
Har Kylie Jenner lige bragt denne 1990'er-manicure tilbage?

Kylie Jenner har netop vist et vaskeægte "blast form the past" øjeblik med sine nye negle.
Foto: Frank Franklin Ii/AP/Ritzau Scanpix
1990’erne er mildest talt ikoniske, hvad angår mode og skønhed. Det var dengang supermodeller som Naomi Campbell, Claudia Schiffer og Christy Turlington regerede catwalken, Caroline Bessette-Kennedy lærte os, hvad chik minimalisme var - og samtidig opstod nye beautyidealer med ultratyndt øjenbryn, kunstige negle og metallisk cremeøjenskygge.
Det var de vilde kontrasters tid, og nok derfor er 1990’erne et årti, som designere bliver ved med at søge tilbage til for inspiration.
Og det er tydeligvis ikke kun designere, der henter inspiration fra tiden for 30 år siden. Kylie Jenner lader også til at finde inspiration i årene fra før, hun selv blev født - i hvert fald hvis man skal tro hendes seneste manicure.
På en nylig selfie, lagt op af kendis-manicuristen Zola Ganzorigt, kan man nemlig se Kylie Jenner med den måske mest 90’er-agtige manicure, vi kan komme i tanke om, nemlig fransk manicure med lange hvide tipper filet med skarpe hjørner - formen, der hedder ‘square’, hvis man får lavet negle på en salon.
Der er i og for sig ikke noget nyt i den franske manicure - den er stort set evig tilstede, men det nye (eller rettere gamle) i Kylie Jenners manicure er, at stilen er valgt til de lange negle, hvilket skriger 1990’erne.
En reference, som Kylie Jenner - og måske især hendes manicurist, der har skabt looket og delt billedet - selv udmærket er bekendt med, hvis man skal tro det sidste billede i Instagram-opslaget, der netop viser en forside af magasinet ‘Nails’ fra 1990’erne.
Mon det betyder et farvel til lange, mandelformede gelnegle med nailart, og en renæssance til det klassiske 1990’er-look?
Vi får se.

Læs mere om: