https://imgix.femina.dk/media/161025cecdd74805aa82db66ebe584d4.jpg
Skønhed

Vi tester eyelinere

12. december 2011
af Oestrogen.dks skønhedspanel
Oestrogen.dks skønhedspanel har testet eyelinere, og giver dig her deres dom.

Tromborg Truly Natural eyeliner / Testet af Linda Lykke Gømann Nielsen

Tromborg Truly Natural eyeliner fås i flere farver, bl.a. sort og brun, som jeg har prøvet. Begge eyelinere blev leveret i en lækker stofpose, så de let kan bruges som gave, hvis man har lyst til det.
Tromborgs eyeliner er let at applicere, men er lidt mat i farven. Til gengæld er blyanten let at spidse, hvilket jo er en fordel. Jeg har anvendt Tromborgs eyeliner i 6 dage nu og er rimeligt tilfreds med dem, idet de ikke fedter, klumper el.lign., hvilket andre eyelinere jeg har prøvet, har gjort.
Er man til glitter, fest og vilde farver, er det ikke Tromborgs eyeliner, man skal søge efter. Til gengæld får man et stabilt produkt, som de fleste formentlig tåler, idet farven består af naturlige olier, voks og mineraler. Træet i blyanten er tilmed økologisk dyrket - så der er ikke noget at komme efter dér. Eyelineren er parfumefri, hvilket tiltaler mange allergikere. Efter min mening er det heller ikke nødvendigt med parfume i øjenmakeup.
Farven i Tromborgs eyeliner holder næsten hele dagen. Dog kan det være nødvendigt at friske den op efter 8-10 timer, hvis man ønsker det bedste resultat. Alt i alt er jeg godt tilfreds med disse eyelinere, dog kunne jeg godt have tænkt mig en lidt mere kraftig farve med længere holdbarhed. Til gengæld har jeg så fået et øjenvenligt produkt, som er let at applicere.

Tromborg Natural active eye power / Testet af Anita Hummelshøj Mikkelsen

Jeg har nu i flere uger gået og afprøvet TROMBORGS natural active eye power. Først studsede jeg over at den hedder 'natural active' og fandt frem til at den del af titlen nok udspringer af at dette her er kvalitet. 'Natural' fordi, der i denne eye power ikke er hverken parfume eller andre skadelige stoffer - den er naturlig. 'Active' fordi, der i den bl.a. er olier som plejer din hud. At den kan føles lidt fedtet at have på øjnene skyldes nok denne plejende effekt. At den så også hedder 'eye power' i stedet for 'eyeliner' må være fordi, den har flere funktioner. Jeg har brugt den som liner under og over øjet, og også fundet ud af at den er nem at arbejde med, og derfor også kan bruges som øjenskygge. Vælger du at bruge den som øjenskygge vil jeg anbefale, at du først lægger et tyndt lag mineralsk pudder eller en bundfarve som forhindrer følelsen af fedtede øjne. Eye power kan tones, smøres ud og er behagelig og nem at arbejde med.
Er du træt af stive og spidse eyeliners er denne her klart at foretrække. Den er behagelig blød og findes i flere naturligt afdæmpede farver der styrker dit naturlige look. Om man kan lave en plejende eyeliner uden den fedtede følelse ved jeg ikke, men skal der være lidt kritik kunne dette være noget for TROMBORG at videreudvikle på.

L'Oreal Paris - Super Liner Black Vinyl / Testet af Mette Staal Nielsen

Skal jeg være ærlig, er jeg ikke særligt øvet i kunsten at lægge flydende eyeliner - jeg har altid holdt mig til den mere begyndervenlige blyantspendant. Så da jeg skulle teste denne eyeliner, havde jeg mine tvivl om hvordan, resultatet ville blive. Min overraskelse var derfor stor, da det viste sig, at denne flydende eyeliner er overraskende nem at lægge! Stregen blev fra første forsøg lige og fin, og den løber ikke ud eller tværer ved berøring. Farven er en smuk, klar sort.
Derudover er denne eyeliner utroligt holdbar. Selv efter en nat, hvor make-up fjernelsen glippede, sad eyelineren den følgende morgen fejlfrit og som aftenen før! Altså den perfekte eyeliner til en lang og udfordrende arbejdsdag eller en vild nat i byen.
Eyelinerens holdbarhed er dog også dens svaghed. Når den først er tørret (hvilket går hurtigt), er det nemlig kun make-upfjerner, der dur imod de genstridige sager. Det er jo dejligt, når eyelineren ligger, som man gerne vil have, men det betyder også, at det er svært at korrigere, hvis man skulle tegne forkert - man skal gnubbe godt med vatpinden, hvis man vil rette til.
Alt i alt er dette dog en virkelig brugervenlig og holdbar eyeliner, der kan anbefales til såvel nybegyndere som øvede.

Nilens Jord - Soft tip eyeliner / Testet af Eva Høj Andersen

Eyelineren Soft tip fra Nilens jord er en magisk eyeliner for nybegynderen, for den er meget let at bruge. Den har en filtspids som gør, at det er fuldstændig som at male sig om øjet med en tusch. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det gør, at man meget lettere kan styre eyelineren og lave en perfekt streg, hvad enten man vil have den tyk eller tynd.
Eyelineren holder hele aftenen, men kan have lidt tendens til at smitte af hvis man danser hele natten - og det gør man jo. Nilens jord har lavet en eyeliner som i min optik gør den flydende eyeliner fuldstændig overflødig, men den erstatter ikke blyanteyelineren, som kan lave lidt mere utværede øjne. Nilens jord er jo desuden kendt for at lave lækre rene produkter og eyelineren er helt uden parfume og parabener, det er skønt! Eyelineren skal have 5 ud af 6 stjerner, for den giver en lyst til at eksperimentere endnu mere med eyeliner og katteøjne.

Maybelline - Master Precise Liquid Eyeliner / Testet af Nipuni Julie Jakobsen

Maybellines bud på en eyeliner ligner mest af alt en lille sort tush, men det er det på sin vis også.
Den sorte lille sag kan klemmes ned i de fleste make-up punge og er meget neutral og enkel i sit look. En ganske fin og funktionel indpakning. Låget er let af løfte af og holder tæt og sidder godt fast når det sættes på igen. Selve penslen er tynd som en syl og man kan dermed lave de fineste streger og mønstre. Er man til en bredere streg lægges der selvfølgelig bare flere lag på, men idéen med en meget tynd pensel er ideel for de fleste.
Jeg har brugt denne eyeliner hver de sidste to uger og det er meget længe siden jeg har opnået en så præcist og ens streg henover de øverste vipper. Konsistensen er perfekt, idét den hverken er for tyk eller for tynd. For tynde eyelinere har jeg tidligere haft stor besvær med, da de næsten kan 'rende' ud. Denne her er rigtig god og så har den en holdbarhed som ingen anden eyeliner jeg har prøvet før. Jeg har ofte brugt den fra tidlig morgen til sen aften og selv i de sene aftentimer har den holdt sig præcis og skarp i farven. Jeg har været på Gran Canaria imens jeg har testet den og selv i varmen var holdbarheden unik. Jeg vil derfor anbefale Maybelines bud på en eyeliner til alle som ønsker en lige, skarp og langtidsholdbar eyeliner,
som både kan bruges til de helt tynde, men også lidt bredere streger.

Læs også