
Sådan bruger du sæsonens smukke tulipaner på helt nye måder

Foto: Stine Christiansen
Det er ikke kun blomsterne, der overvælder her om foråret, for mange buske og træers knopper begynder også så småt at folde sig ud. Brug dem til at lette udtrykket i din tulipanbuket. Foruden tulipaner i rosa, pink og gul har vi brugt kirsebærkornel, forsytia, hvidblomstrende kirsebærgrene og eukalyptus.

Foto: Stine Christiansen
Flet en krans af to pilegrene eller andre bøjelige grene. Klip forsytia, tulipaner, klematis og eukalyptus lidt til. Bind forsytia og eukalyptus på kransen med myrtetråd, så de vender i samme retning. Bind derefter klematis og tulipaner på.

Foto: Stine Christiansen
På dybt vand
Det kan være en god idé at lade tulipanerne stå i en vase med vand et døgns tid, for så er de nemmere at arbejde med, og de holder længere. Har du bundet tulipanerne i en krans, kan du lægge den i fad med vand.
Du behøver ikke nødvendigvis bruge flere timer på at binde en stor buket til middagsbordet. Find gamle glas til kaffefløde, små vaser og rengjorte syltetøjsglas frem.
Hæld vand i vaserne, klip blomsterne til i forskellige længder, og placér dem i vaserne. Vi har brugt blå og hvid perlehyacint, vibeæg, russisk skilla og tulipaner i rosa og hvid.

Foto: Stine Christiansen
Med eller uden løg
Fordelen ved at købe tulipaner med løg er, at blomsterne nemmere kan holde sig friske og fine, hvis du skal transportere dem et stykke vej. De har så at sige madpakke med til turen. Det kan dog som regel ikke betale sig at lægge løgene i jorden, når du har klippet dem af blomsterne. De vil sjældent komme igen.
En luftig og farverig buket hører foråret til. Lad nogle af blomsterne hænge ud over vasen, så buketten får et tilfældigt og vildt udtryk, uden at det bliver rodet.
Det kan sagtens være elegant, hvis du bruger få, velvalgte blomster. I vasen her står persisk vibeæg, prydløg, klematis og store og små tulipaner i rosa og fersken.

Foto: Stine Christiansen
Har du en fin skål, kan du fylde den med prydløg, russisk skilla, rundbladet hareøre, pink tulipaner og klematis.
Klip et stykke hønsenet til, og fold kanterne en smule ind, så det passer ned i skålen. Fyld skålen med vand, og klip stilkene til i forskellige længder. Placer blomsterne én efter én.

Foto: Stine Christiansen
I stedet for at klippe løgene af blomsterne kan de være en del af dekorationen i en bred, gennemsigtig glasvase. Rens løgene, og hæld lidt vand i bunden af vasen.
Placér løgene, så de mindste står langs kanten og de større ind mod midten. Vi har sat tulipanerne sammen med perlehyacinter, vibeæg og tulipaner.

Foto: Stine Christiansen
Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 7/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.
