The Bear
Se, lyt & oplev

Ny sæson af The Bear og syv andre serier, du kan glæde dig til

1. februar 2024
Af Vi Elsker Serier
Foto: HBO Max
Savner du noget at streame? Her får du overblikket over noget af det, du kan glæde dig til i 2024. Og den første har allerede fået premiere.

Denne serie blev første gang bragt af Vi Elsker Serier. Dette er en redigeret version.

1. TRUE DETECTIVE: NIGHT COUNTRY

https://imgix.femina.dk/2024-01-22/true-detective-night_65ae550e586ea.jpg
Foto: HBO Max

Efter en bragende første sæson har det været en blandet fornøjelse at se HBO's antologiserie True Detective.

Vi er nu nået til fjerde sæson, og handlingen er rykket til Alaska, hvor det uendelige vintermørke bringer mord og overtro med sig. Da et hold forskere bliver fundet frosset ihjel ude på isen, må de to betjente Danvers (Jodie Foster) og Navarro (Kali Reis) modstræbende arbejde sammen for at finde ud af, hvad der er sket.

Som altid med True Detective spiller fortidens synder en rolle, især når det kommer til vores to hovedpersoner, som begge har ting med i bagagen, der ikke vil give slip på dem.

True Detective: Night Country får premiere 14. januar på HBO Max.

2. THE NEW LOOK

https://imgix.femina.dk/2024-01-22/20240117-214434-4-2000x1974ma.jpg
Foto: Cap/Capital Pictures/Ritzau Scanpix

The New Look er skabt af manden bag Bloodline – og medforfatter på bl.a. The Sopranos og Damages – Todd A. Kessler.

Serien foregår under og efter den nazistiske besættelse af Paris. I kølvandet på krigen er Coco Chanels status som den mest berømte tøjdesigner gennem tiden på spil. Christian Dior indtager i stedet tronen, eftersom han giver håb til en hel verden gennem sine banebrydende kreationer.

Hovedrollerne som henholdsvis Christian Dior og Coco Chanel spilles af Emmy-vinder Ben Mendelsohn (Bloodline) og Oscar-vinder Juliette Binoche (The English Patient). Foruden de to kan man glæde sig til at opleve danske Claes Bang (The Square, Dracula) som Spatz, Maisie Williams (Game of Thrones) som Catherine Dior, John Malkovich (Being John Malkovich) som Lucien Lelong og Emily Mortimer (The Newsroom) som Elsa Lombardi.

3. THE REGIME

https://imgix.femina.dk/2024-01-22/the-regime_65ae55871a519.jpg
Foto: HBO Max

Sidst Kate Winslet var aktuel i en HBO-serie, løb hun med Emmyen for bedste kvindelige hovedrolle. Dengang var det som forpint efterforsker i Mare of Easttown, men i den kommende miniserie, The Regime, ser vi helt nye sider af den alsidige, britiske skuespillerinde.

The Regime fortæller historien om et moderne, europæisk regime (med Kate Winslet som en slags præsident), der i løbet af et år falder fuldstændigt fra hinanden.

Foruden Winslet kan man glæde sig til at opleve Matthias Schoenaerts (Rust and Bone), Guillaume Gallienne (Marie Antoinette), Andrea Riseborough (To Leslie) og Hugh Grant.

Serien er skabt af Will Tracy og instrueret af Stephen Frears og Jessica Hobbs.

The Regime får premiere 4. marts 2024 på HBO Max.

4. MANHUNT

https://imgix.femina.dk/2024-01-22/20231218-123834-1-2717x1812ma.jpg
Foto: Planet Photos/Apple Tv+/Ritzau Scanpix

Manhunt er en true crime-thriller om en af ​​verdenshistoriens mest kendte forbrydelser – en forbrydelse, der også har været en af de sværeste at forstå. Serien skildrer jagten på John Wilkes Booth efter mordet på Abraham Lincoln og er baseret på bestselleren af James L. Swanson.

Tobias Menzies (The Crown, Game of Thrones) spiller hovedrollen som Edwin Stanton, der satte jagten ind på Booth, og blandt de øvrige skuespillere er Anthony Boyle, Lovie Simone, Will Harrison og Brandon Flynn.

Miniserien er skabt af Monica Beletsky (Fargo, The Leftovers) og Carl Franklin (Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story) har instrueret de to første afsnit

Manhunt får premiere 15. marts på Apple TV+.

5. 3 BODY PROBLEM

https://imgix.femina.dk/2024-01-22/3_body_problem_n_s1_e5_00_50_50_00rc.jpg
Foto: Netflix

Den længe ventede Netflix-serie af de herrer D.B. Weiss og David Benioff (skaberne af Game of Thrones) er baseret på den internationale bestseller The Three-Body Problem, der er en del af trilogien Remembrance of Earth's Past.

Historien begynder i 1960'ernes Kina, da en ung kvinde træffer en skæbnesvanger beslutning, der giver genlyd på tværs af rum og tid helt frem til i dag. Naturlovene, som vi kender dem, bliver opløst på uforklarlig vis, og derfor må en sammentømret gruppe af geniale videnskabsmænd slå sig sammen med en ukuelig efterforsker for at stoppe den største trussel, menneskeheden hidtil har stået overfor.

Blandt de medvirkende er Benedict Wong, Jovan Adepo, John Bradley, Eiza González, Jess Hong, Alex Sharp, Liam Cunningham og Jonathan Pryce.

3 Body Problem får premiere 21. marts på Netflix.

6. HOUSE OF THE DRAGON SÆSON 2

https://imgix.femina.dk/2024-01-22/-go1_65ae565f66eea.jpg
Foto: HBO Max

House of the Dragon er baseret på George R.R. Martins bog Fire & Blood og fortæller historien om House Targaryen 200 år før begivenhederne i fanfavoritten, Game of Thrones.

I anden sæson fortsætter familiestriden – og kampen om jerntronen – og der er gensyn med såvel Matt Smith, Olivia Cooke, Emma D'Arcy, Eve Best, Steve Toussaint og Fabien Frankel fra første sæson.

Der er også nye navne på rollelisten i den kommende sæson, blandt andre Clinton Liberty som Addam of Hull, Jamie Kenna som Ser Alfred Broome, Kieran Bew som Hugh og Simon Russell Beale som Ser Simon Strong.

Sæson 2 af House of the Dragon får premiere i løbet af sommeren, og første sæson kan ses nu på HBO Max.

7. RIPLEY

https://imgix.femina.dk/2024-01-22/ripley_bw_2.4.1_v4.jpg
Foto: Netflix

Hvem husker ikke Anthony Minghellas blændende thrillerdrama The Talented Mr. Ripley fra 1999 med Matt Damon, Jude Law og Gwyneth Paltrow på rollelisten? Nu kommer samme fortælling i serieform, og ligesom filmen er også denne baseret på Patricia Highsmiths krimi fra 1955.

I Ripley spiller Andrew Scott undermåleren – og bedrageren – Tom Ripley, der bliver hyret af en rigmand til at tage til Italien for at hente sønnen Dickie Greenleaf hjem til New York. Men Ripley bliver hovedkuls betaget af Dickie og dennes ekstravagante livsstil, og snart er luften tyk af bedrag … og planer om mord!

Over for Andrew Scott i den titulære hovedrolle finder man Johnny Flynn som Dickie og Dakota Fanning som Marge Sherwood.

Serien er skabt af Steven Zaillian, der bl.a. også er manden bag HBO-serien The Night Of. Han har desuden skrevet manuskript til et hav af succesfulde film, bl.a. The Irishman og Moneyball.

Ripley har endnu ikke fået en premieredato, men kommer Netflix i årets løb.

8. THE BEAR SÆSON 3

https://imgix.femina.dk/2024-01-22/14209659p-3000x1646ma.jpg
Foto: Fx Networks/Shutterstock/Ritzau Scanpix

En af de allerbedste serier i 2023 var anden sæson af den fænomenale FX-serie The Bear, og heldigvis har FX allerede annonceret, at der kommer en tredje sæson i løbet af 2024.

The Bear er skabt af Christopher Storer, Joanna Calo og Josh Senior og følger Carmen "Carmy" Berzatto (Jeremy Allen White), Sydney Adamu (Ayo Edebiri) og Richard "Richie" Jerimovich (Ebon Moss-Bachrach) i deres forsøg på at forvandle en nusset sandwich-joint til en prestigefyldt restaurant. Det fører ikke så lidt udfordringer med sig – både professionelt og privat.

Der er endnu ikke sluppet meget information ud om tredje sæson, så man kan kun håbe, den holder samme tårnhøje niveau som de første sæsoner.

Indtil tredje sæson rammer skærmen senere i år, kan første og anden sæson stadig ses på Disney+.

Læs også