Skønhed
23. juli 2025

Denne 100 år gamle frisure er blandt de smarteste denne sæson

Kim Kardashian overbeviste os.
Af: Rose Maria Behavý
Kim Kardashian

Kim Kardashian i Paris.

Foto: KCS Presse / MEGA

De kommer og går. Trends, altså. Men mens vi troede at de eneste trendreferencer, vi kunne trække på lige nu var dem fra 1990’erne og 00’erne, så lister et andet årti sig ind i vores opmærksomhedsspektrum: 1920’erne.

‘The roaring 20’s’ er ikke en fremmed reference i modebilledet. Hver gang der kommer en ny film eller serie fra det løsslupne årti, der nu ligger 100 år tilbage i tiden, er det som om at moden eksploderer med perlefrynse-kjoler, hoftebånd og lange perlehalskæder.

Bare tænk på tiden, da The Great Gatsby udkom, og man ikke kunne gå til en temafest uden cigaretrør og lange handsker - eller da Downton Abbey satte en mani i gang med at klippe håret kort.

Og nu vi taler om at klippe håret kort, så er vi der igen.

Under den netop afholde couture-modeuge i Paris så vi flere eksempler på 20’ernes elegante og sirligt formede korthårsfrisure. Mest udtalt var det hos Balenciaga, hvor chefdesigneren Demna Gvasalia takkede af efter 10 år i stolen med et ultraelegant show, som Kim Kardashian lukkede catwalken.

Det gjorde hun iført cremefarvet slipkjole med blonder, pelsboa, overdådige smykker og en kortklippet frisure med sideskilning og sirligt formede pandekrøller, der sendte tankerne direkte hen på 20’ernes ikoner som Josephine Baker, Ida Lupino og Dorothy Mackaill.

Kim Kardashian

Kim Kardashian Balenciaga haute couture show.

Foto: Ghsi/Backgrid/Ritzau Scanpix

Men hvordan adskiller en 20’er-inspireret korthårsfrisure sig fra almindelige pagefrisurer? Første trin er en dramatisk sideskilning - ikke noget, der minder om en midterskilning. Derefter skal håret redes væk fra ansigtet og formes med mousse og/eller voks for at skabe den karakteristiske bølge over panden.

Og faktisk skal man ikke være så bekymret over at genintroducere sideskilningen. Det er ikke kun i 1920’er-regi vi har set en sideskilningsrenæssance. Hvis vi går tilbage til hvor denne artikel startede, nemlig i 1990’erne og 00’erne, så var de årtier også bannerførere for en god asymmetrisk skillelinje på toppen, og de tendenser begynder også at røre på sig igen.

Så uanset om du er til 20’er-glam eller 00’er-nostalgi, så er det frem med kammen.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.