Juledekoration med stil
Juledekoration i takt med tiden
At en juledekoration kan være helt enkel og elegant og samtidig signalere jul, er denne dekoration et godt bevis på. Tre smukke LED-lys i glas med rustfrit stål, kobber og messing og en smal krans af enebær om hvert glas er nok. Samtidig er juledekorationen brandsikker - og de moderne batteridrevne lys er så livagtige, at de spreder mindst lige så meget hygge som levende lys. Og det er blevet mere og mere populært at benytte elektriske lys i juletiden fremfor levende lys. Dels fordi de er ufarlige, ikke brænder ned og ikke forurener.
Se også, hvordan du laver en juledekoration med kalenderlys
Naturtro væge
De tre Design Kollektion-lys fra Global Design Partner er beskyttet mod oxidering og skal derfor ikke pudses. Glastoppen er i smukt mundblæst glas, og i basen sidder en ægte stearinlystop med en sort væge for at styrke fornemmelsen af, at det er et levende lys. Lysene måler 13 cm i højden og 8 cm i diameter. Hele kollektionen består af fem lys - de sidste to er mat sort og mat rød. Alle lys er med tidsfunktion, som giver mulighed for at stille en "timer-funktion" til fem timers lys og 19 timers hvile.
Juledekoration
LED-lys og helbred
Stearinlys og andre levende lys spreder hygge i vinterens mørke og kulde, men de er også dårlige for indeklima og helbred. Alle levende lys spreder skadelige partikler og kulstofmonoxid (røggasser), der forurener luften i hjemmet - uanset om de er lavet af stearin, paraffin, bivoks eller andre materialer. Lysenes ultrafine partikler kan trænge dybt ned i lungerne, og det kan øge risikoen for hjertekarsygdomme. Forureningen kan du begrænse, hvis du ikke ønsker at fravælge levende lys. Vælg den rigtige type, tænd ikke mange lys ad gangen og brug dem på den rigtige måde. Det kan du læse mere om på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside taenk.dk.
Så hvis du helt vil undgå de skadelige sodpartikler fra levende lys, men stadig vil have hyggen i juletiden, så er LED-lys en god løsning. Bloklys, lys, fyrfadslys og juletræskæder findes alle i LED-udgave, og mange af dem fås nu i så naturtro udgaver, at man skal vide det for at kunne se, at de er elektriske. Og lysene holder flere år - de skal blot have skiftet batterier af og til.
Design Kollektion-lys forhandles i Kop og Kande-butikker på Frederiksberg, i Hvidovre, Vanløse, Stenløse, Frederikssund, Frederiksværk, Taastrup, Roskilde, Hillerød, Herlev og online på glowcollection.dk