
5 modetrends, du skal kende denne sommer

Foto: CAMERA PRESS / MEGA
Sommeren er over os, og selvom vejret ikke altid makker ret, er det alligevel tid til at pakke de tykkeste striktrøjer og lange frakker væk, og i stedet gøre plads til lettere gevandter.
Men hvad er det helt præcist, du med fordel kan pakke ud af garderobens vinterhi og lægge forrest i skabet denne sommer?
Dér hjælper vi dig på vej.
Vi har nemlig identificeret fem trends, der helt sikkert får dig gennem sommeren med din modemæssige street-cred i behold.
Nogle af de trends, vi ser i moden denne sæson er gamle gengangere - tegn på, at mode er et cirkulært fænomen, hvor alt fra tid til anden kommer igen. Derfor kan det tilmed være, at nogle af de ting, der har overvintret længst i dit skab endelig er klar til at komme frem i lyset igen. Måske et par særligt afklippede bukser, som vi nærmest havde glemt fandtes.
Her er fem trends, du med fordel kan skrive dig bag øret denne sommer.
- Hotpants
Enten elsker man dem eller også hader man dem: Hotpants, eller ultra-ultra korte shorts. Ja – de er tilbage igen, og denne sæson er de korte bukser næsten ikke mere end et par trusser. Både Ralph Lauren, Chanel og Prada har vist bittesmå hæklede shorts denne sæson – gerne i selskab af matchende toppe.
CHANEL SS25
2. Poloshirts
Fra hedengangne Saks Potts til Baum und Pferdgarten, Prada, Miu Miu og Loro Piana. Poloer skal der til. Den underspillede T-shirt med den lille krave og et par knapper over brystet er den letteste måde at få et pænt, men afslappet, preppy look.
MIU MIU SS25
3. Capri-bukser
Efter flere sæsoner, hvor bukser ikke har kunnet blive lange og løse nok, er det nok en overraskelse for mange, at se tilbagekomsten af stramme capri-bukser, som skærer lige under knæet, tilbage i modebilledet. Men ikke desto mindre er de en realitet, og de stramme – næsten leggings-agtige bukser – bliver lystigt sat sammen med alt fra taljerede blazere blazere (ja, de skal også være figursyede igen), til afslappede t-shirts og festlige toppe samt sandaler med hæl og smalle stropper. Og vi må indrømme, at selvom det minder lidt om – for nogle – de lidt kiksede og stilforvirrende år som teenager i start 00’erne, så er der også noget besnærende og elegant Audrey Hepburn’sk over bukserne, som de fremstår hos blandt andet Carolina Herrera.
CAROLINA HERRERA SS25
4. Gennemsigtig
Vi er langt fra færdige med at lade absolut intet være overladt til fantasien, og de gennemsigtige materialer storhitter stadig. De afslørende tekstiler var både på forårs-/sommermenuen hos Prada og Hermès, og trenden er bestemt ikke dum her til sommer, hvor de lette materialer byder sig til som en oplagt anledning til at lege med lag-på-lag. På den måde er det også muligt at styre hvor gennemsigtigt man ønsker, ens look skal være.
HERMÈS SS25
5. Blonder
Synes du også, at blonder hører sommeren til? Så er der gode nyheder. De romantiske applikationer er nemlig ikke til at komme uden om denne sæson, og blonder – uanset om det er på nederdele, toppe eller kjoleærmer – hitter. Blonder er oplagte til at tilføje et strejf af underspillet ‘bougie’ luksus til dit look – særligt som det fremstår hos Chloé denne sæson.
CHLOÉ SS25

Læs mere om: