Skønhed
1. marts 2010

Hold skøn ferie langs Hudson floden

Blot en times kørsel fra New York folder naturen sig for alvor ud langs den 500 km lange Hudson flod i Hudson River Valley. Det sker side om side med små hyggelige byer, deres træhuse og victorianske villaer, knirkende butiksskilte, militærakademiet West Point, og den længst siddende amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts museum og bolig, vingårde, overvældende outlet-shopping og skønne hoteller.
Af: Sus Falch
https://imgix.femina.dk/media/4d68db27dd7644e7a2d98b5e875b4da4.jpg

Det frieste transportmiddel er en lejet bil, men du kan rent faktisk rejse langs floden med det tog, der dagligt transporterer mange amerikanerne fra deres hjem til arbejde i byen New York.

Storslået shoppingby

Et af de første stoppesteder på ferien kan meget passende være et af de store shoppesteder - outletbyen Woodbury Common.





Her findes internationale modehuse som Armani, Boss, MaxMara, Tod's og Burberry, men nogle af de mest interessante er næsten de amerikanske mærkers butikker i de små New England-huse, hvor både udvalget og priserne er attraktive og gode til venindegaver.

Åbningstiden er 10 til 21, og har man brug for et stop-over i nærheden er Hampton Inn Harriman Woodburys med rummelige værelser lige rundt om hjørnet på 60 Centre Drive et glimrende valg.

Besøg traditionsrige West Point

Fra den gode shopping, der dog også viser sig andre steder langs floden i byernes små hyggelige butikker, springer vi videre til nogle af de store natur- og kulturoplevelser.

En af dem kunne snildt være et besøg på US Military Academy i West Point, som kommanderer rundt med 6.000 officersaspiranter ad gangen.

Åbent dagligt 9-16.45. Guidede ture bestilles på Westpoint Tours.

Fodtur til toppen

Lige overfor West Point på Hudson flodens modsatte bred, ligger den lille hyggelige flække Cold Spring, der er et populært weekendstoppested for New Yorkere. Det præger bl.a. forretningslivet, og vil du kigge i antikbutikker, er de her.

Du kan også snøre vandreskoene, og begive dig ud på en vandretur, der dog nærmer sig klatring, hvis du vælger Breakneck Ridge.



Den fører dig til gengæld op til et plateau med frit og flot udsyn over floden og dens skovklædte breder.

Overvej at spise ærkeamerikansk burger, god pasta eller noget af det andet gode på restaurant Piggybank - sparegrisen - i Beacon, der ligger i en forhenværende bank.

Smag den fine vin

Mmillbrook Vineyards, er et besøg værd, og ligger i området af samme navn, hvor du bl.a. kan følge Dutchess Wine Trail mellem producenterne.

Millbrook Vineyards har sin egen gode pinot noir plus flere andre, og mulighed for at købe vine fra Williams Selyem i Californien, hvis vine ellers kun sælges gennem husets egen kunde-mailing-liste.

Men de to vinhuse har samme ejer, John S. Dyson, der opfandt det verdenskendte I?NY logo.

Besøg kokkeskolen

Ikke så langt fra vingården kan du pirre smagsløgene endnu mere, men med fast føde og et besøg på Cullinary Institute of America, populært CIA.

Gå med på en guidet tur gennem det forhenværende og imponerende jesuitterkloster og se nogle af USA's kommende topkokke arbejde med alt fra konditorkunst til gode brød.

Eller prøv deres kunnen, i de restauranter og cafeer, de driver på stedet. Tjek www.ciacook.com og www.ciachef.edu.

De bedste kvindetips:

  • Sådan rejser du
    Med fly til New York, f.eks. direkte fra København, og videre med tog, bus eller bil. Du kan også se dig om efter en grupperundrejse, der omfatter Hudson River og nabolag el. lade en garvet USA-rejsearrangør som MyPlanet pakke din ferie.

  • Værd at pakke
    Adapter, lille rygsæk/stor skuldertaske, tøj og fodtøj til friluftsliv, lag på lag er praktisk, kamera, solbeskyttelse om sommeren, vandflaske.

  • Guidede ture
    Det er altid muligt at bestille en guide i naturområderne, men under det årlige Hudson River Valley Ramble,er der over 200 gratis guidede ture fra New York i syd til Albany i nord.

  • Prøv en Segway
    I Poughkeepsie midt mellem Albany og NY, kan du køre langs floden og rundt i byen på det skægge køretøj Segway, som reagerer på dine kropsbevægelser.

  • Husk billed-id
    Mange attraktioner forlanger at se billed-id som f.eks. pas, ved indgangen, så husk at have det med.

  • Handicappede
    Har fine betingelser på seværdigheder og offentlige steder i øvrigt.

  • Prisniveau
    Middel og vi har en god fordel pga. dollarkursen.

  • Dobbeltsenge
    Rigtig mange værelser har to dobbeltsenge, så man uden problemer kan indlogere sig fire i et værelse, og spare penge på overnatningen.

  • Husk registrering
    Husk, at du skal registrere din rejse til USA vis internettet, og at dit pas skal være minimum maskinlæsbart, hvis du er dansk statsborger.

  • Over 60?
    Så husk dit pas og få rabat på entrebilletten til attraktionerne.

  • Lækkert logi
    Emerson Resort & Spa, er et lækkert spa- og boutiquehotel med vægt på god mad, lækre vine, afslapning og diskretion.

  • Fin besøgshave
    Stone Crop Gardens, 81 Stonecrop Lane i Cold Spring, er et fint eksempel på kultiveret natur i form af privat havekunst, der nu er åben for offentligheden mod entre på ca. 20 kr. Se stedets webside.

  • Gode souvenirs
    Kig i museer og seværdigheders butikker, der som regel har mange ting med lokal relevans i en fin kvalitet.

Fra velhaverhjem til museer

Mange velhavende New Yorker-familier som Vanderbilt og Roosevelt byggede store landsteder langs floden. Nogle af husene er overgået til og åbne for offentligheden, som f.eks. Vanderbilts villa ikke langt fra Franklin D. Roosevelts, der i dag er museum og bibliotek, som alle amerikanske præsidenter får.

Der er ikke tale om biblioteker, som vi kender dem, men mere om museer og ikke mindst arkiver.
I Franklin D. Roosevelts tilfælde ligger hans elskede privatbolig og biblioteket samme sted i Hyde Park på 4079 Albany Post Road. Læs mere her: www.fdrlibrary.amrist.edu. Tjek også den gode museumsbutik.

Rør dig i bjergene

Fra præsidentens domæne er det nærliggende at tage en tur eller nogle dage op i de frodige bjerge Catskill Mountains.

Det kan nemt gøres på egen hånd, men man kan også kontakte turoperatører som Craig Apolito fra Catskill Outback Adventures i Big Indian, der arrangerer såvel vandre- som mountainbike ture og sågar ture om natten og m.m.

Vil du selv finde din vej gennem bjergene, der har skiløb om vinteren, så tjek www.catskillguide.com.





Nemt omkring i parken

Mere natur udfolder sig med vandre- og cykelmuligheder i Minnewaska State Park Preserve, et knap 60 km2 stort skovområde med en stor rolig sø som omdrejningspunkt.

Her er kortere og længere vandreruter, men det kan klart anbefales at gå den 3 km lange tur rundt om søen.

Tag bare en madpakke med og nyd udsigten.

Hotel uden sidestykke

Udsigt er der så sandelig også på hotellet Mohonk Mountain House i Shawangunk Mountains.

Omgivet af 10.500 hektar fredet skov ligger hotellet og spejler sin victorianske 1800-tals charme med tårne, balkoner, spir og altaner i en stor stille sø, hvor man kan glide ud i kano.

Man kan også bare nyde, at gøre ingenting, eller nyde stedets egen eftermiddagste, i en af de 600 gyngestole, hvoraf mange står på den udendørs balkon med søudsigt.

Mohonk Mountain House har også en stor velværeafdeling, der kunne være en skøn finale på ferien langs Hudson floden.

Læs også