Skygger over Peloponnes - kapitel 6

Da Kathrine og Elena gik ud af det lille hus i Monemvasia, var solen ved at gå ned i horisontlinjen bag borgbyens mure. Det spredte skydække blev malet i lilla og røde nuancer, og stemningen i byen var nu mere rolig. Turisterne sad på de små tavernaer langs stenterrasserne ved borde bugnende med souvlaki–spyd, græsk salat og stegt cikorie. Der blev skålet og grinet, men Elena og Kathrine gik forbi det hele uden at sige et ord. Der var blevet sagt så meget, og nu var der en alvorlig stilhed imellem dem. De anede ikke, hvad der ventede dem, og uvisheden havde sat sig som en anspændthed.

De smøg sig gennem de små gader, hvor butikker med kjoler, lædertasker og olivenolie var ved at lukke. Elena gik forrest – hun fandt hjemmevant vej gennem de krinkelkrogede veje til porten, som Kathrine var kommet ind af. Udenfor porten gik spredte klynger af turister ned ad vejen, og de fulgte trop. Kathrine sneg sig til at kigge på Elena, sådan som hun gik der i sine jeans og en bluse, der stumpede lidt. Det ville aldrig være faldet Kathrine ind at gå med et stykke af maven bar, efter hun ramte de fyrre, men Elena gjorde det som det mest naturlige i verden.