Se, lyt & oplev
10. marts 2010

Sade: Ny plade efter 10 års tavshed

Sange som ”Smooth Operator” og ”The Sweetest Taboo” fungerer den dag i dag stadig som lydspor for elskende og for dem med knuste hjerter. Nu – efter 10 års pause – er Sade klar med et nyt album: ”Soldier of Love”
Af: Charlotte Hallbæck
https://imgix.femina.dk/media/1dcd6a79de8a4c50bc8864efad055e58.jpg

Det er 10 år siden, vi sidst har hørt noget til det britiske soulorkester Sade, der har den engelsk/nigerianske sangerinde Sade med den forførende stemme i front. Hun, og resten af bandet, er kendt for deres unikke og tidløse lyd, og siden de i 1984 debuterede med "Diamond Life", har samtlige albums haft deres gang på Billboard-listens top 10, og solgt mere end 50 millioner albums internationalt.

"Soldier of Love" er titlen på det nye album, der er det sjette i rækken. Og selvom der - i en branche, hvor det kan være svært at holde sig på toppen i længere tid - er gået 10 år, er der ingen rysten på hænderne.

- Jeg laver kun et album, når jeg føler, jeg har noget på hjerte. Jeg er ikke interesseret i at udgive musik bare for at sælge noget. Sade er ikke et brand, siger Sade.

Startede i skolebandet
Helen Folasade Adu, eller Sade, som hendes forældre valgte at kalde hende, er netop fyldt 51 år. Hun er født i Nigeria, men voksede op i England, hvor hun igennem sin ungdom lyttede til amerikansk soulmusik. Men musikken var ikke hendes primære karrierevalg, i stedet studerede hun mode på St. Martins School of Art, og begyndte først at synge efter at to skolekammerater stod og manglede en sanger til deres band.

Til hendes overraskelse fandt hun ud af, at hun nød at skrive sange. Og to år senere blev hun en del af funkbandet Pride. I tre år tourede hun og de andre bandmedlemmer hele England - bl.a. med sangen "Smooth Operator", som Sade selv havde skrevet. Sangen fik en talentspejder fra et pladeselskab til at henvende sig, og resten er, som man siger, historie.

Nu er Sade og resten af bandet ude med "Soldier of Love". Så tror hun, at verden stadig venter på hende og bandet, otte år efter den sidste tour? Lang pause.

- Mmm, ja, det tror jeg. Jeg er ikke et materialistisk menneske, men jeg har meget høje ambitioner rent kunstnerisk. Jeg gør aldrig noget, medmindre jeg gør mit bedste, selvom jeg måske er sent ude. Og jeg tror, at de mennesker, der gider lytte til os, også er klar over det, lige meget om de kan lide det eller ej, siger Sade.

https://imgix.femina.dk/legacy/media/cb3e23e545714a279b844250089e6f89.jpg

VIND SADES NYE ALBUM - KLIK HER

KØB SADES ALBUM I FEMINASHOPPEN - KLIK HER

KØB I FEMINASHOPPEN

Køb i feminashoppen.dk

Læs også