Bolig
21. april 2023

Frederikke Legaards lejlighed på 39 m² virker overraskende stor

Hun har selv bygget sit klædeskab, som både fungerer som opbevaring, garderobe og akustikvæg.
Af: Lene Hardt Andresen
Frederikke Legaard – Lejlighed

Foto: Pia Winther

Ved det sortlakerede bord med tilhørende sortlakerede skamler sidder Frederikke Legaard, mens hun vender siderne i et magasin.

I 2019 vandt hun "Den store bagedyst" i bedste sendetid, og siden da er der sket meget i hendes liv.

Hun har blandt andet forfattet, fotograferet og illustreret en kogebog, lever et liv som multikunster, og så er hun flyttet ind i den lille lejlighed her på Nørrebro.

Den tæller 39 m² og består af et køkken, en smal entré og et enkelt rum til både stue, spisestue og soveværelse.

På trods virker her ikke trangt.

– Funktionel og rolig, svarer Frederikke, da hun bliver spurgt, hvordan hun vil beskrive sin indretningsstil.

Funktionel, fordi mange møbler i lejligheden indeholder flere funktioner – for eksempel klædeskab, opbevaringsplads og akustikvæg i ét møbel eller bogreol, rumopdeler og afsætterbord i et andet.

Rolig, fordi Frederikke har fundet ud af, at det for hende ikke kan være anderledes.

– Jeg har givet mig selv lov til at lege lidt ude i køkkenet, men det er også vigtigt for mig at have et sted i hjemmet, hvor der er ro på, siger hun.

Boligindretning

De åbne hylder i køkkenet bærer på alt fra skåle til kunst og sørger for, at bordpladen holdes fri under madlavningen – et af Frederikkes store ønsker, da hun byggede reolen.

Kunstnerens egen kunst

Det giver et bump bag Frederikke. Maleriet, der før hang på væggen, er pludselig hoppet af sømmene og endt på det sæbebehandlede plankegulv.

– Det sker indimellem, forklarer Frederikke, mens hun rejser sig fra skamlen for at hænge det op igen.

Hun har selv malet motivet, men faktisk synes hun, det er svært at have sine egne ting hængende på væggen.

– Fordi det på en måde er nogle følelser, jeg har malet, siger hun.

Det bliver for personligt og svært at se på i hverdagen, men på trods af det lidt distancerede forhold til egen kunst er det ikke selvskabte og originale løsninger, der mangler i det lille hjem.

Frederikkes hænder har nemlig været på arbejde med meget mere end blot malerpenslen i atelieret.

Boligindretning

Ved kun at male halvdelen af væggen, kan et hjørne få en huleagtig stemning, der rammer afkrogen ind. Vasen er fra Stilleben, stolen er fra Montana Furniture, og dugen er købt i genbrug.

Gør-det-allerhelst-selv

Zen. Tøjskabet i stuen gemmer rodet væk bag kanvas og rå fyrretræslægter, mens det åler sig fra gulv til loft.

– Det giver sådan en fastforankret følelse af ro, synes jeg. Den måde, det bare falder i ét med rummet på, siger Frederikke.

Hun har god grund til at være tilfreds, for hun har nemlig bygget det selv. Med hjælp fra sine forældre har hun også lavet bordet og skamlerne i stuen samt lågerne, bordpladen og reolen ude i køkkenet.

Hvem og hvad?

Frederikke Legaard, 26 år og kunstner, der laver keramik, smykker, malerier og meget mere.

Hun vandt "Den store bagedyst" i 2019.

Etværelses lejlighed på 39 m² beliggende på Nørrebro i København.

Der er ifølge Frederikke en tilfredsstillelse ved at lave tingene selv, og på den måde cirkulerer samtalen igen tilbage til funktion.

For når man kaster sig ud i gør-det-selv-projekter, giver det plads til at skabe løsninger, der passer til både lejligheden og ens egne behov.

Boligindretning

Frederikke Legaard er bedst kendt som vinder af Den Store Bagedyst, men i dag lever hun som multikunstner, der gerne kaster sig ud på ukendt terræn, så længe hun kan få lov til at bruge sine hænder undervejs.

– Jeg tænker ret meget over funktion, når jeg laver mine møbler. Det giver bare virkelig god mening, når man bor småt, synes jeg.

Tre tips til stilen

Lad sarte farver pryde dit hjem på puder, kunst og andet nips. Hold resten roligt.

Tag i genbrugsbutikken og led efter lamper af opalglas og vaser i klart eller farvet glas.

Tænk i grafiske linjer og firkanter – det giver ro for øjet, når former gentages i hjemmet.

Boligindretning

Hold din kunst i samme nuancer. På den måde kan du blande realistisk fotokunst med abstrakte plakater på din billedvæg uden at udtrykket bliver rodet. Købt ved Finders Keepers og If Walls Could Talk.

Boligindretning

Skabet har Frederikke selv lavet og givet det et indbygget look ved at lade det gå fra gulv til loft. Det giver et fastforankret udtryk og fungerer både som tøjskab, opbevaringsplads og lyddæmper. Skamlen er fra Stilleben Architects.

Boligindretning

De to glasansigter har Frederikke selv lavet, da hun boede i New York og gav sig i kast med glaspusteri. Vasen er vintage Murano.

Boligindretning

Skamlerne kan stå hver for sig eller samles til en bænk, der giver plads til flere mennesker om bordet. Frederikke har selv bygget begge dele og lavet maleriet på væggen. Stolen er fra Takt, mens lampe, skål og vase alle er loppefund.

Boligindretning

Ved at lægge en plade oven på bogkasserne, kan møblet både bruges som bogreol, rumopdeler og ekstra plads til pynt. Lamperne er fra Frederikkes barndomshjem, og stolen er fra Montana Furniture.

Boligindretning

Ved at udnytte sengen som soveplads i nattetimerne og som siddeplads om dagen, får Frederikke det optimale ud af lejlighedens få kvadratmeter. Puder fra Stilleben.

Artiklen blev første gang udgivet i femina uge 14, 2023.

Læs mere om:

Læs også