke noget quick fix, det er 24/7. – Det var mĂ„ske det, der lĂŠrte mig vigtigheden af den latinske dyd ”semper ardens” – altid brĂŠndende. Det er 10 procent talent, og resten er hĂ„rdt arbejde. Uddannelse er en livslang proces. Man fĂ„r ikke afkastet umiddelbart bagefter, som jeg fik af modeljobbet, det er en langtidsinvestering. Men det er faktisk lidt svĂŠrt at komme igennem med nĂždvendigheden af arbejdsomhed i dag, hvor alle, som Warhol sagde, gerne vil have deres 15 minutes of fame. Hep hep, Vincent! Hvor er det rart at blive mindet om, at uddannelse ikke er en kedelig omvej i livet, men VEJEN til succes – og personlig udvikling.
Hvad var du for et barn? – Et meget GENERT barn. Det fulgte mig faktisk helt op i ungdomsĂ„rene, specielt i gymnasiet. Jeg prĂžvede i 1.g at blive en del af det sociale netvĂŠrk og miljĂž pĂ„ Ordrup Gymnasium. Det lykkedes ikke. Jeg var sĂ„ dĂ„rlig til det. Jeg kunne ikke finde ud af de sociale koder. SĂ„ efter 1.g besluttede jeg mig for, at det her kan jeg simpelt hen ikke finde ud af, sĂ„ nu gĂžr jeg fĂžlgende: Jeg kommer fra klokken 8 til klokken 14, taler ikke med nogen, er der i timerne, rĂŠkker hĂ„nden op og laver mine lektier. Hvis jeg kan klare det to Ă„r i streg, kan jeg klare hvad som helst. SĂ„ det gjorde jeg. Jeg snakkede ikke med mine medstuderende i to Ă„r. PrĂžvede de ikke? – I starten. SĂ„ opgav de. SĂ„ blev jeg bare sĂ„dan en ornamentering. Blev du ikke ensom? – 
 Nej
 Jo
 Det gjorde jeg pĂ„ nogle punkter, men jeg syntes ogsĂ„, det var karakterbyggende. Samtidig tabte jeg mig. Jeg havde behov for at have fĂžlelsen af, at jeg havde fuld kontrol over alt, hvad der vedrĂžrte mig. Var du tyk? – Nej. Men jeg var ikke tynd. Men jeg BLEV tynd, det endte med, at jeg i 3.g var lige sĂ„ hĂžj, som jeg er nu, og vejede 62 kilo. NĂŠsten anorektisk uden at vĂŠre det. Blot for at sige, at jo, jeg havde det besvĂŠrligt, men ikke mere besvĂŠrligt, end at jeg godt kunne se, at det tjente et formĂ„l for mig. Det var ikke bare, fordi jeg skulle have weltschmerz, det var, fordi jeg skulle bygge karakter.
https://imgix.femina.dk/vincent_hendricks.jpg

USIKKER

SĂ„ nej – det med piger var heller ikke let, selv om hans udseende, i hvert fald fĂžr kiloene raslede af, ikke ligefrem var en hĂŠmsko. – Jeg fĂžlte mig ikke specielt sexet. En ting er, hvordan man ser ud. En anden, hvordan man ser sig selv, agerer og interagerer socialt. Og der var jeg usikker, for at sige det, som det var. Jeg var frygtelig usikker i forhold til det modsatte kĂžn. Indtil jeg nĂ„ede omkring 18-Ă„rsalderen. Jeg var ikke specielt dygtig eller kyndig pĂ„ det omrĂ„de. Jeg havde nogle ting, jeg skulle have afklaret med mig selv fĂžrst. Med den grad af indelukkethed kunne det mĂ„ske godt vĂŠre endt galt. Men sĂ„ kom Vincent – pĂ„ plejehjem. – Der skete faktisk fĂžrst noget, da jeg blev fĂŠrdig med gymnasiet og flyttede for mig selv og fik job som nattevagt pĂ„ et plejehjem. DĂ©r var der altsĂ„ ikke plads til at vĂŠre introvert. NĂ„r jeg skulle ind til fru Horthy og tĂžrre hende bagi eller rense hendes cancerfyldte Ăžje eller skifte glasĂžje pĂ„ fru Daisy, eller hvad det mĂ„tte vĂŠre, mĂ„tte jeg bare smalltalke med folk og forstĂ„, hvad sociale relationer var. Det er et af de mest givende job, jeg nogen sinde har haft. Jeg var GLAD for det. Jeg er pĂ„ mange mĂ„der et meget enspĂŠnderagtigt vĂŠsen, men der lĂŠrte jeg, at samarbejde betaler sig. At man ikke kan gĂžre alting alene. Jeg lĂŠrte at bygge teamspirit sammen med de andre. Du landede i dig selv? – Ja, og sĂ„ forstod jeg ogsĂ„, hvordan verden kan se ud, nĂ„r andre mennesker betragter den. Et plejehjem samler mange forskellige mennesker fra de mest depraverede til de velfungerende med store sociale netvĂŠrker. Det lĂŠrte mig, at mennesker kan komme i mange forskellige slags aftapninger, men ogsĂ„ at man bliver nĂždt til at forholde sig rimeligt fordomsfrit, ellers kan man ikke agere i det. Man har en ydelse, som de skal have, man skal hjĂŠlpe dem med noget af det allermest private, nemlig hvordan de ser ud forneden, eller om de er inkontinente, eller hvad det mĂ„tte vĂŠre. Det mĂ„ man bare tage som fra menneske til menneske. Hvis nogen skulle komme og hjĂŠlpe mig med det samme, ville jeg nok fĂžle mig noget bagud pĂ„ point ...

PLOVFURER

Danmark tilbage i 1963. Vincents amerikanske far kom hertil og mĂždte siden Vincents danske mor. Han havde lĂŠst fysik i Pennsylvania og ville gerne lĂŠse pĂ„ Niels Bohr Institutet. – Min far kom hertil fra et racesegregeret USA, lĂŠngere siden er det ikke. Han havde prĂžvet at sidde bagerst i bussen og Ăžverst i biografen. Her var der nĂŠrmest ikke andet end kaukasiere – plus ham. Det var pĂ„ alle mulige mĂ„der noget af en omvĂŠltning. Han er et oplyst menneske og har vĂŠret her siden og har vĂŠret glad for det, men hvis man har oplevet racisme systemisk, som min far har, sĂŠtter det dybe plovfurer i ens selvforstĂ„else. At flĂŠkke folk langs den identitetspolitiske akse gĂžr ondt. Hvad med ham selv i en tid og et Danmark, hvor racisme faktisk forekommer? Oh well 
 – Man skal passe pĂ„, at man ikke selv bliver for fordomsfuld og siger: Det er ogsĂ„ bare, fordi jeg er mĂžrk. PĂ„ mange mĂ„der har jeg stort set kun oplevet fordele af at vĂŠre et blandingsprodukt. MEN med nedslag et par steder. For der er et eller andet ved hans udseende, der Ă„benbart fĂ„r nogen til at tĂŠnke, at han muligvis er noget, han ikke er. Som krĂŠver nĂŠrmere inspektion. Tit. SĂ„ dĂ©r stĂ„r han f.eks. i KĂžbenhavns Lufthavn pĂ„ vej hjem, da han bliver tilbageholdt af en betjent fra lufthavnspolitiet, som spĂžrger: ”Hvad laver du?” Vincent svarer, som sandt er: ”Jeg er professor i filosofi pĂ„ KĂžbenhavns Universitet.” Betjenten svarer tilbage: ”Ja ja, og jeg er Napoleon Bonaparte.” Der var ogsĂ„ dengang i en kiosk, hvor han Ă„bnede dĂžren for en ĂŠldre dame, som sagde: ”Ih, hvor er det dog pĂŠnt af Dem.” Og Vincent svarede: ”Det var bare det mindste.” Hvortil damen replicerede: ”Ja, det er sĂ„ usĂŠdvanligt, for I sorte svin plejer altid at vĂŠre sĂ„ ubehĂžvlede.” Charmerende, ikke? Men Vincent gider ikke lege offer. Han griner faktisk af begge historier og siger: – Det er et paradoks, at vi altid mĂžder andre med vores fordomme. Det er en del af mĂ„den, vi er pĂ„. Vi kategoriserer verden og fĂ„r den til at give mening ved at placere folk i nogle kasser. Tit og ofte passer de fordomme bare rigtig dĂ„rligt. De er forkerte. Men det krĂŠver enormt meget arbejde med Ă©n selv at lave det om. Det er lettere at vĂŠre fordomsfuld. Lige prĂŠcis derfor mener han faktisk, at hans allerstĂžrste aktiv er, at han ikke ligner det, han er. For sĂ„ kan han overraske og overrumple folk, der tror, at han muligvis kunne vĂŠre narkokurer, basketballspiller eller udsmider fra et diskotek pĂ„ Vestegnen (hov, det var vist mine egen fordomme, der tittede frem her 
) og I HVERT FALD IKKE er professor i filosofi, og dermed kan han vĂŠre en af dem, der prĂžver at nedbryde fordomme. – Vi skal trods alt leve sammen, og jo mere global verden bliver, jo mere forskelligartet kommer vi til at skulle leve sammen. Derfor gĂŠlder det om at prĂžve at gĂ„ til verden sĂ„ fordomsfrit som muligt. LÆS OGSÅ: David Dencik: "Det har vĂŠret velgĂžrende for min rastlĂžshed at fĂ„ bĂžrn" Hvis du kunne bestemme, hvordan skulle verden sĂ„ se ud? – Ha ha ha ha. Nu skal du huske pĂ„, at jeg er professor i filosofi, og den sidste, du vil have til at styre verden, er en professor i filosofi. Jeg gĂžr mere gavn i den rolle, jeg har, end hvis jeg havde vĂŠret politiker. Jeg er ikke et vanvittig tĂ„lmodigt menneske, og jeg hader mĂžder. Jeg garanterer for, at det ikke er gode forudsĂŠtninger for en leder, der skal styre et land. Og jeg er ikke et magtmenneske. PĂ„ universitetet er jeg leder af mit eget ”Center for information og boblestudier” og har vel 15 personer under mig, men i en meget flad ledelsesstruktur. Jeg er mere optaget af at kunne uddelegere ansvar og ekspertise end at kunne sidde pĂ„ det hele, for det kan jeg alligevel ikke. Dermed har jeg ogsĂ„ skullet vĂŠnne mig til at ansĂŠtte folk, der er betydeligt bedre begavede end mig selv. Det gĂžr sgu lidt ondt i starten, men man vĂŠnner sig til det.

SILDESALAT

Vincents sĂžn er lige flyttet hjemmefra. Vincent kalder Milton ”mit livs lys”. Han har haft ham pĂ„ fifty-fifty-basis. Han er skilt fra hans mor. Formentlig har han ikke vĂŠret alene siden – og er det heller ikke nu. Mere vil han ikke sige. Ud over at ”Vend verden” – med pĂŠnt hĂžjt lixtal – ogsĂ„ er en slags statusopgĂžrelse over hans eget liv. – Er jeg selv nĂ„et derhen, hvor jeg syntes, jeg skulle hen? Og hvor skal vi alle sammen hen fremover? Er du blevet klogere pĂ„ meningen med livet? – Det hĂ„ber jeg. Jeg prĂžver med bogen at gengive, hvad det vil sige at leve og vĂŠre i et LIV. Jeg synes ikke, det er let altid. Men det er spĂŠndende. HvornĂ„r er det ikke let? – Åh du ved 
 De der eksistentielle kampe i mine ungdomsĂ„r i gymnasiet – det var sgu ikke let. Og det kom ogsĂ„ tilbage i ny og nĂŠ. Jeg har et element af at blive 
 altsĂ„ usikker. Og dermed ogsĂ„ at skulle bevise noget. Noget af den sildesalat, jeg har indhentet, har jeg ikke kun indhentet, fordi jeg syntes, det var sjovt. Det var karrierefremmende, men det var da ogsĂ„ for at vise over for mig selv og omverdenen, at det der kunne jeg da godt klare. Bedre skal man ikke se sig selv. PĂ„ den mĂ„de har jeg ikke hvilet i mig selv i ligevĂŠgt hele vejen igennem. Men jeg er da 
 mere afbalanceret om, hvem jeg er, nu, end jeg var, da jeg var 20. Og det er trods alt et fremskridt pĂ„ 30 Ă„r. Han svarer uden at tĂžve: Hans livs vendepunkt var, da han fik sin sĂžn, Milton. – Det er meget forstĂ„eligt hvorfor. Jeg var 30 og nok rimelig egocentrisk. Det var: ”NĂ„, nok om mig, hvad med dig, hvad synes du om mig?” SĂ„ kommer den der lille hobbit ud. DET blev jeg klog af. Det var et kĂŠmpe vendepunkt i mit liv, fordi det betĂžd, at jeg mĂ„tte sĂŠtte mig selv i anden rĂŠkke. Det var der ogsĂ„ en vis eksistentiel udfordring i: Hvordan gjorde man det? SĂ„ det tog lidt tid. Og livet har da givet mig nogle knubs pĂ„ vejen. Med kĂŠrester. Og ekshustru. Det prĂžver man sĂ„ at hĂ„ndtere og blive klog af, sĂ„ godt man kan. Jeg har ikke noget imod weltschmerz. Jeg har ogsĂ„ haft en del af det. Men den skal tjene et formĂ„l. NĂ„r weltschmerzen ikke kan bĂŠre mere, skal man smide den vĂŠk. Det er ikke en sindstilstand, jeg bryder mig om at vĂŠre i som den primĂŠre. Hvordan smider man den vĂŠk? – AltsĂ„ 
 smider vĂŠk og smider vĂŠk. NĂ„r det ser allersortest ud, tror jeg, man skal begynde at koncentrere sig om de smĂ„ ting, der fungerer. Det er der altid et eller andet, der gĂžr. NĂ„r jeg har fĂ„et nok af min weltschmerz, gĂ„r jeg i gang med at skrive en klumme eller gĂžr noget andet som aflĂžb. Man skal erkende, hvad for en slags sind man er. Jeg er grundlĂŠggende ikke et mĂžrkt sind, jeg er et lyst sind. I mange Ă„r mente jeg, at jeg var et mĂžrkt sind, fordi jeg syntes, det var mere dybsindigt at vĂŠre det. I ungdomsĂ„rene brugte jeg enormt meget tid pĂ„ at simulere et mĂžrkt sind. Nogle gange KUNNE jeg ogsĂ„ vĂŠre det – fordi jeg var usikker. Men jeg mĂ„tte erkende: Du er faktisk ikke et specielt mĂžrkt sind. Det betyder ikke, at du er overfladisk. Det er okay, det er godt. Den erkendelse har jeg skullet kĂŠmpe med, fordi jeg mente, at weltschmerz og det at vĂŠre Nietzsche-agtig var dybden i livet. Det var det ogsĂ„ pĂ„ nogle punkter, og jeg fik meget ud af det som menneske, men det var ikke en tilstand, der faldt mig sĂ„ naturlig, som jeg selv troede.
Annonce

LĂŠs mere om:

Annonce

LÊs ogsÄ

Bliv medlem af femina+

Du skal vÊre medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrÊnset adgang til alt indhold.