Rynkefri fremtid?

Foto: All Over og PR
De fleste kender fornemmelsen af, hvordan en god fugtighedscreme nærmest kan blive slubret op af en tørstig hud og forvandle ru og tørre pletter til bløde babykinder. Det gør hverken sundhedsråd eller advarsler mod sol og røg overflødige, men det viser, at cremer kan have en effekt og være en god investering for din hud.
Mere end lækker emballage
Når du nu står og påfører din daglige ration af skøn smørelse, skal du vide, at der bliver forsket meget målrettet, for at du kan glatte dine rynker ud. Research and development-afdelingen i ethvert moderne kosmetikfirma står ikke tilbage for medicinalfirmaernes ditto, og i øvrigt finder der et udbredt samarbejde sted, ud over at der i nogle tilfælde endog er tale om fælles ejerskab. I dag går skønhedsfirmaerne lige så meget op i forskning som i lækker emballage, for den, som kommer først med et farvel-til-rynkerne-vidundermiddel, har vundet kapløbet til vores bankkonti.
Unikke redskaber
L'Oréal har været førende i udviklingen af Episkin. Episkin er hudmodeller af levende celler med alle hudlag, immunceller, pigmentceller osv. og udgør et unikt redskab til at teste, hvilken effekt cremerne har. Episkin anvendes også inden for anden ikke-kosmetisk forskning og behandling.
Confocal Microscopy er en anden teknologi, som er videreudviklet af L'Oréal i samarbejde med et amerikansk team af øjenlæger, og som gør det muligt at kigge ned i levende hud og præstere et billede i så høj opløsning, at man endog kan tælle cellerne og se blodgennemstrømningen i de mikroskopisk tynde blodkar i vores hud. Man behøver altså ikke at komme med tomme løfter om en given creme, eftersom man simpelt hen kan se nøjagtig, hvor og hvordan den påvirker huden.
Hjælp fra naturen
Selv nok så mange kloge hoveder og intens forskning gør det ikke alene. Kombinerer man imidlertid videnskabelig forskning med naturens og kroppens egen evne til at heale, kan man komme rigtig langt. Det er den erkendelse, som har fået skønhedsbranchen til at inddrage botanikken som redskab, når vores skønhed skal boostes. Der bliver forsket i planter, hvis vækstbetingelser udfordres af stærk varme eller kulde, eller som vokser højt i bjerge eller dybt i have. Planterne, som udvikler "overlevelsesstoffer" kan nemlig udnyttes til at styrke hudens naturlige potentiale for at tackle de daglige udfordringer. Med andre ord: Moderne cremer benytter sig af naturens ældgamle tricks kombineret med avanceret forskning.