Selv med Nikolaj Coster-Waldau og James Norton i front lykkedes HBO Max-serie ikke

Skulle man have glemt det, er HBO Max hjemsted for ’Game of Thrones’.

Det er vigtigt at huske på, når du efter at have set første sæson af ’King & Conqueror’ hungrer efter en rigtig god 'sværd og politik'-serie.

Den aktuelle serie er en (meget) løs adaptation af historien om de to konger Vilhelm Erobreren og Harald Godwinson og deres berømte kamp om den engelske trone, der kulminerede i Slaget ved Hastings.

Vi får svesken på disken med det samme. I sort-hvide gråtoner ser vi det ene blodige drab efter det andet under slaget, alt imens kameraet fokuserer på de to hovedpersoner William the Conqueror (Nikolaj Coster-Waldau) og Harold Godwinson (James Norton).

Begge brøler de den andens navn udover slagmarken, mens de nærmer sig hinanden. Idet de svinger deres sværd mod den anden og tungt smadrer mod hinandens træskjoldene, går skærmen i sort, og seriens titel toner frem med røde bogstaver.

Derefter skal vi igennem den mest fortærskede serietrope af alle: Vi springer flere år tilbage i tiden og skal herefter igennem en hulens masse begivenheder, før vi igen befinder os på den samme slagmark. Flashforward-gimmicken haft for længst haft sin storhedstid og bør nu bare forsvinde – den fremstår som decideret uinspireret.

Ikke ligefrem den mest lovende indledning for det, der helt klart er skabt som en prestigeserie, og som tilmed har britiske BBC som afsender. De plejer ellers at være garant for kvalitet, og selvom der er flere højdepunkter i ’King & Conqueror’, sidder man mest af alt tilbage med skuffelse.

Eksplosivt fiaskoniveau

Serien er skabt af Michael Robert Johnson, hvis CV består af titler, som folk – med rette – for det meste forsøger at glemme eksistensen af, på nær den første af Guy Ritchies ’Sherlock Holmes'-film med Robert Downey Jr.

Vi er da også tættere på niveauet for instruktørens eksplosive vulkan-fiasko, ’Pompeii’, end historien om førnævnte mesterdetektiv.

På overfladen ligner ’King & Conqueror' ellers en sikker vinder.

Med den danske ’Game of Thrones’-stjerne, Nikolaj Coster-Waldau, og ’Happy Valley’-skurken, James Norton, i hovedrollerne samt en håndfuld andre dygtige skuespillere – inklusive Bjarne Henriksen i en klassisk Bjarne Henriksen-rolle – er der ikke en finger at sætte på den side af produktionen.

Problemet med HBO Max-serien ligger i udførelsen og især i manuskriptet. En ting er selvfølgelig, at man ikke skal tage ’King & Conqueror’ som historisk sandhedsvidne. Men alligevel forsøger Michael Robert Johnson at give serien en stor episk og historisk tyngde, som den ikke kan bære.

Der går ikke lang tid, før seriens formular åbenbarer sig, og man derfor hurtigt kan regne ud, hvordan et afsnit forløber. Snakke, slås, snakke, slås, cliffhanger. Ikke at der som udgangspunkt er noget i vejen med det. Men det kræver et håndværk, som ikke er tilstede i denne serie.

Ender som en bastard?

Og her åbenbarer ’King & Conqueror’s problem sig.

Fordi man forsøger at pynte på de historiske fakta så kraftigt, som man gør, mister serien den autenticitet, den så desperat efterstræber. Af spoiler-hensyn skal vi ikke komme nærmere ind på, hvad det drejer sig om. Men der er nogle historiske figurer, der får en overhaling, som hverken er nødvendig eller ligefrem gør dem mere interessante eller vedkommende.

I stedet for karakterer ender vi med karikaturer. En dødssynd, når vi har at gøre med en serie, som tilstræber at være et stort historisk drama med ambitioner om at nappe en pris eller to.

Derfor ender HBO Max-serien som en bastard, der ikke ved, om den skal hælde til soap-agtigt historie drama som ’Vikings’ eller gå hårdt efter en autenticitet a la ’The Last Kingdom' – en serie, der læner sig op ad historiske begivenheder, men som bearbejder dem mesterligt til en semifiktiv fortælling.

Hvad skal vi så med ’King & Conqueror’?

Det er et spørgsmål, som ikke har noget fornuftigt svar. For der findes langt bedre alternativer. Måske skal man se den, hvis man har stor blodtørst og elsker at se voldsomme historiske slag. Den slags er der nemlig masser af, pakket ind mellem de kringlede og lidt hovedrystende dialogscener, hvor man til tider er i tvivl om, hvad de skal gøre godt for, og hvordan de skal bære handlingen frem.

Derfor ender ’King & Conqueror’ også mest af alt med at fremstå som en virkelig dyr omgang af rollespilsprogrammet ’Barda’, dog uden Ramasjang-seriens logiske handling.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.