Underholdning
26. juli 2023

Boris fra "Bachelorette" dater en sød kvinde: "Hun har det smukkeste smil"

Efter ”Bachelorette”-deltagerne vendte retur til Danmark, gik det romantiske forhold mellem Boris Hiort og Mette Sommer ikke – sidenhen har Boris mødt en ny sød kvinde.
Af: Oliver Morell Andersen
Boris Hiort

Foto: Privatfoto

Det er ikke kun Mette Sommer, der har haft held med at finde kærligheden i Danmark efter ”Bachelorettes” afslutning.

For imens Mette Sommer nu har afsløret, at hun har fundet sammen med en gammel flamme, er Boris også kommet videre fra Mette.

I programmet ”Efter den sidste rose” på TV 2 fortalte Boris, at han havde mødt en ny, som han var forelsket i.

Sidenhen har han dog mødt en helt anden, og det var denne kvinde, som han også kunne fortælle om tirsdag morgen i Go’ Morgen Danmark.

Og selv om det er meget nyt, er Boris Hiort ikke i tvivl om, hvad han blandt andet er faldet for.

– Hun er lige mig. Jeg er faldet for hendes sind, og så har hun det smukkeste smil i EU, fortæller Boris Hiort til SE og HØR.

For nu holder Boris navnet hemmeligt på den nye kvinde i hans liv.

Det er dog for nylig, at de mødte hinanden – og faktisk stødte de på hinanden samme dag, hvor Boris havde sagt til sig selv, at han overhovedet ikke var på udkig efter nogen.

– Jeg havde manifesteret, at jeg ikke skulle møde nogen samme dag, som jeg mødte hende. Jeg var ikke på udkig. Jeg havde ikke tid eller plads. Det er typisk, at det sker, når man ikke er på udkig.

Står bag ”Marry”-tatovering

Hvis man har fulgt med på Boris Hiorts Instagram-profil, kunne man i weekenden se, at han havde fået sig en ny tatovering.

https://imgix.femina.dk/2023-07-26/Sk%C3%A6rmbillede%202023-07-26%20125718.jpg

I "Bachelorette" gjorde Boris Hiort det også hurtigt klart, at han var glad for tatoveringer.

Foto: Instagram / boris_hiort

Imens flere ”Bachelorette”-seere muligvis har spekuleret i, hvorvidt det var en tatovering dedikeret til Mette Sommer eller ej, er sandheden en helt anden.

Til SE og HØR forklarer Boris nemlig, at den nye kvinde, som han ser, faktisk er hjernen bag tatoveringen.

– Hendes idé var, at hun ville lave en tatovering, men kun hvis hun måtte strege den ud bagefter. Jeg skulle kigge væk, imens hun lavede den.

Selv om tatoveringen er blevet streget ud, kan man stadig se det ene ord af tatoveringen, som altså er ”marry”.

Det andet ord holder Boris fast i, at han stadig ikke ved, hvad er – det er altså for nu kun kvinden, som har lavet den, der kender til hele tatoveringen.

Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også