Have
20. juni 2025

Susannes blomstereventyr i Jerslev får dig til at føle, at du er i Sydfrankrig

For Susanne Venzel og hendes mand, Henrik Petersen, begyndte deres blomstereventyr med et ønske om at dyrke økologiske, lokaldyrkede planter
Af: Tina Brok Hansen
Vi besøger A la Provence i deres blomstermarker og på deres tørreloft, der bugner med tørrede blomster.

Vi besøger A la Provence i deres blomstermarker og på deres tørreloft, der bugner med tørrede blomster.

Foto: Tina Brok Hansen

Omkranset af romantiske, tungt hængende klatreroser og duftende lavendler, og hvor farverige sommerfugle og et væld af summende bier flittigt samler pollen fra blomst til blomst, finder vi en hyggelig siddeplads under en stor jernpavillon.

Her ved Jerslev på Sjælland bor Susanne Venzel og Henrik Petersen, som er ildsjælene bag blomsteruniverset A la Provence.

– Vi har rejst meget i Provence i Frankrig og elsker egnen, så vi har ønsket at genskabe lidt af følelsen her i vores egen landhave, fortæller Henrik.

Kort om Susanne Venzel

Driver blomsterfirmaet A la Provence med sin mand, Henrik.

Du kan besøge dem på Rugtvedvej 27, 4490 Jerslev på Sjælland.

Se mere på a-la-provence.dk.

Det er dog ikke den private have, vi er kommet for at besøge denne gang, men derimod den store mark med de snorlige rækker af farverige blomster, vi passerede på vej ind på gårdspladsen.

– Vi startede A la Provence i 2021, fordi vi gerne ville bidrage til at sætte et bedre fodaftryk i blomsterverdenen. Jeg er uddannet florist og har arbejdet mange år i forskellige blomsterbutikker, fortæller Susanne og fortsætter:

– Jeg har længe haft svært ved at forlige mig med, at alle de blomster, der ankommer til butikkerne, oftest er transporteret over store afstande og er dyrket med kemi. Vi synes, det er lidt tosset, at der importeres så mange blomster uden for vækstsæsonen, som er dyrket i store drivhuse på den anden side af kloden, for at vi kan få blomster til højtider og andre lejligheder.

Susanne og Henrik har valgt at arbejde med tørrede blomster, fordi det tilføjer et ekstra bæredygtigt lag til deres blomsterunivers, at blomsterne i princippet kan holde i en lang årrække.

Smukke kranse i hvid, fersken, pudder og rosa.

Smukke kranse i hvid, fersken, pudder og rosa.

Foto: Tina Brok Hansen

Susanne og Henrik har anlagt flere marker med blomster, der er velegnede til tørring. Her plukker de løbende blomster, som bliver hængt op i laden.

I vinterhalvåret binder Susanne så buketter og kranse af de tørrede blomster.

I vinterhalvåret binder Susanne så buketter og kranse af de tørrede blomster.

Foto: Tina Brok Hansen

– De blomster, vi dyrker her på vores marker, er dyrket helt uden kemi og efter økologiske principper. Vi har netop udvidet vores markstykke, så vi til kommende sæson kan dyrke endnu flere blomster. Mellem rækkerne lægger vi ukrudtsdug, ellers vil det være helt umuligt at styre, men vi luger nu stadig en del gange på en sæson, især indtil de små planter vokser til, siger Henrik.

Holder på farven

Da vi besøger parret, er Susanne i gang med at høste nogle af de farverige blomster, som på denne varme dag er klar til at blive hængt til tørre. Hun ved efterhånden, hvilke blomster der egner sig bedst til at tørre, og hvornår præcis de skal høstes.

Susanne og Henrik har anlagt flere marker med blomster, der er velegnede til tørring.

Susanne og Henrik har anlagt flere marker med blomster, der er velegnede til tørring.

Foto: Tina Brok Hansen

– Egentlig er der mange blomster, der kan tørres, men ikke alle er lige gode til at bibeholde farverne. De her smukke statice eller vinget hindebæger, som de også hedder, er jeg meget glad for. Jeg dyrker dem i mange farver, og netop de intense farver holder rigtig længe. Vidste I, at statice også kaldes for havlavendel? Det synes jeg som den lavendelelsker, jeg nu er, er sådan et fint navn, siger Susanne og fortsætter:

– Vi dyrker også staticens mere ukendte søster akshindebæger eller russisk statice, som har fine pink spir. Ud over statice dyrker vi også mange evighedsblomster, papirsblomster, naturligvis lavendler og et stort udvalg af dekorative græsser, som også gør sig rigtig godt i tørrede buketter. Vi dyrker også ridderspore og den sjove ’Teddy Bear’-solsikke, som det nok er de færreste, der ved, også egner sig til tørring.

Men selv om tørrede blomster også kaldes evighedsblomster, skal man ikke forvente, at de holder for evigt. De kan sagtens være smukke i to-tre år, men nogle vil miste deres klare farve hurtigere end andre. Placér dem væk fra sollyset, så de ikke falmer, og undgå fugtige rum, så de ikke mugner.

Men selv om tørrede blomster også kaldes evighedsblomster, skal man ikke forvente, at de holder for evigt.

Men selv om tørrede blomster også kaldes evighedsblomster, skal man ikke forvente, at de holder for evigt.

Foto: Tina Brok Hansen

Økologiske blomsterbønder

Sæsonen begynder allerede i februar-marts i drivhuset, hvor Susanne og Henrik forspirer de mange frø, som de så efterfølgende prikler over i små potter, når de har spiret.

– Vi udplanter i maj måned efter endt nattefrost, og så kan vi høste de første blomster i juli og fortsætte langt ind i efteråret. De høstede blomster tørrer vi i vores store lade, hvor der er perfekt ventilation. Når de er helt tørre, pakker vi dem ned og opbevarer dem helt mørkt, så de kan holde. Resten af året binder jeg buketter, kranse, dekorationer og andre bestillinger fra vores kunder, siger Susanne.

De høstede blomster tørrer Susanne og Henrik i deres store lade, hvor der er perfekt ventilation.

De høstede blomster tørrer Susanne og Henrik i deres store lade, hvor der er perfekt ventilation.

Foto: Tina Brok Hansen

Til gården hører en gårdbutik, der har gammelrosa, kalkede vægge, og det er her, Susanne står og binder alle sine tørrede blomsterkreationer. På væggene hænger smukke buketter og kranse i alle mulige afskygninger, bundter af blomster ligger i et gammelt hjørneskab, og svævende installationer hænger i loftet.

– Her er noget for enhver smag, uanset om man er til pangfarver, det mørke univers, til de douche nuancer eller til det mere naturlige og vilde udtryk, siger Susanne, mens hun viser os, hvordan hun binder en buket med den klassiske spiralteknik.

Inde i gårdbutikken møder Henrik os, for han er færdig med dagens markarbejde.

Henrik står for meget af lugearbejdet i blomstermarken. Han har i år udvidet den med en ekstra tredjedel.

Henrik står for meget af lugearbejdet i blomstermarken. Han har i år udvidet den med en ekstra tredjedel.

Foto: Tina Brok Hansen

– Vi dyrker blomster, fordi de er flotte at se på, både når de står på marken, men også tørrede og brugt i de bundne kreationer. Det hele startede med et ønske om at dyrke vores jord på en ansvarsfuld og bæredygtig måde, og blomsterne giver os også den mulighed, siger Henrik og fortsætter:

– En vigtig sidegevinst er det tiltagende rige insekt- og fugleliv, vi ser ude i vores blomstermarker. Desuden er vi så stolte af, at vi til næste år kan sætte det røde økomærke på vores blomster og for alvor kalde os økologiske blomsterbønder.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 22/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.