
Nyt drama med stærk trio i front: I toppen over mest ventede danske film næste år

Sofie Gråbøl og Sidse Babett Knudsen på filmfestivalen i Cannes
Foto: Sofie Gråbøl
Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Asta Kamma August tørner i 2026 sammen i dramaet ’De gode mødre’.
Det kan Zentropa i dag offentliggøre på filmfestivalen i Cannes og i en pressemeddelelse.
Dramaet er en filmatisering af Anne Mette Kirks roman 'Dobbeltfejl' – en intens fortælling om sociale hierarkier, skrøbelige facader og råt moderinstinkt.
I centrum står historien om tre forskellige kvinder: Anne Sofie (Sidse Babett Knudsen), Sarah (Sofie Gråbøl) og Ulrikke (Asta Kamma August), hvis verden vælter, da et seksuelt overgreb blandt teenagedrengene ryster deres liv.
Da Anne Sofie opdager, at hendes egen søn kan være involveret i sagen, går hun langt for at beskytte ham – også selvom det betyder, at andre børn bliver involveret.
Med Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Asta Kamma August i front placerer ’De gode mødre’ sig i toppen af de mest ventede danske film, vi kan se frem til næste år. Der er dog så mange vilde navne tilknyttet projektet, at det nærmest er umuligt at afgøre, hvilket aspekt af filmen, der gør, at ventetiden føles uendelig.
Filmen er forfattet af ægteparret Nikolaj Arcel og Sara Isabella Jønsson og markerer deres første samarbejde om et manuskript.
Sara Isabella Jønsson spillefilmsdebuterede med manuskriptet til den Bodil- og Robert-belønnede 'Hvor kragerne vender' fra 2021. Hun har desuden været medforfatter på Nicolas Winding Refns neonbelyste Netflix-serie ’Copenhagen Cowboy’ og ’Dark Horse’ på TV 2.
Den succesfulde instruktør og manuskriptforfatter Nikolaj Arcel har gennem de sidste 25 år stået bag en lang række danske titler – lige fra ’Kongekabale’ til ’Mænd der hader kvinder’, ’Bastarden’ med Mads Mikkelsen og de første filmatiseringer af ’Afdeling Q’.
I instruktørstolen på 'De gode mødre' sidder powerhouset Amalie Næsby Fick. Hun er uddannet fra Den Danske Filmskoles animationslinje og bragede igennem hos det unge publikum med animationsfilmen ’Historien om den kæmpestore pære’, der senere blev opsat som forestilling på Det Kongelige Teater.
Som den ene skaber af Netflix-succesen ’Skruk’ har Næsby Fick haft travlt de seneste år, og på hendes Instagram kan man desuden se, at instruktøren i foråret har været i fuld gang med optagelserne til den nye sæson af ’Carmen Curlers’ for DR.
’De gode mødre’ går ifølge Zentropa i optagelse sidst på året og forventes at få premiere i efteråret 2026.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Efter mange år som sygeplejerske lavede Anne et sceneskift: Nu følger 8000 med i hendes liv

Mor til tre: Jeg er stresset hele tiden og ved ikke, hvor meget mere jeg har at give
