Skønhed
21. september 2017Chefredaktøren: Elsk din alder – med lækker hud og lækkert hår
Rynker er begyndt at vise sig (nogle af dem ganske smukke, synes jeg!), pigmentpletter toner frem (dem hader jeg virkelig ...), og min hud er generelt blevet slappere
Af: Camilla Kjems
Jo ældre jeg bliver, jo mere går jeg op i skønhed. Ikke kun af interesse, også af nød, for lidt koldt vand i hovedet giver mig ikke længere gløden tilbage med et snuptag, som det gjorde, da jeg var 26 år. Dengang rensede jeg kun min hud et par gange om ugen og gik aldrig til kosmetolog for at få ansigtsbehandling.
Efter at jeg for tre år siden fyldte 40, har jeg kunnet se, hvordan min huds struktur hurtigt har ændret sig: Rynker er begyndt at vise sig (nogle af dem ganske smukke, synes jeg!), pigmentpletter toner frem (dem hader jeg virkelig ...), og min hud er generelt blevet slappere. Sådan er livet, og det prøver jeg som alle andre at acceptere og omfavne – hey, vi skal jo være glade for at være i live! Men især min hudpleje er jeg de seneste år begyndt at bruge meget mere tid på: Hver aften bruger jeg 10 minutter på grundig rens samt serum og cremer målrettet min hudtype og min huds udfordringer. Og en gang om måneden får jeg en ansigtsbehandling, der booster min huds struktur og udstråling. Og jeg kan med det blotte øje se, at det har gjort en kæmpe forskel. På mange måder er min hud meget sundere og mere velplejet i dag, end den var for bare fem år siden (kan så ærgre mig over, at jeg ikke begyndte noget før).
Hud og hår er noget af det allermest sigende ved vores udseende – og så er det noget, vi i den grad selv kan gøre noget ved. Velkommen til denne uges femina, hvor vi blandt andet har testet en lang række produkter til hud, hår og øjne. For hvad virker, og hvad virker ikke? Det forsøger vi at guide dig i – hver uge i femina. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I DENNE UGES FEMINA I GALLERIET HERUNDER