Opbevaring er noget, vi alle har brug for. Man kan sagtens købe diverse moderne anordninger, men hvis man tænker lidt kreativt, kan man også finde skabe, hylder, skuffedarier og andre opbevaringsmøbler på auktion.
Vi har fundet et udpluk i forskellige stilarter og materialer, der er blevet solgt på auktion de seneste par måneder.
Ny top på chatollet
Bruun Rasmussen solgte det sammensatte chatol til 1.650 kr. Vurderingen var sat til 2.000 kr.
Foto: PR
Dette egetræschatol er rent faktisk to møbler: en vitrine øverst og en underdel med skuffer. De to dele er ikke oprindeligt samhørende, men den tidligere ejer vurderede, at de passede godt sammen og valgte at sælge dem samlet. Delvis 18.-19. årh.
Skuffemodul med kant
Solgt for 4.000 kr. hos Bruun Rasmussen, der havde vurderet møblet til 8.000-10.000 kr.
Foto: PR
Moderne opbevaringsmøbel af sortlakeret MDF og med stel af stål. Med seks skuffer og en glasplade på toppen. Møblet var i designer Eileen Grey-stil.
Kongehjørne
Vurderingen på 2.400 kr. blev ikke opnået. Skabet blev solgt for 1.400 kr. hos Lauritz.com.
Fint hvidmalet hjørneskab i Louis XVI-stil med to låger. Skabet har en tresidet bagside, så det kan passe ind i et hjørne.
Kinesisk kiste
Set hos Lauritz.com til en vurdering på 1.300 kr. Solgt for 550 kr.
Den kinesiske kiste af kamfertræ er velegnet til at opbevare linned i. Med det flade låg kan den også bruges som bænk. Låg og sider er udsmykket med scenerier i højt relief. Udført i 1900-tallet. H 56 cm, B 101 cm, D 56 cm.
Firkantet farveglæde
Set hos Bruun Rasmussen til en vurdering på 6.000-8.000 kr. Solgt for 3.400 kr.
Foto: PR
Moderne, dekorativ reolvæg af Montana-reoler i forskellige farver. Designet af Peter Lassen. I alt 11 moduler i forskellige størrelser og farver og enkelte moduler med skuffer og låger.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 39/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.