‘Den sorte svane’ vender tilbage til de danske skærme – og denne gang kommer vi måske lidt tættere på den mystiske fugl fra den kriminelle underverden og hendes samarbejde med politiet. Det annoncerer TV 2 i en pressemeddelelse.
Til sommer udkommer to nye afsnit af den omdiskuterede dokumentarserie. Disse vil, ifølge TV 2, sætte fokus på, “hvad Amira Smajic har gjort for politiet og ikke mindst, hvad politiet har gjort for Amira Smajic”.
– Der er fortsat meget væsentlige historier i det her sagskompleks, danskerne skal kende til. I de første fem programmer var temaet samarbejdet mellem Over- og Underdanmark. Vi er snart klar med nye afsløringer, der vil starte en debat om spionage mod medier, retssikkerheden og tilliden til retsstaten i Danmark, oplyser Ulla Pors, der er nyhedsdirektør i TV 2.
De første fem afsnit afslørede miljøsvindel, økonomisk kriminalitet og forbindelser mellem kriminelle og magtfulde aktører i Danmark. Forholdet mellem TV 2 og Amira Smajic blev anspændt under første sæson, hvor hun forsøgte at få programmerne stoppet.
Programserien sluttede med at vise, hvordan Amira Smajic havde spillet et dobbeltspil overfor redaktionen og var involveret i, hvad der lignede kriminelle aktiviteter uden redaktionens vidende. Dengang ønskede hun at skjule sit samarbejde med politiet, men har siden selv bragt det frem i medierne. Det betyder, at TV 2 nu kan dække sagen journalistisk.
– Vi er ikke længere bundet af tidligere hensyn til Smajic, da oplysningerne nu er offentligt kendte, forklarer Michael Nørgaard, chefredaktør for TV 2 Dokumentar.
Udkommer midt i stormvejr
Siden ‘Den sorte svane’ udkom i slutningen af foråret 2024 har en række medier kritiseret dokumentarserien og redaktionen bag for dens troværdighed og etik.
Den mest potente anklage kom frem i april 2025, hvor Berlingske kunne afsløre, at Amira Smajic under optagelserne af ‘Den sorte svane’ blev tilskyndet til at hacke dybt følsomme oplysninger om kendte danskere fra en revisors kundekartotek. Det er “omfattende beskedkorrespondancer” mellem Amira Smajic og TV 2-journalister fra redaktionen bag dokumentaren, der ligger til grund for afsløringen.
Amira Smajic skulle angiveligt – med hjælp fra TV 2 – have hacket sin gamle arbejdsgivers klientdata med brug af en computer, som TV 2 havde lånt hende. Det vides ikke, om missionen lykkedes, men alene forsøget gør, at Amira Smajic såvel som TV 2 har overtrådt straffeloven. I et skriftligt svar bekræfter Michael Nørgaard, at TV 2 var i besiddelse af klientdrevet, da redaktionen “møder Amira Smajic første gang” men afviser, at der er sket hacking. Han beskylder i stedet Amira Smajic for at stjæle materialet fra TV 2.
Kritikken er det seneste skud på stammen i et stormvejr, der har omgivet den ellers anmelderroste dokumentarserie siden efteråret. Her kom det frem, at Amira Smajic har samarbejdet med politiet siden 2019 og også gjorde det under optagelserne til ‘Den sorte svane’ – noget, TV 2 vidste, men undlod at oplyse seerne om i dokumentaren. Det skabte tvivl om dokumentarens etik og troværdighed hos kritikerne.
Michael Nørgaard forsvarede sig i et interview med TV 2 med, at produktionen ikke nævnte, at Amira Smajic samarbejdede med politiet, fordi hun ikke ønskede det.
TV 2 oplyser, at de har meddelt Amira Smajic og politiet, at de udkommer med nye programmer, der vil afdække flere lag af historien om ‘Den sorte svane’.
– Vi er klar over, at Amira Smajic via sin advokat i flere medier har udtrykt, at hun ønsker at beskytte politiets arbejdsmetoder og har opfordret politiet til at konfiskere materiale fra TV 2, da det kan kompromittere politiets metoder. Men det er ikke TV 2s opgave at beskytte magthaverne mod kritik, fortæller Michael Nørgaard og oplyser, at det er noget, han er klar til at diskutere yderligere, når programmerne udkommer.
Der er endnu ikke offentliggjort en præcis premieredato, men programmerne ventes sendt i løbet af sommeren 2025.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.