
'Ternet Ninja 3’ siger farvel og går ud med et dramatisk brag

Ternet Ninja og Aske i 'Ternet Ninja 3', som har premiere den 21. august i biografer i hele landet.
Foto:A. Film Productions
Ternet Ninja 3
Premieredato: 21. august 2025 i biograferne
Genre: Animation, komedie
Instruktør: Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen
Manuskriptforfatter: Anders Matthesen
Medvirkende: Anders Matthesen, Louis Næss-Schmidt, Emma Sehested Høeg, Flora Ofelia Hofmann Lindahl
Land: Danmark
Spilletid: 1 time og 23 minutter
Vurdering: 5 ud af 6 stjerner
Det er umuligt ikke at grine, når nuttede ting eller skabninger opfører sig eller siger noget upassende. Og det er blandt andet derfor, at Ternet Ninja (TN) er så uimodståeligt underholdende, som han er.
Den 400 år gamle ninja, hvis ånd er blevet fanget i en ninjabamse, er alt andet end politisk korrekt og kalder raskt og væk alle i sin nærhed for tøsedrenge og kællinger, og det, der er værre.
Eller, det gjorde han i hvert fald i de to første ’Ternet Ninja’-film. Men som han får at vide i ’Ternet Ninja 3’, så siger man ikke den slags mere. Men bare fordi ordene er anderledes, er attituden hos den voldsparate bamse lige så kolerisk og ligefrem, som den altid har været.
Aske-drengen har dog ændret sig.
Ninja-missioner er ikke længere så spændende, og han bruger nu hellere tiden sammen med vennerne nede i ungdomsklubben, mens TN sidder hjemme på værelset og spiller kampspil og bæller koldskål.
Men da Aske (Louis Næss-Schmidt) ender i klammeri med Jessicas (Emma Sehested Høeg) nye fyr Marco, er der pludselig noget for TN at fokusere sin energi på. For teenageren bliver stalket af en mystisk sort bil, og der bliver sat ild til familiens skur, så paranoiaen får et solidt greb i ham.
Men teenagelivet byder på flere udfordringer for duoen i ’Ternet Ninja 3’, der er en tilfredsstillende afslutning på en af de mest succesfulde danske filmserier nogensinde.

Jessica og Aske i 'Ternet Ninja 3'
Foto: A. Film Productions
En tur igennem satiremaskinen
Det er altid svært at finde på en god slutning, som alle er tilfredse med.
Men når man ser på udviklingen i ’Ternet Ninja’-filmene, så formår Anders Matthesen og medinstruktør Thorbjørn Christoffersen at runde trilogien af på en fornem facon.
Alle historier og universet omkring ’Ternet Ninja’, og også ’Terkel i knibe’, skal afrundes, og det foregår i et hæsblæsende og alligevel overskueligt tempo.
Det er den velkendte animationsstil med store boblehoveder og spaghettiarme, og et hav af jokes vævet ind i baggrunden, hvor virkeligheden får en tur igennem satiremaskinen. For eksempel bliver hæderkronede ’Klovn’ til ’Ovn’, som også i ’Ternet Ninja’-universet er nået til sin 10. sæson.
Udfordringer og udvikling har altid været en del af filmenes DNA, og det fylder også godt i denne omgang. Aske er ved at være færdig med barndommens vilde eventyr, og i stedet ulmer et heftigt teenageoprør. Flere gange pointerer han overfor sin stedfar Jørn, at han ikke er hans far, og der lægges kraftigt op til, at vi endelig finder ud af, hvem der er far til Aske.
Dramatisk herlighed pakket ind i vidunderlig komedie
Hvor efterlader det så TN?
Uden missioner og et barn at passe på mærker ånden en manglende eksistensberettigelse. ’Ternet Ninja’ starter med, at vi ser hvordan TN tilbage i det feudale Japan blev dræbt, mens han forsøgte at beskytte en masse børn. Vi ser, hvordan sværdene bliver stukket i hans krop, mens børnene bliver brændt levende i den stråhytte, de er i. Et brutalt billede, der også hjemsøger TN i flere mareridt, og hver gang han står over for ild, fryser han.
Nogle ret heftige billeder at inkludere i en dansk familiefilm, men igen noget, som altid har været en del af ’Ternet Ninja’s DNA. Der bliver ikke langt fingre imellem eller talt ned til publikum, og det er der nogle af filmskabere, som godt kunne lære noget af.
Hele den dramatiske herlighed er stadig pakket ind i vidunderlig komedie. Begravelsen af den toastelskende Må’mor er blandt filmseriens absolutte højdepunkter, selvfølgelig med en passende upassende sang leveret af alles yndlingssømand Onkel Stewart. Terkel dukker også op, samt en række velkendte bifigurer fra hele det sammenflettede univers.
Afslutningen, vi håbede på
Der er også et par enkelte nye karakterer med i ’Ternet Ninja 3’. Mest prominent er Emily (Flora Ofelia Hofmann Lindahl), en tilflytter, som Aske hurtigt finder fælles fodslag med. Hverken TN eller Jessica er helt tilfredse med det venskab af forskellige årsager, og spliden kan vise sig at være fatal.
Som sædvanligt er det Anders Matthesen, der leverer stemmer til det meste af persongalleriet. Det er kun Aske, Jessica og Emily, som ikke flyder over af Andens rappe replikker.
Alle tre – Louis Næss-Schmidt, Emma Sehested Høeg og Flora Ofelia Hofmann Lindahl – gør det godt. Det er i høj grad dem, der har det store ansvar med at fastholde en form for seriøsitet i handlingen, hvorimod Matthesen så giver den fuld gas med absurde og lårklaskende sjove påfund.
En sidehistorie om stedfar Jørn og mor Sirene og et muligt utroskab er fuldstændig fantastisk. Det er en fin satire over det moderne parforhold og det at være med på de seneste trends, uagtet om man faktisk har lyst eller ej.
’Ternet Ninja 3’ går ud med samme overskudsagtige håndkantsslag, som etteren lancerede. Samtidig er det også en film, der tydeligt viser den udvikling, karaktererne har gennemgået, siden vi første gang mødte dem i 2018.
Det er den underholdende afslutning, vi håbede på, og Anders Matthesen og resten af holdet leverer i den grad varen.
