Se, lyt & oplev
23. september 2010

Smukke mennesker

Det er fire meget forkomne mennesker, Mikkel Munch-Fals har valgt til sin film ”Smukke mennesker”, og man slipper aldrig sin sympati og sit ønske om, at alt godt kommer til de fire
Af: Rikke Rottensten
https://imgix.femina.dk/media/aa1b10fcbb354bfb890650011e69fcbd.jpg

Foto: Christian Geisnæs






Ingeborg (Bodil Jørgensen) er så alene efter sin mands død, at et fejlopkald på telefonen får hende til at smile glad over den uventet sociale kontakt. Hendes datter, Anna (Mille Hoffmeyer Lehfeldt), er opereret for brystcancer og isolerer sig fuldstændig i sit forsøg på at finde sig selv igen. På en bænk i en park blotter familiefaderen og regnskabsmanden, den pæne, stille Anders (Henrik Prip) sig for hende. Mens Anders kønne, privilegerede søn, Jonas (Sebastian Jessen), arbejder som trækkerdreng på værtshuse og som pornostjerne. Det er fire meget forkomne mennesker, Mikkel Munch-Fals har valgt til sin film "Smukke mennesker". Ensomheden kan ikke blive dybere, synes man. Det gør helt ondt i kroppen at se Ingeborg sidde der på den tynde træstol, og bare se ud i sin stille stue og smile lidt desorienteret over sin tilværelse. For hun mister aldrig sin positive livsindstilling. Ind imellem føles filmen næsten overdrevet i sin melankoli. Men man slipper aldrig sin sympati og sit ønske om, at alt godt kommer til de fire mennesker på et tidspunkt. For de kæmper jo for det. For det gode liv. Eller bare et liv. Med nærhed til andre mennesker. Kærlighed. Alt det den vemodige mand, der græder ud hos den prostituerede i filmens prolog, har. Alligevel er han ulykkelig. Fordi han ved, det når som helst kan være slut med lykken. Det har de fire andre for længst erkendt og oplevet på egen krop. Derfor sætter de ikke deres forventninger til tilværelsen så himmelhøjt. Og så meget desto mere ønsker vi for dem, at de må blive lykkelige.
Premiere 23. september

4 F'er







Læs også