Makeuptrend hylder piger, der græder. Men er det en god ting?
Foto: Screenshot fra Zoe Kim Kenealys TikTok
Kender du det med at se sig selv i spejlet efter at have grædt og tænke: “Wow jeg ser godt ud.”
Nej, nok ikke.
Det er ikke desto mindre det, en ny makeup-trend på TikTok går ud på.
Den såkaldte crying makeup er overalt på det sociale medie. Her deler massevis af kvinder makeup-videoer med udtværet øjenmakeup, hævede læber og blanke øjne.
Hashtagget #cryingmakeup har i skrivende stund over 57 millioner visninger.
Nok er der rigeligt at græde over fortiden, men hvorfor er looket egentlig blevet så populær?
Vi ser godt ud, når vi græder
Skønhedsinfluenceren Zoe Kim Kenealy fik trenden til at eksplodere, da hun postede en “Crying makeup tutorial” på sin TikTok-profil og spurgte sine følgere, om det kunne gå til Halloween.
I videoen hylder hun “de usikre piger”:
– I ved, at vi ser godt ud, når vi græder. Men hvis du ikke er i humør til at græde, kan du få looket med makeup.
Videoen er set af millioner, og hendes følgere er pjattede med de glinsende øjne, hævede læber og røde næse.
Efterfølgende har flere kvinder prøvet kræfter med grædelooket. Blandt andet TikTok-brugeren elpltt_, der takker Zoe Kim Kenealy og skriver, at det er sådan, hun som regel ser ud:
Også molchanovamua er med på trenden og skriver, at det er smukt at græde.
En sjov og bekymrende trend
Marta Mea, som er medstifter af hudplejebrandet Dieux Skin, siger til Dazed Beauty, at hun er fan af trenden, og at hun er enig i, at vi ser godt ud, når vi græder.
Hun kalder tårer for “naturens serum” og understreger, at det er sundt for huden at græde.
Men græde-trenden vækker samtidig bekymring.
Til Glamour, siger Noor Mubarak, som er psykolog og ekspert i mental helbred, at trenden er foruroligende.
– Piger, der kæmper med følelser og måske har en tendens til at græde, kan nemt føle sig nedgjorte, når andre prøver at se ud, som om de har det hårdt, for at se godt ud, forklarer hun.
Selv om det er positivt at udtrykke sin følelser, så kan makeup-videoerne være stigmatiserende over for folk, der kæmper med deres mentale helbred, understreger hun.