Mode
21. august 2025

Brandet var storleverandør af dine yndlingsjeans i 00'erne. Nu genopstår det

Brandet var storleverandør af dine yndlingsjeans og et must-see i London.
Af: Rose Maria Behavý
Topshop

Den 16. august indtog Topshop og Topman Trafalgar Square i London.

Foto: Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix

Stort set alle, der rejste til London i 00’erne, som bare gik en smule op i mode, havde et stop på turen, der ikke var til diskussion: Topshop på Oxford Circus.

Multietagebutikken midt i Londons travleste butiksområde lokkede ikke bare med horder af mennesker og høj musik dunkende ud ad højtalerne: Det var et mekka, hvor hver etage var dedikeret til sin metier: Sko, vintage, makeup og Kate Moss-kollektionerne. Det var 00’erens ultimative retail-himmel.

Der gik sågar rygter om, at den legendariske Topshop-butik ofte blev frekventeret af kendisser på udkig efter et scoop til garderoben og ikke mindst talent- og modelspejdere, der, hvis man var heldig, ville prikke en på skulderen og give en direkte billet til et liv i sus og dus.

Ja, der var mange grunde til, at man som ung valfartede til London – nogle gange udelukkende for Topshops skyld.

Men. I 2020 skete det. Tiden løb fra den britiske highstreet mastodont og kapitalfonden bag de mange stykker tøj og sko gik konkurs.

Topshops mere end 510 internationale butikker, herunder 300 i England, drejede nøglen om og det tøj, der var tilbage af det engang toneangivende highstreet-brand blev opkøbt af ASOS, der eksklusivt har solgt tøj under Topshop-navnet siden da.

Nu er der dog nye boller på suppen. Kapitalfonden Heartland har nemlig købt Topshop og herremærket Topman og relancerer Topshop i 2025 – og det går ikke stille for sig.

Den 16. august indtog Topshop og Topman Trafalgar Square i London og med The National Portrait Gallery som kulisse, demonstrerede det britiske highstreet-mærke, at det ikke blot er tilbage: Det er værd at holde øje med.

På første række til showet sad blandt andre modellen Cara Delevingne, som op gennem 00’erne var nærmest synonym med brandet og ansigt for flere kollektioner.

Store dele af kollektionen var "see-now-buy-now", hvilket oversat til almindeligt dansk betyder, at kollektionen kan købes med det samme (modsat når man skal vente et lille års tid med at se den i forretningerne, som ellers er kutyme for modeshows). Topshop har efter sigende planer om at åbne egne fysiske butikker igen, dog ikke på Oxford Circus, men i første omgang kommer det fysiske salg til at foregå via udvalgte retail-partnere. Hvem vides endnu ikke. Topshops egen hjemmeside forventes aktiv igen i løbet af 2025.

En lille, og for os herhjemme, positiv krølle på Topshop-nyheden er, at der også er en dansk forbindelse. En ret afgørende dansk forbindelse, hvis ret skal være ret.

Navnet på kapitalfonden, der har købt Topshop - Heartland - lyder måske bekendt. Som en dansk festival af samme navn? En festival, der er delvist ejet af Anders Holch Povlsen, som ejer holdingselskabet Heartland A/S, men som bedst er kendt som administrerende direktør for Bestseller.

Nu ejer han også Topshop, så mon ikke det kun er et spørgsmål om tid, før vi ser butikker med “Topshop” skrevet over indgangen på dansk jord igen?

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.