Sikker stil på Strandvejen
Foto: Thomas Hommelgaard
På en af de attraktive strandvejsgrunde lige uden for København ligger dette store gule murstenshus. Parret har boet her i fem år og har i den tid sat huset i stand fra kælder til kvist.
En rigtig familiebolig
Alle indvendige vægge er shinet op, malet og nogle flyttet. Der er lavet nye badeværelser, alle vinduer er skiftet, og nye veluxvinduer er etableret på førstesalen for at få mere lys. Førstesalen har i det hele taget undergået en større forvandling. Mellem værelserne er der blevet plads til et stort legeareal, som parret har indrettet med madrasser og sækkestole, så hele familien kan boltre sig i børnehøjde med familiens to mindste beboere.
Masser af plads og lys
Huset har alt, hvad en familievilla skal have, og lidt til: Stort køkken-alrum, to store stuer, tre badeværelser og tre soveværelser plus kælder og bryggers. Der er med andre ord masser af plads at tage af. Alle rum er store og rummelige, og i underetagen ligger de i åben forbindelse. De få døre og vægge gør de mange kvadratmeter overskuelige og giver samtidig familien følelsen af, at de er sammen, selv om pigerne leger i den ene ende, og forældrene opholder sig i den anden.
Som hus så have
Haven er indrettet efter samme koncept som huset: stor og rummelig med masser af græs og uden for mange træer. Rummelighed er vigtigt, og terrassen er også lavet i størrelse ekstra large, så der både er plads til hele familien og masser af stemningsskabende krukker og potter.
Stilsikker indretning
Indretningen er afstemt efter det gamle hus, og når man kigger rundt, er det tydeligt, at her bor en familie, der går op i detaljer. Her er en skøn forening af arvestykker, bryllupsgaver, nyt design og praktiske Ikea-møbler. Overalt er huset indrettet med sikker hånd, og alle møbler er holdt i hvidt for at give arvestykker og ægte tæpper i mørke toner stor effekt og synlighed.
Bryllupstæppe
Særligt ét af tæpperne har stor betydning for parret. Tæppet foran skænken har parret fået i bryllupsgave af nogle venner, som uden at de opdagede det, sneg tæppet med ind i kirken, så de stod på det, da de blev viet. Ud over at det ligger og pynter midt i stuen, vil det altså også altid minde parret om deres store dag.
Bag spisepladsen i køkkenet kan
dørene køres helt til siden, så ude og
inde smelter sammen i sommermånederne.
Sådan ser den 500 m2 store villa ud fra
bunden af haven.
På bagvæggen i den ene stue har
parret fået bygget en reol, hvor
familiebilleder, små statuetter og
andre personlige ting skaber hygge.
Badeværelset på førstesalen er -
ligesom resten af huset - holdt i hvidt
med enkelte elementer som stol og
vasketøjskurv i træ og natur.