https://imgix.femina.dk/media/article/dorthe-mathiesen2.jpg
Bolig

Dorthe er kvinden bag plakatvirksomheden Vissevasse

15. august 2016
af Anne Bruhn Jørgensen
Foto: Heidi Maxmiling.
Engang var Dorthe Mathiesen bare en kvinde, som fotograferede en bro. Langebro. Ligesom tusindvis af andre danskere har gjort det tidligere. I dag, godt tre år senere, er billedet af broen blevet Dorthes varemærke, og hendes plakater bliver nu også solgt udenfor Danmarks grænser.

Da Dorthe lancerede sin Webshop for mere end tre år siden, var hun hele alene. Det var Dorthe, som pakkede varer, ordnede fakturaer og alt det andet praktiske, som skulle gøres. Siden er virksomheden vokset en hel del. I dag er de syv ansatte, og en af dem er Dorthes mand Karsten, som tidligere var freelance i filmbranchen. For halvandet år siden besluttede han sig for at hjælpe sin kone med den voksende virksomhed, og også Dorthes store pige hjælper til med at pakke og sende varer ud. Og udviklingen er gået stærkt, - også så stærkt at Dorthe selv har svært ved at forstå det.

– Det er helt fantastisk, og jeg er meget beæret over, at folk gerne vil købe noget, som jeg har lavet og hænge det op på deres vægge. Folk vil gerne have noget, som betyder noget for dem, men med min streg. Det, synes jeg, stadig er ret vildt. Og så kan jeg godt lide, at jeg skaber noget, som betyder noget for mig, men som samtidig også kommer til at betyde noget for nogle andre.

Dansk design går aldrig af mode. Læs mere her!

Din historie - min streg

Og siden virksomhedens start er det ikke kun københavnske attraktioner, der er kommet på plakat. Diverse danske byer og seværdigheder fås nu i det klassiske, grafiske Vissevasse design. Og Dorthe bliver ugentligt kontaktet af danskere med ønsker om nye plakater. En ønsker sin farfars gamle hus på plakat, mens en anden ønsker en plakat af sin barndomsby. Alle ønskerne samler Dorthe på en ønskeseddel på firmaets Facebook side, som de skæver til, når der skal tegnes nye plakater.

– Folk køber typisk flere plakater, fordi de kan relatere til flere forskellige byer eller steder. Måske har et par læst i Aalborg, hvor de også har mødt hinanden, men de er måske opvoksede i Aarhus og bor nu på Nørrebro. Så køber de alle tre plakater, fordi de repræsenterer dem og fortæller deres historie. Og det er faktisk det, der er min mission med de her plakater. At folk skal koble deres egne historier og deres egne fortolkninger på dem.

Sådan skaber du liv på tereassen året rundt

Den kreative boble

Selvom Dorthe i høj grad er blevet en rigtig forretningskvinde, så er hun stadig kunstner. I perioder lejer hun et sommerhus, tager væk fra sin familie og hun koncentrerer sig om at skabe. Hun begraver sig i sin kreative boble, og her føler hun sig godt hjemme, fortæller hun. For tiden arbejder Dorthe blandt andet på plakater med motiver af blomster, men fortsat med det grafiske udtryk, som er blevet hendes signatur.

– Jeg forsøger at skabe en åben historie. Når du ser min Langebro plakat, så forventer jeg ikke, at der sker det samme i dit hoved, som der gør i mit. Vi har alle forskellige historier eller anekdoter, som knytter sig til Langebro. Nogen tænker måske på dengang, de studerede og cyklede over broen hver dag, og andre tænker måske på Kim Larsens sang om ”Langebro”, så der er ikke noget facit på, hvordan man skal forholde sig til mine plakater, og det kan jeg rigtig godt lide. At vi kan fortolke dem forskelligt. Og sådan skal det blive ved med at være.

https://imgix.femina.dk/kvinder-med-kurver-banner.jpg

Læs også