Årets første sommermåned betyder forhåbentlig masser af solskin, og det virker da også til, at Netflix har indset, at det ikke er i denne måned, at streamingtjenesten skal fyldes med masser af indhold.
Således har vi kun seks superskarpe anbefalinger på menuen til juni, men det handler jo ikke om kvantitet, men kvalitet.
Og det må man sige, at der er i de udvalgte serier og film.
Der er både nye spændende bekendtskaber og fortsættelser til kære darlings og ikke mindst afslutningen på en af de mest omtalte serier i nyere tid.
Ginny & Georgia sæson 3
Georgia (Brianne Howey) har nu i snart tre sæsoner gjort alt, hvad der står i hendes magt for at sikre hende og hendes to børn Ginny (Antonia Gentry) og Austin (Diesel La Torraca) et godt liv i ’Ginny & Georgia’. Inklusive mord, hvis det er dét, der skal til.
Selvom alt burde være stille og roligt i den lille flække Wellsbury, har problemerne det med at finde frem til dem. Serien er ikke bleg for at gå i clinch med nogle virkelige svære emner som mental sundhed, selvskade og seksuelt misbrug for bare et nævne et par stykker.
Sæson to sluttede på en heftig cliffhanger, hvor Georgia blev anholdt for mordet på sin afdøde mand, og selvom den snarrådige overlever har kunnet klare sig ud af hvad som helst indtil videre, er det her den største udfordring for familien indtil videre.
’Ginny & Georgia’ sæson 3 kan ses fra 5. juni.
De overlevende
Netflix er storleverandør af krimiserier, senest eksemplificeret ved ’Reservatet’ og den engelske udgave af ’Afdeling Q’.
Den australske serie ’De overlevende’ ser ud til at fortsætte den gode stime for streamingtjenesten. Den er baseret på Jane Harpers bestseller af samme navn, og den psykologiske krimi handler om mord i den tasmanske havneby Evelyn Bay.
For 15 år siden døde tre af Kierans (Charlie Vickers) venner i en tragisk ulykke. Kort efter at han er vendt tilbage til barndomsbyen, bliver en ung kvinde myrdet. I bestræbelserne på at finde frem til morderen, kommer en masse gamle hemmeligheder op til overfladen, heriblandt nogle af den fatale slags.
’De overlevende’ kan ses fra 6. juni.
Straw
Det er en rigtig træls dag for Janiyah (Taraji P. Henson) i ’Straw’.
Den enlige mor oplever mere modgang end de fleste, og nu er den berømte dråbe i det overfyldte bæger faldet, så det flyder over.
I afmagt går hun bevæbnet med en pistol ind i en bank, og snart befinder hun sig en anspændt gidselsituation, hvor ikke bare hendes liv står på spil. Det dufter lidt af Al Pacino-klassikeren ’Dog Day Afternoon’ og Michael Douglas-filmen ’Falling Down’, bare om muligt med en endnu mere melodramatisk tilgang.
’Straw’ kan ses fra 6. juni.
Fubar sæson 2
Der er kun én Arnold, og selvom Schwarzenegger er blevet en ældre herre på snart 78 år, hindrer det ikke actionstjernen i at lange øretæver ud.
Første sæson af ’Fubar’ fandt en fin balance mellem østrigerens øretæve-evner og hans gode fornemmelse for at levere replikker med schwung i. Her spillede han CIA-agenten Luke Brunner, der pludselig opdager, at hans datter Emma (Monica Barbaro) også er en CIA-agent.
Det umage makkerpar skal i anden sæson op imod en gammel bekendt af Luke, nemlig den tidligere østtyske agent Greta Nelson (Carrie-Anne Moss), som har haft et meget nært forhold til den pensionsmodne amerikaner.
’Fubar’ sæson 2 kan ses fra 12. juni.
The Waterfront
Hvis du mangler et stort familiedrama at give dig i kast med, endda med en lille krimikant, kommer ’The Waterfront’ til at være lige noget for dig.
Serien er skabt af Kevin Williamson, der har fået samtlige unge i 1990'erne til at grine og græde med ’Dawson’s Creek’ og skrige af skræk med ’Scream’-filmene, og umiddelbart kunne det godt tyde på, at der kommer til at være elementer af det hele i den nye Netflix-serie.
Serien handler om familien Buckley under ledelse af patriarken Harlan (Holt McCallany). Engang var de det store fiskeempirum i North Carolina, men årene og tiderne har været hårde. Efter to hjerteanfald er han, hustruen Belle (Maria Bello) og Cane (Jake Weary) klar til at gøre alt for at redde forretningen. Spørgsmålet er, hvor langt de så må gå.
’The Waterfront’ kan ses fra 19. juni.
Squid Game sæson 3
Det er tid til at få afgjort, hvem der vinder blækspruttelegene, og om det lykkes for spiller nummer 456 at få skovlen under lederne bag det brutale dødspil.
Sæson to sluttede med, at spillernes oprør blev slået brutalt ned, og så er spørgsmålet jo, hvad der nu skal ske?
Traileren lover nye spil og udfordringer for deltagerne, så hvis serieskaber Hwang Dong-hyuk kan få handlingen til at matche de kreative dødsspil, kan det være, at serien får den afslutning, alle håber, den leverer.
’Squid Game’ sæson 3 kan ses fra 27. juni.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.