Stil
24. maj 2012

Strik en bluse i sodavandsfarver

Blusen er både løs i faconen og løst strikket, så den er let og luftig. Brug den på en lun dag uden noget under og på en kølig dag med en T-shirt under. Den strikkes i det smukkeste, blanke merceriserede bomuldsgarn
Af: Susanne Gustafsson
https://imgix.femina.dk/media/article/1221-strik-pink-orange-bluse.png

Se modellen i stor størrelse nederst

DESIGN OG FOTO: SUSANNE GUSTAFSSON

OVERSIZE BLUSE I PINK OG ORANGE
STR. S-M-L

DET SKAL DU BRUGE: 3 ngl. Garnstudio Muskat i hver af farverne pink (fv. 34), cherise (fv. 40 og orange (fv. 47).
Pinde nr. 4½ og 5.

MÅL:
OVERVIDDE: 114-118-122 cm
HEL LÆNGDE: 64-67-70 cm.

STRIKKEFASTHED: 18 m & 20 p = 10 cm. Sweateren er løst strikket, for at gøre den let, men det er alligevel vigtigt at overholde strikkefastheden.

PERLESTRIK: 1. P (retsiden): * 1 r, 1 vr *, gentag fra * til * og slut med i r.
2. P: 2 vr, * 1 r, 1 vr *, gentag fra * til * og slut med i r, 2 vr.
Disse 2 p danner mønster og gentages.

BAGSTYKKET: Slå 101-105-109 m op på p nr. 4½ med pink garn, og strik 6 p perlestrik. Skift til p nr. 5, og fortsæt i glat, til hele arbejdet måler 21-22-23 cm. Skift til cherise garn, og fortsæt til hele arbejdet måler 42-44-46 cm. Skift til orange garn, og fortsæt til hele arbejdet måler 62-65-68 cm. Luk af til skulder i hver side for 11-11-12 m 2 gange og 11-12-12 m 1 gang. Sæt de resterende 35-37-37 m på en hjælpep til hals.

FORSTYKKET: Strikkes som bagstykket til hele arbejdet måler 53-56-59 cm. Sæt de midterste 13-15-15 m på en hjælpep til hals, og strik hver side op for sig, idet der mod halsen sættes yderligere 4, 3 og 2 m (i alt 9 m) over på hjælpep, og derefter tage 1 m ind på hver 2. p 2 gange. Strik lige op til hele forstykket måler 62-65-68 cm, og luk af til skulder som på bagstykket. Strik den anden side op på samme måde, men modsat.

MONTERING: Sy venstre sidesøm sammen, og strik med orange garn ca. 98-100-102 m op rundt i halsen (m på hjælpep iberegnet), og strik 5 p perlestrik. Luk elastisk af i glat. Sy højre skuldersøm sammen. Mål 18-19-20 cm ud til hver side fra skuldersømmene, og sæt en mærketråd. Strik med orange garn ca. 65-69-71 m op til ærmegabskant fra mærketråd til mærketråd. Strik 5 p perlestrik, og luk elastisk af i glat. Sy side- og ærmegabskanterne sammen på en gange, og pres forsigtigt blusen fra vrangsiden.

https://imgix.femina.dk/1221-strik-pink-orange-bluse-copy.png

Læs også