Gråt hår er noget, de fleste får på et tidspunkt i livet – for nogle personer begynder de første hvide hår at dukke op allerede før, de fylder 30, mens det for andre først kommer senere. Men uanset hvornår det grå hår gør sin entré, er det vigtigt at tage højde for, at håret forandrer sig. Når håret bliver gråt, føles det ofte anderledes, end det plejede.
Frisøren Jonny Westberg forklarer, at gråt hår er anderledes – men hvordan, varierer fra person til person.
– Når man får hvide hårstrå, kan håret forandre sig forskelligt for forskellige mennesker. Hos nogle bliver hårstråene meget grove og stive, og hos andre meget tynde. Men der findes mange forskellige produkter, som kan hjælpe, siger Jonny Westberg.
Sådan ændrer håret sig, når det bliver gråt
Noget, mange måske glemmer, er, at det ikke kun er hårets farve, der ændrer sig – hovedbunden bliver også påvirket. Når du får mere moden hud, sker den samme forandring i hovedbunden. Huden i hovedbunden bliver mere tør og strammere, hvilket igen kan gøre det sværere for håret at vokse, som det skal.
– Det er vigtigt at pleje hovedbunden, for med alderen bliver huden strammere. Når huden bliver mere tør, trækker hårsækkene sig sammen, og håret kan få sværere ved at vokse. Derfor er det vigtigt at bruge et serum eller et andet produkt, der tilfører fugt til hovedbunden, siger han.
Men hvad skal du ellers være opmærksom på, når du har fået gråt hår? Jo, at opdatere de produkter, du bruger. Selvom du har haft en yndlingsshampoo og -balsam, du har elsket gennem årene, kan det være tid til at skifte dem ud, hvis du har fået gråt hår.
– Der findes mange forskellige shampooer og balsammer til modent hår, slutter Jonny Westberg.
Denne artikel blev først bragt hos femina.se, som også er en del af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.