
Bella Hadid bringer denne nostalgiske UGG-støvle tilbage

Bella Hadid har netop vist sig i en helt særlig version af de populære UGG-støvler.
Foto: Mega
Modellen Bella Hadid forstår som få at gøre UGG-støvler hotte. I 2022 var hun blandt de første til at vise den nye UGG-model med plateausål og lavt skaft, som flere vintre derefter givetvis var skyld i en brækket ankel eller to (men hvad gør man ikke for at se smart ud).
Og nu er Hadid altså igen på banen med en UGG-støvle, som for mange vil være et glædeligt gensyn. Her taler vi nemlig ikke om vamsede støvler, der narrer os med løfter om varme fusser med deres uldne indre, blot for at stoppe under anklen og dermed efterlade alt over vristen blottet i vinterkulden. Nej, vi taler om gode, gamle UGG-støvler. De "ægte Uggs" om man vil.
Bella Hadid er nemlig i forbindelse med juleferien, hvor hun har været på ski i sneparadiset Aspen, vist sig med de helt lange UGG-støvler. Ja dem, der når til umiddelbart under knæene.

Bella Hadid
Foto: Lele Nino/Backgrid/Ritzau Scanpix
Den lange UGG-støvlemodel, der har det formelle navn 'Classic Tall II Boot', er ikke typisk fodtøj, man forbinder med kendisserne. Faktisk har netop denne model været temmelig udskældt, siden sin storhedstid i 00’erne, hvor den typisk indgik i outfitmæssige sammenhæng med pangfarvede Juicy Couture-sweatsæt og kig til bare maver. Men ligesom vi igen er nået et sted hen i moden, hvor vi synes, at selvsamme sæt fra Juicy Couture igen er smarte, ja, så kommer en naturlig accept af de højskaftede UGG-støvler også.
Og nu, hvor det også forlyder på vandrørerne, at vi skal til at gå i stramme jeans igen, er det jo kun naturligt, at vi vælger en UGG-støvle, der i bedste Y2K-stil kan trækkes over de smalle bukseben.

UGG
Foto: PR
UGG, 2.400 kr., kan købes her

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Signe og Jacob gik alternativt til værks, da Signe efter 18 år sammen ville prøve noget nyt

Jeg vil gerne begynde at date igen. Men jeg ved, at min “markedsværdi” er lav
