Udplant kalla til sommerens krukker
Foto: Panthermedia
Klassisk kalla i haven
Den klassiske kalla, Zantedeschia, der tidligere mest har været brugt som stueplante, har for alvor fået fremgang, efter at den nu også markedsføres som udplantningsplante til sommerens krukker, hvor den kan tåle at stå til langt ud på efteråret. Kalla tilfører krukkerne et eksotisk og stilfuldt look med sine store blade og oprette blomsterstængler med de specielle blomster. Selve blomsterne er bittesmå og sidder samlet på en lang hvidgul kolbe, mens det er det farvede kræmmerhusformede hylsterblad, der gør planten særlig smuk. Den trives fint udenfor i direkte sol, bare den ikke tørrer ud. Kalla overvintrer på samme betingelser som dahlia, det vil sige køligt og frostfrit. Kallaen stammer fra Sydafrika og er en stedsegrøn, urteagtig, saftig plante med tykke jordstængler.
Sådan får du succes med overvintring af kalla
- Løg og knolde graves op, før den dybgående frost sætter ind
- Rådne planterester og jord fjernes fra løg og knolde, som evt. lægges til lufttørring i et par dage.
- Anbring knoldene på overvintringsstedet, og sørg for en temperatur over frysepunktet. Er opbevaringsforholdene for kolde, kan du dække med tør sphagnum.
- De overvintrede løg og knolde kan udplantes, når der ikke mere er risiko for nattefrost.
Kalla
Blomstersprog
Kallaen og liljen står hinanden nær rent symbolsk. Kallaen udtrykker ikke kun rolig beskedenhed, renhed og from uskyld, men også en strålende skønhed og indre glød for den interesserede beskuer. Den sender signaler som: »Jeg føler en ubeskrivelig lykke, når jeg er nær ved dig« og »Jeg elsker dig dybt og inderligt«.