Ny film minder os om, hvem vi glemmer, når vi har allermest travlt

Frelle Petersen er fra Sønderjylland. Han laver film fra Sønderjylland. På sønderjysk og med lokale sønderjyder i alle roller. Resultatet er film, der føles så autentiske, at det til tider er som at se dokumentarfilm. Film fra Sønderjyllands hjerte – og hvor er der meget på det hjerte!

Instruktøren debuterede med ’Onkel’ om en mand, der blev på slægtsgården for at passe sin onkel, mens livet gik ham forbi.

Siden kom ’Resten af livet’, om et ældre ægtepar og deres voksne datter, der på hver sin måde skulle forlige sig med den voksne søns pludselige død. Og nu ’Hjem kære hjem’, der tager livtag med plejesektoren på sjældent empatisk vis.

Fælles for de tre film er, udover sprog og sted, at samtlige roller spilles af amatører, bortset fra et par helt centrale roller, der varetages af professionelle skuespillere. Med dygtige Jette Søndergaard som bindeled mellem alle tre film.

Det er en modig og radikal tilgang. Og den giver pote. Frelle Petersens film er ikke bare gode og nærværende, de er også autentiske vidnesbyrd om miljøer og situationer, de færreste af os ville få chancen for at opleve ellers.

Ingen tid til omsorg

I ’Hjem kære hjem’ spiller Jette Søndergaard alenemoren Sofie, der netop har startet nyt job i hjemmeplejen.

Til at begynde med er hun begejstret for at få lov til at gøre en forskel, og hun nyder at se de ældre lyse op, når hun lige giver dem lidt ekstra opmærksomhed, et smil eller tager sig tid til en kop kaffe.

De roser hende til gengæld med, at hun er et naturtalent til jobbet. Og det ser det da også ud til.

Men selv Sofies utroligt store empati og engagement kommer snart til kort overfor urimelige tidsplaner og en evigt dårlig samvittighed over ikke at kunne gøre så meget, som opgaven kræver i et system, hvor parolen er, at man ikke må knytte sig til de gamle, for så kommer alting til at tage alt for lang tid, og at opvasken skal stå i stativet og tørre – for det tager for lang tid at klare det med et viskestykke.

Så er tonen ligesom sat. Effektivitet og administration i stedet for nærvær med medmenneskelighed. Ellers går det store offentlige regnestykke ikke op. Men hvad med det menneskelige?

Alt det, vi ikke taler om

I bund og grund sker der ikke andet i ’Hjem kære hjem’, end at vi følger Sofie i hendes stadigt mere pressede arbejdsdag og hjem igen – til datteren, som hun ikke længere har det store overskud til, fordi hun er blevet det, man med en moderne floskel kalder ‘omsorgstræt’.

Men det er også alt nok. For selvom tempoet bevidst er lavt, er dramaet i hverdagsscenariet desto større.

For det er en stor smerte for de ældre, når Sofie ikke længere har tid til at tale om samlingen af gamle kaffedåser eller gennemgå ugens tv-program. Da hun begynder at snerre og trække sig.

Det gør det så tydeligt, hvor lidt der egentlig skal til for at gøre en utroligt stor forskel i et andet menneskes liv. Og hvor urimeligt meget, det undertiden kræver at gøre den forskel, når forholdene modarbejder en.

Og der er alt rigeligt drama i død, lortefyldte bleer, brækkede hofter, puslespil, stille frustration og ensomhed i rigelige mængder.

Alt det, livet også er, når man når en vis alder, men som vi som regel ikke taler så højt om.

Forhåbentlig kan ’Hjem kære hjem’ dog være med til at ændre på det. For det er så vanvittigt vigtigt, at vi ikke glemmer omsorgen for dem, der allerede har ydet deres. Men også omsorgen for dem, der skal yde omsorgen. For uden varme hænder, ingen heling.

Modige medvirkende

Frelle Petersen har selv tilbragt nogle uger i praktik i hjemmeplejen for at gøre sin film så autentisk som muligt. Og flere af de medvirkende i filmen er ældre, han har mødt undervejs. og de skal altså have en helt særskilt ros for deres fine spil, deres engagement og deres rå og ærlige mod.

For hvor er det modigt at stille sig så nøgent frem med, hvad livet nu har efterladt en af krop, ar, sjæl og smerte.

Vi kommer helt tæt på, så tæt på, at det er umuligt at lukke øjnene. I badet, i sengen med alle de fremmedgørende hjælpeaggregater, i stuen blandt alle minderne og den lidt for tavse telefon.

Og Frelle Petersen forstår at dosere sin fortælling, så et kamera, der hviler på en mand ved sit køkkenbord, stirrende ud af vinduet på den verden, han ikke længere kan nå ved egen hjælp, bliver lige så dramatisk og smertefuldt som en mand, der, stivnet i en krop, der svigter, ryger ud af sengen og brækker hoften.

Det er efterhånden blevet lidt af en kliché at kalde noget for ‘en vigtig film’. Men det er lige præcis hvad ’Hjem kære hjem’ er og føles som: vigtig.

En vigtig påmindelse om, at menneskeligheden aldrig må ofres på bekostning af effektivitet og budgetter. At vi skal passe på hinanden, unge som gamle. At vi skal huske dem, der kom før os. Ringe, besøge, give en hånd. Til mormor, naboen eller bare hende, vi møder i supermarkedet, der ikke kan nå øverste hylde.

Alle, der på et tidspunkt i deres liv har haft berøring med hjemmepleje eller plejehjem, vil kunne nikke genkendende til smerteligt meget i filmen, mens dem, der aldrig har, vil gå klogere derfra.

Se ’Hjem kære hjem’. Bliv rørt og oprørt. Og ring så til mormor, hvis/mens du stadig har hende.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.