A Single Man er superlækker!
Tom Fords debut A Single Man er top-gennemført i sit design, både hvad angår tøj og indretning og også i sin filmiske stil. Det er som en blanding af reklame, drøm og spillefilm.
Colin Firth spiller helt perfekt den homoseksuelle professor George, der er i dyb krise, efter at hans kæreste gennem mange år er død ved en trafikulykke. Filmen er lavet over den fantastiske forfatter Christopher Isherwoods roman af samme titel, og der er ingen tvivl om, at den har ramt noget i Tom Ford, som han på meget smuk, gribende og filmisk fantastisk flot vis får givet videre til publikum.
Man er grebet og rørt, men også bare fuldstændig fascineret af at se noget så gennemæstetisk og konsekvent, som "A Single Man" er i hænderne på en topdesigner. Og filminstruktør. For det her er ikke bare en film, der er lavet af en designer, der havde lyst til at prøve noget andet. Det ER virkelig en film, med skønne skuespillere - ikke mindst Julianne Moore som nabo og veninde til George - og en historie, der hele tiden drejer og leger og overrasker. Filmen havde fået 5 fede f'er, hvis ikke den havde været lidt smal i sit emne.
Premiere den 4. marts.
Se også:
Man tænker sit: Svenske hverdagsskæbner