Mode
20. december 2023

Ikonisk Diana-kjole er solgt på auktion, og ja, prisen slår selvfølgelig ny rekord

Salgsprisen er over 11 gange højere end kjolens estimerede værdi.
Af: af Marie Emilie Hofman
Prinsesse Diana

Foto: Ron Sachs - CNP / MEGA

Det kan være svært at sætte en pris på Prinsesse Dianas popularitet.

Ikke mindst som stilikon, hvor hendes mange ikoniske looks af blandt andet 'the revenge dress', kitschede sweatshirts og elegante pantsuits for længst har sikret hende en plads i verdens modekanon.

Alligevel viser en auktion nu præcis, hvor dybt folk er parate til at gribe i lommerne, når det kommer til at erhverve sig noget 'Lady Di' har iklædt sig.

Det amerikanske auktionshus Julien's Auctions har nemlig netop solgt en festkjole, som Diana bar tilbage i 1985. Og prisen? 1,15 milloner dollars, Altså hvad der svarer til 7,9 millioner danske kroner. En pris, så høj, at den er mere end 11 gange højere end auktionshusets anslåede værdi af kjolen.

Den bryder dermed også med tidligere rekorder, hvor den hidtil højeste pris for en af prinsesses kjoler blev solgt for 4 mio. kr.

https://imgix.femina.dk/2023-12-20/dianakjole.jpg

Foto: Juliens Auctions/Jlppa/Ritzau Scanpix

Kjolen er designet af den morrokanske-britiske designer Jacques Azagury og har et perlebesat overstykke i velour med sorte og blå perler i et stjernemønster, mens underskørtet er udført i et puffet tylskørt i elektrisk blå.

Kjolens detaljer med de markante skulderpuder og den lave kjolesøm indkapsler den velkendte 80'er mode. Samtidig blev kjolen, med sit balletinspirerede underskørt, designet som et nik til prinsessens kærlighed til dans og repræsentation af det britiske balletkompagni 'The English National Ballet', lyder det i auktionshusets beskrivelse af kjolen.

Prinsesse Diana bar første gang kjolen på et officielt besøg i Firenze i 1985 og året efter til en koncert med Vancouver symfoniorkester i Canada.

Denne artikel blev første gang bragt af Elle. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også