https://imgix.femina.dk/media/article/1209-strik-stribet-kjole.png
Stil

Strik i striber

5. marts 2012
af Hjertegarn
Striber er bare SÅ trendy, og det er strikkede kjoler også, så det er ikke for tidligt at gå i gang strikkepindene. Kjolen er med raglanærmer og kan strikkes i to forskellige bomuldsmiks. Opskriften er i str. S-XL.

Se modellen i stor størrelse nederst

Materiale: Bommix, 50% bomuld/50% acryl.
Alternativ: Bommix Bamboo, 30% bomuld/70 % bamboo
Montano, 50% bomuld/50% acryl.
Vær opmærksom på garnforbruget ved alternativ kvalitet, da løbelængden på garnet ikke altid er den samme. Det kan også være nødvendigt at skifte pindenr.

Str.: S (M) L (XL)
Garnforbrug: 4 (5) 5 (6) ngl. fv. 0063
4 (5) 6 (7) ngl. fv. 3265
4 (4) 5 (6) ngl. fv. 3255
Kjolens brystvidde: 88 (96) 104 (112) cm
Hel længde: 83 (84) 85 (86) cm
Pinde: Jumperp nr. 3 og 3½. Rundp nr. 2½ (40 cm)
Strikkefasthed: 22 m og 31 p i glat = 10 x 10 cm.
Bemærk: Passer strikkefastheden ikke, må der prøves med finere eller grovere pinde.

Forkortelser:
ret = ret på ret og vrangsiden.
glat = ret på retsiden, og vrang på vrangsiden.
1 enk indt = 1 r løs af, 1 r, træk den løse m over den ene r.
1 udt = tag lænken op før næste m og strik den dr r.

Strikkeforkortelser:
m = maske, r = ret, vr = vrang, p = pind, sm = sammen, indt = indtagning, udt = udtagning, beg = begyndelsen, slutn = slutningen, gent = gentag, omg = omgang.

Obs.! Strik første og sidste m ret på alle pinde, herved får du en pæn fast kant.

BAGSTYKKE:
Slå 98 (107) 116 (125) m op på p nr. 3½ med pink og strik 13 p ret (1. p = vr-siden). Fortsæt i glat samt striber * 22 p orange, 22 p gul, 22 p pink *, gent fra * til * i hele arb. Når arb måler 65 cm, lukkes for 3 (4) 5 (6) m i beg af de næste 2 p = 92 (99) 106 (113) m tilbage. Herefter lukkes til raglan, i hver side, således: 1 r, 1 enk indt, strik r til de sidste 3 m, - så 2 r sm, 1 r. Gent disse indt, på hver 2. p, til der er 36 (39) 42 (45) m tilbage. Strik 1 p vr efter sidste aflukning. Luk alle m af.

FORSTYKKE:
Strikkes som ryggen til der er 58 (61) 64 (67) m på p. Luk, fra vr-siden, for de midterste 20 (23) 26 (29) m og strik hver side færdig for sig. Luk i halssiden for 2 m og 5 gange 1 m. Samtidig fortsætter raglan-indt, til der er 3 m tilbage. Bryd garnet - afslut således: 1 r, 2 r sm, træk den løse m over de 2 r sm og træk tråden igennem m. Strik den anden side på samme måde - men spejlvendt.

HØJRE ÆRME:
Slå 60 (62) 64 (68) m op på p nr. 3½ med pink. Skift til p nr. 3 og strik 9 p ret. Skift til p nr. 3½ og fortsæt i glat samt striber. Mål 25 cm ned - fra ærmegabet - på bagstykket og begynd med den stribefarver der er her. Ærmet skal slutte med den samme stribepind, når der skal lukkes til ærme. På 5. p tages 1 m ud - i hver side - således: 3 r, 1 udt, strik r til de sidste 3 m, - så 1 udt, 3 r. Gent disse udt - på hver 8, (6.) 6. (6.) p - endnu 4 (9) 6 (4) gange. Herefter tages ud - på hver 6. (4.) 4. (4.) p - 5 (2) 7 (10) gange = 80 (86) 92 (98) m på p. Når arb måler ca 27 cm, sluttes med samme stribe-p som på bagstykket. Luk for 3 (4) 5 (6) m i beg af de næste 2 p = 74 (78) 82 (86) m på p. Herefter lukkes til raglan - i hver side - som beskrevet for bagstykket. Når der er 22 m tilbage, lukkes fra retsiden for 6, 7, 7 m, idet der tages ind i slutn af p endnu 2 gange.

VENSTRE ÆRME:
Strikkes som højre - men spejlvendt dvs luk foroven af ærmet fra vr-siden.

MONTERING OG HALSKANT:
Pres evt arb let på vr-siden med et fugtigt stykke over. Sy raglansømmene - og sy side- og ærmesømmene. Sy med 4 af de 6 tråde som garnet består af.
Halskant: Strik m op rundt i halskanten, med rundp nr. 2½ og pink således: 34 (37) 40 (43) m over den lige nakke, 18 m over venstre ærme, 18 m langs den skrå aflukning på forstykket, 20 (23) 26 (29) m midt foran, igen 18 m langs den skrå side, og 18 m op langs højre ærme = 126 (132) 138 (144) m. Strik 2 omg vr, så 1 omg r. Herefter strikkes 3 omg rib 1 r, 1 vr. Luk af i rib - brug evt. en grovere p.

https://imgix.femina.dk/1209-strik-stribet-kjole-copy.png

Læs også