Se, lyt & oplev
11. juni 2025

Simon Sears' venner gik fra ghetto til Nordsjælland: ”De blev min inspiration til Mike i ’Reservatet’”

Netflix-serien 'Reservatet' er ikke kun fiktion for Simon Sears. Den rammer tæt på virkeligheden og sætter fokus på mænd, ambitioner og sociale skel.
Af: Karoline Balstrøm
Simon Sears

Foto: Tine Harden / Netflix

På et pressemøde op til premieren på ’Reservatet’ talte vi med Simon Sears om hans rolle som Mike Vinter-Jensen – en mand, der balancerer mellem fortidens rødder og fremtidens forventninger. For skuespilleren er karakteren langt fra fremmed: Den bygger på historier, han selv kender fra sine nærmeste.

Mens Simon Sears’ ”gammelrige” naboer i ’Reservatet’ – Rasmus (Lars Ranthe) og Katarina Hoffmann (Danica Curcic) – bor i et idyllisk murstenshus med efeu på væggene, en frodig have og en statelig indkørsel bag jerngitter, er virkeligheden en helt anden for Mike og Cecilie.

Deres hjem er et skarpt, moderne glaspalæ med kolde betonflader og skarpe linjer – nærmest som et symbol på deres nyligt cementerede status. Og cementeret skal det være. For Mike har ikke altid haft penge.

– Jeg har faktisk nogle kammerater, som er gået fra ghetto til Nordsjælland, fortæller 41-årige Simon Sears.

– De var lidt en inspiration for mig, da jeg skulle spille Mike. For man kan godt mærke, at de ændrer sig. De mister noget af det, de var engang – alt sammen for at holde fast i drømmen og det, de har opnået.

https://imgix.femina.dk/2025-06-11/Netflix-Reservatet0904.jpg

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann / Netflix

Relationer med en pris

Ligesom Danica Curcic tidligere har fortalt, fungerer forholdet mellem Katarina og Rasmus mere som en handel end kærlighed. Og det gælder i høj grad også for Mike, fortæller Simon Sears:

– Katarina er dybt afhængig af Rasmus, men det er Mike virkelig også. Mike er jo ikke mere ’self-made’, end at han stadig konstant trækker på Rasmus i sit forretningsliv.

https://imgix.femina.dk/2025-06-11/_DSC5068_TineHarden_Netflix-%281%29.jpg

Foto: Tine Harden / Netflix

For Sears har det været afgørende at vise, hvad der er på spil for hans karakter:

– Han kæmper for sin familie på en anden måde end for eksempel Katarina eller hans kone Cecilie. Hans kamp foregår oppe i hovedet, hvor han tænker enormt meget over, hvordan han skal undgå at fucke det hele op, forklarer Simon Sears.

– Han er måske ikke verdens bedste far. Og nej, det er ikke rart – for man kan ikke lade være med at sammenligne det (rollen, red.) med den realitet, man selv kommer fra, siger skuespilleren, der selv blev far igen i vinter.

https://imgix.femina.dk/2025-06-11/_DSC0656_TineHarden_Netflix.jpg

Foto: Tine Harden / Netflix

Og ’Reservatet’ er ikke bare fiktion – det er også en mulighed for Sears til at bidrage til en vigtig samtale:

– Når man som privatperson bliver konfronteret med nogle af de temaer, som er i serien, så tænker man: puha. Men når man spiller Mike, så bliver man nødt til ligesom at gå ind og forsvare alt, han gør. Det er ligesom præmissen, siger han.

'Reservatet' kan ses på Netflix.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.