Selv med charmerende skuespillere formår ny romantisk komedie ikke at begejstre eller røre

Det er ikke til at vide, om skaberne bag ’My Oxford Year’ har tænkt videre over den film, de har valgt at lade køre på et tv i begyndelsen af den nye Netflix-film.

Typisk gør man sådan noget, fordi den valgte film repræsenterer en form for inspiration, eller fordi man forsøger at lægge den nærværende film i samme genre.

Så hvorfor har man valgt at afspille Rob Lowe-filmen ’Oxford Blues’ – en kæmpe fiasko, da den udkom i 1984, og som heller ikke har fået kultstatus siden da? Svaret er desværre nok så enkelt, at de bare har ledt efter en film, hvor en amerikaner kommer til Oxford Universitet i England.

En meget lille detalje, som desværre sætter tonen for resten af ’My Oxford Year’.

Netflix-filmen handler om newyorkeren Anna (Sofia Carson), der efter at være blevet færdig på universitetet i USA, afslår et job på Wall Street til fordel for at tage et mig-år i England for at studere victoriansk poesi ved universitetet i Oxford.

Der går ikke lang tid, fra hun er ankommet, til vi får serveret de første klichévittigheder om sproglige forviklinger og amerikanere, der ikke helt forstår britisk kultur, men ser det som en kuriositet. Kort sagt, alt det, du ville få i en amerikansk 80'er-film.

Men vi befinder os trods alt i 2025, og det er usædvanligt svært at tro på, at en newyorker aldrig før har prøvet en kebab.

Det er dog ikke usædvanligt, at man skal sluge en masse mangel på logik i romantiske komedier fra den trælse formelagtige ende af skalaen.

Det er der alt sammen, inklusive en charmerende slyngel af en britisk playboy-agtig lærerassistent ved navn Jamie (Corey Mylchreest), som Anna selvfølgelig slår gnister med.

Fattig på romantik og komedie

De knalder i et væk, under påskud af, at de bare har det sjovt.

Men den slags undskyldninger holder selvfølgelig ikke vand, og snart begynder Anna at grave i, hvorfor han holder hende ud i følelsesmæssig armlængde.

Svaret tager ’My Oxford Year’ i en uventet, men ikke særlig original retning, og ’My Oxford Year’ ender – som afspilningen af ’Oxford Blues’ i begyndelsen profetisk forudsagde – som en ret forglemmelig Netflix-film, du aldrig kommer til at se igen.

Der er antræk til et par sjove øjeblikke, men vittighederne bliver smurt så tyndt ud, at eventuelle smil eller grin hurtigt forsvinder igen som britisk morgendug for solen.

Der klippes væk, før scenerne bliver alt for dampende varme, og i det hele taget er det en romcom fattig på både romantik og komedie.

Billig Temu-erstatning

Det er besynderligt og hovedrystende, at ’My Oxford Year’ ikke har mere at byde på, eftersom det er en af de originale Netflix-film, streamingtjenesten har gjort allermest ud af at promovere den seneste måneds tid.

Med en spilletid på lige knap to timer mærker man hvert eneste langtrukne minut, som snegler sig afsted, uden den mindste tåre eller klukgrin i horisonten. Og så bliver en romcom immervæk noget af en ørkenvandring.

Hverken Sofia Carson eller Corey Mylchreest formår at hæve materialet og gøre det vedkommende. Det er standard Netflix, når det er mest spild af tid, og det er virkelig ærgerligt.

For man kan godt se, hvad de to skuespillere ville have kunnet præstere med et ordentligt manuskript i hænderne. Begge har en god charme, der truer med at brænde igennem, men som lige nøjagtig bliver holdt tilbage af et småstudentikost plot, som man kunne have mistænkt for at være stykket sammen af en AI. Hvis det da ikke var fordi, ’My Oxford Year’ er baseret på Julia Whelans bog af samme navn.

Så hvad er pointen med ’My Oxford Year’? Alle Netflix' brugere skal nok se den, men kommer den til at skaffe streamingtjenesten nye brugere? Nej. Så filmens formål må være at udfylde det hul, der kommer, når Netflix mister rettighederne til gode romcoms som ’Notting Hill’ og deslige.

En billig Temu-erstatning, designet til at stjæle tid ud af dit liv, som du kunne bruge på langt mere berigende oplevelser.