
Deres hjem er en skattekiste fyldt med særlige fund, glade farver og godt design - og de har et særligt tip

Foto: Christian Petersen
Der er ingen tvivl, når man træder ind ad døren hos Helle Vedsted og Bo Eggert, at man er ankommet til et personligt hjem, hvor alting er håndplukket og vel sammensat.
Man mærker parrets fælles passion for design og håndværk, som dels kan ses i deres hjem, men også i deres forretning Haugård Retro og Design, hvor parret generøst deler ud af indretningstips og desuden sælger en stor del af deres retrofund.
Her bor
Helle Vedsted, 67 år, og Bo Eggert, 66 år, indehavere af Haugård Retro og Design.
De bor i et nedlagt gartneri fra 1928 på 200 m² udenfor Kolding.
Hvert rum i den gamle bolig emmer af kærlighed til farvekompositioner, udsøgte detaljer i indretningen og en masse kunst.
– Alt herhjemme er nøje udvalgt og genbrugsfund. Det er kun vores fjernsyn, der er nyt, fremhæver Helle, som desuden understreger kærligheden for godt design og den gode historie bag hver enkelt fund.
Parret finder deres retrofund i Frankrig, det tidligere Østtyskland og Sverige, hvor de jævnligt tager på indkøbsture i deres kassevogn.
– Det er en livsstil at være retro-folk, og et privilegie i vores alder, at vi kan gøre det sammen, fortæller Helle.
Genbrug er guld
Hjemmet er et gammelt nedlagt gartneri fra 1928, som Helle og Bo overtog for 25 år siden efter Bos mor.
– Vi har selv stået for renoveringen af huset. Vinduerne er de gamle originale, kittede med forsatsvinduer. Vores udestue er fra en gammel biludstilling, hvor vi har genanvendt vinduespartierne, fortæller Bo.
Også husets køkken er bevaret, men har fået en opgradering. Helle fik overtalt Bo til, at sprøjtemale de hvide låger. Farven er inspireret af farven på deres sportsvogn som er British racing green. I dag er køkkenet et farverigt midtpunkt i hjemmet, med et miks af fajance fra Frankrig, arabisk keramik og kulørte vintageglas på åbne hylder. Taburetten har parret fundet i Berlin.

Foto: Christian Petersen
Fra stuen er der udgang til terrassen, hvor parret har indrettet et hjørne med et par stole af ukendt designer og et re-designet kubebord, som Bo har givet nyt liv.

Foto: Christian Petersen
I stuen har Helle med sin sans for farver sammensat tekstilerne. De blå og grønne toner får tilført et gult strejf og mønstre for at skabe liv. Den gamle iranske senneh kelim på gulvet indrammer loungeområdet. Matisse-plakaten på væggen har Helle selv indrammet på sit værksted.

Foto: Christian Petersen
Tip
Sørg for at én farve eller et slags materiale går igen i rummet for en sammenhæng i indretningen.
Spisestuen er sammensat af et vintage Piet Hein-bord og stole designet af Arne Hovmand-Olsen. Lampen over spisebordet er designet af Hans J. Wegner.

Foto: Christian Petersen
Haven omkring huset er en oase i sig selv, som parret har anlagt til minimal pasning. Græsplænen er omkranset af frodige bede, hvor Helle laver sine opsatser rundt i haven på borde og i krukker for at skabe en oasestemning.

Foto: Christian Petersen
Bos mors mand Karl Johan Kloster har skabt de to malerier over den sorte lædersofa. Maleriet til højre er inspireret af Korea-krigen, og værket med et kvindeportræt leder tankerne til Vilhelm Lundstrøms værker. Sofabordet er designet af Johannes Andersen og går under navnet Smilet.

Foto: Christian Petersen
Lyset strømmer ind på Helles arbejdsbord på førstesalen, hvor hun har eget værksted til indramning af plakater. Indramningerne sælges i forretningen Haugård Retro og Design. Det gamle arkivskab er fra Frankrig, og arbejdslamperne er i Bauhaus-stil.

Foto: Christian Petersen
Stuen er indrettet med en væghængt teakreol, hvor Helle og Bo har udstillet nogle af deres særlige retro rejsefund. Reolen fungerer desuden som bar. Stolen er et fund af den japanske designer Tateishi Shoiji.

Foto: Christian Petersen
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 17/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Eksperten: Her er min særlige teknik til at undgå katastrofetanker og holde humøret højt

Alfred er vokset op i en helt særlig familie - og der er én ting han er bedre til end de andre
