Annonce
Se, lyt & oplev
31. oktober 2025

Stort hospitalsdrama vender tilbage til TV 2 - med helt nye navne på rollelisten

Når anden sæson af TV 2's dramaserie 'Dag & Nat' vender tilbage, er det på en ny afdeling med nye navne på rollelisten.
Af: Carina Nørgaard Schou
Dag  Nat

TV 2-serien 'Dag & Nat' vender tilbage, og denne gang finder dramaet sted på en ny afdeling.

Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Når TV 2 igen blænder op for livet på hospitalsgangene i serien 'Dag & nat', bliver det med fokus på en ny afdeling og et nyt persongalleri. Det fremgår af en pressemeddelelse fra TV 2.

Hvor første sæson af Lone Scherfigs populære dramaserie fulgte livet på supersygehusets fødegang, rykker historien nu videre til børneafdelingen – et sted, hvor hverdagens små og store kampe handler om børn, forældre og dem, der passer på dem.

Den nye sæson, der består af otte afsnit, har fået to nye hovedpersoner: overlægen Linda, spillet af Ann Eleonora Jørgensen, og psykologen Lasse, spillet af Anders W. Berthelsen. De bliver en del af et personale, der både skal håndtere akutte situationer og de følelsesmæssige konsekvenser af at arbejde tæt på syge og sårbare børn.

– I den nye sæson vil jeg gerne belyse, betrygge og bevæge seerne. De mennesker, der arbejder på landets børneafdelinger, står hver dag med et kæmpe ansvar. De er et forbilledligt eksempel på noget af det bedste og mest næstekærlige, vores samfund kan mønstre, siger Lone Scherfig, der er seriens hovedforfatter, showrunner og episodeinstruktør.

Annonce

Der er lagt op til endnu en række tankevækkende og formentlig også tårefremkaldende fortællinger. Serien sætter nemlig fokus på nogle af de vilkår, børn vokser op under – og som kan føre til sygdom. Det kan være overvægt, sukkersyge, psykiske problemer eller forsømmelse. Personalet kan være med til at behandle sygdommene, men ikke nødvendigvis de samfundsforhold, der skaber dem.

Ud over de nye hovedroller vender flere kendte ansigter tilbage fra første sæson, blandt andre Katrine Greis-Rosenthal, Pål Sverre Hagen, Nicolai Jørgensen, Mette Horn og Afshin Firouzi. Blandt de nye navne finder man Joachim Fjelstrup, Jens Jørn Spottag og Soheil Bavi.

'Dag & nat 2' får premiere i december 2025.

Første sæson af 'Dag & nat' kan ses på TV 2 Play.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.