Have
9. juli 2025

Lotte har en landbohave på Samsø. Og hun plejer den med omtanke for noget helt særligt

Stauderne blomstrer flittigt i Lotte Buurs landbohave på Samsø, selv om det er varmt. Så hun har stadig skønne farver at se på derude, og bierne har stadig mad. Træerne i frugthaven byder på tiltrængt skygge og hygge.
Af: Tina Brok Hansen
Lotte elsker at studere de mange græsser og vækster i frugthaven.

Lotte elsker at studere de mange græsser og vækster i frugthaven.

Foto: Tina Brok Hansen

I den svalende skygge under det gamle æbletræ i frugthaven i Lotte Buurs store bivenlige landbohave fortæller Lotte om den vigtige rolle, som træer spiller i vores haver.

– Træer er jo på mange måder en af de vigtige løsninger, vi har på klimakrisen, og vi kan selv gøre noget ved at plante flere af dem. Et er træernes vigtige CO2 optagende funktion, men de kan også sænke temperaturen i vores haver, og i denne varme vi har lige nu, er deres skygge kærkommen. Hvis vi indtænker træer med spiselige afgrøder som nødder, bær og frugter kan de også give os og havens dyr mad, siger Lotte.

Det gamle æbletræ i frugthaven byder på kølig skygge i junis varme.

Det gamle æbletræ i frugthaven byder på kølig skygge i junis varme.

Foto: Tina Brok Hansen

Gamle træer og græsser

Nogle af de gamle træer, som var i haven, da hun overtog den, fungerer også som pejlemærker, hvor øjet kan hvile. Det gælder f.eks. de gamle egetræer og lindetræer, som står i den mere vilde del af haven.

– Nu er frugttræerne afblomstret, og vi kan kun håbe på, at de er blevet godt bestøvet af alle bierne, der besøgte de yndefulde hvide majblomster. Men det bliver interessant at se, om tørken vil påvirke frugtsætningen, funderer Lotte.

Vi besøger

... Lotte Buurs have på Samsø flere gange i løbet af året og får hendes tips og gode idéer til en bivenlig have.

Under frugttræerne bølger det lange græs let i sommerbrisen, og Lotte plukker nogle strå.

– Jeg er meget glad for græsser og deres forskellige udtryk, siger Lotte, som også har plantet mange prydgræsser blandt stauderne i staudehaven, fordi de supplerer hinanden smukt. Stauderne er gode til havens bier, da de blomstrer tidligere end de frøsåede sommerblomster. Og stauderne klarer sig godt trods tørken. De er mindre, end de plejer at være, men de blomstrer på livet løs, og her summer af insektliv. Staudesalvie, storkenæb, sporebaldrian, katteurt og de fascinerende iris står i fuldt flor og viser deres farvepalet i rosa, hvide, lilla og blå nuancer. Også sølvfarvede lammeøre og haveklinte står imponerende og lyser op på husets vestside. Lotte går meget op i at afstemme farverne, så de giver et roligt helhedsindtryk.

– Jeg har det for eksempel en smule anstrengt med den meget orange pomerans-høgeurt, som er en vild plante, som bierne er glade for. Jeg har godt nok selv plantet den her ved siden af min meget blå salvie, men den laver lidt uro i mig med sin skrappe orange. Så jeg må nok hellere flytte den over blandt frugthavens vilde græsser, siger Lotte grinende.

I den sydlandsk inspirerede urtehave er der meget tørt, men salvie stortrives,

I den sydlandsk inspirerede urtehave er der meget tørt, men salvie stortrives,

Foto: Tina Brok Hansen

Gavmilde roser

Heller ikke roserne ser ud til at have noget imod tørke.

– Især på mine morgen- og aftenture her i staudehaven nyder jeg synet af alle mine roser, der blomstrer så gavmildt, siger Lotte, der er meget glad for honningrose Rosa helenae ’Lykkefund’, der gror i kaskader rundt om den sydvendte terrasse. Bierne kan let komme til de åbne blomsters pollen i rosen, og de dufter lifligt. I den vilde del af haven stortrives skærmplanten vild kørvel og de ynglende vilde bier, som vi ikke vil forstyrre, så vi går i stedet mod køkkenhaven. Jorden er i forvejen sandet, og her er ultratørt nu. Et par timian ser ud til at være ved at gå ud.

En havestol inviterer til et hvil på solnedgangsterrassen blandt duftende roser og sporebaldrian.

En havestol inviterer til et hvil på solnedgangsterrassen blandt duftende roser og sporebaldrian.

Foto: Tina Brok Hansen

– Men når vi forhåbentlig får noget vand igen, kan planterne komme sig, siger Lotte.

– Det er helt uforståeligt, så mange blomster salvien har sat i år, fortsætter hun, mens vi studerer planten, der virker helt levende af bier, der flyver fra den ene blå blomst til den næste.

De sene prydløg er ombejlet af bierne.

De sene prydløg er ombejlet af bierne.

Foto: Tina Brok Hansen

Frø fra køkkenhaven

Artiskokkerne i orangeriet er blevet så høje, at Lotte må op på en stige for at høste dem. I køkkenhaven høster hun et par asparges, kartofler, hendes yndlingssalat og lidt blomster fra den sidste rucola-plante.

– Jeg har ladet denne ene rucola stå, så den kan danne frø, som jeg kan så til næste år. Jeg elsker at være selvforsynende med frø, og frøene er jo fra planter, der kan lide mikroklimaet i min have, fortæller Lotte, som vander køkkenhaven godt igennem hver tredje aften og dækker jorden med afklippet plantemateriale som blade fra artiskok, rabarberblade og halm.

Juni er jordbærtid, men planterne kræver godt med vand i tørken for at sætte lækre bær.

Jordbærplanterne kræver godt med vand i tørken for at sætte lækre bær.

Jordbærplanterne kræver godt med vand i tørken for at sætte lækre bær.

Foto: Tina Brok Hansen

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 24/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.