Skønhed
14. juli 2011

Sådan får du smukke sommernegle

Kvindehænder fascinerer og forfører og fortæller en historie om dig. Dine hænder er dit visitkort og dine negle giver et vink om, hvilken type du er, og hvad du holder af at bruge tiden på. Læs med om den fuldendte pleje og de nye tendenser – hvor alt er tilladt.
Af: af Petruskja Jeiner
https://imgix.femina.dk/media/17038af2abec424eb3fa67e87bd4a154.jpg

Foto: Thinkstock, firmafotos

Kvindehænder fascinerer og forfører og fortæller en historie om dig. Dine hænder er dit visitkort og dine negle giver et vink om, hvilken type du er, og hvad du holder af at bruge tiden på. Læs med om den fuldendte pleje og de nye tendenser - hvor alt er tilladt.

Tendenser 2011

Neglene er blevet et vigtigt visitkort - en personlig accessory

Alt er tilladt - miks på kryds og tværs.

Gul er den nye sommerfarve. De støvede mørke farver og de klare pangfarver hører også sommeren 2011 til.

5 basale råd til flotte negle

1. Plej indefra: Spis en daglig vitaminpille, så er din base i orden

2. Fugt udefra: Brug en god negleolie eller neglecreme helst hver dag, og mindst en gang om ugen.

3. Hold neglebåndene bløde og fri for gamle, tørre neglebånd. Brug aldrig metal til at skubbe neglebåndene ned med.

4. Et håndbad med citron holder neglene hvide.

5. Hold neglen i facon. Facon er selvfølgelig en smagssag, men et godt bud er, at file neglene efter formen på din hvide halvmåne i bunden af neglen.

Udvalget af neglepleje er efterhånden specialiseret til fingerspidserne. Døjer du med skøre, tørre, bløde, tynde, skrøbelige eller svagtvoksende negle, er der en særlig plejelak for det. Brug den som det allerførste inden du lægger den egentlige neglelak på.

Hvide pletter

Det er en skrøne at hvide pletter på neglefladen skyldes kalkmangel. Som regel opstår de hvide pletter pga. luftblærer, der dannes hvis neglen har været udsat for slag.

Eller de opstår ved hård nedskubning af neglebånd, efter høj feber eller influenza. De hvide pletter gror ud igen med neglen.

Farver, farver, farver

Negle, der er nydeligt afstemt i farven i forhold til tøjet, er fortid. I dag er alle farver i spil, og det gør ikke noget, hvis farverne går i hver sin retning. Fingerneglene og tånegle behøver ikke være ens.

Årets helt store farve er gul. Og ikke en hvilken som helst gul: Den skal være knaldgul!

- Tendensen med støvede neglelakfarver som gråbrun og petroleumsblå og ret matte lakker har længe været det helt store, og den tendens holder også i sommer, siger Matas' skønhedsekspert Nina Rachlin, der også kalder turkis, limegrøn og den klare koral for »sikre sommerhits«.

- For nogle år siden havde det været utænkeligt med sådan en farvepalet i modebilledet, men i dag er alt som sagt tilladt, uanset hvilken alder du har.

Den rette manicure

Hvad er en klassisk længde for en negl? Nina Rachlin understreger at smag og behag er forskellig. Men en passende længde for de fleste mennesker er, når den hvide neglekant går knap en millimeter ud over fingerens blomme, når man vender håndfladen op.

Et godt råd hvad angår formen er at kigge på den hvide halvmåne nederst på neglen. Fil den øverste del af neglen i samme form som din halvmåne og du får harmoniske proportioner.

Læs også