Ny film med stjernecast mangler det, der gjorde bogen til noget helt særligt

Richard Osmans bøger om de aldrende amatørdetektiver i ’The Thursday Murder Club’ eller ’Torsdagsmordklubben’, som den hedder på dansk, er hyggekrimi i den allerbedste forstand.

Den britiske forfatter formår at væve spændende mordmysterier sammen med vittige bemærkninger og betragtninger, så man har lyst til at sluge hver enkelt bog ud i et stræk. Så godt skrevet og underholdende er de.

Derfor er der naturligvis store forventninger og lige så stor skepsis, når de elskede karakterer skal vækkes til live i filmform. Ikke mindst, når det er Netflix, der står som afsender.

På papiret er alt nu, som det skal være.

De fire hovedpersoner Elizabeth, Ron, Ibrahim og Joyce bliver i Netflix’ udgave af ’Torsdagsmordklubben’ spillet af Helen Mirren, Pierce Brosnan, Ben Kingsley og Celia Imrie – fire britiske veteraner med mange mindeværdige præstationer på CV’et.

Og med Chris Columbus (’Alene hjemme’, ’Harry Potter’) i instruktørstolen, er der meget, som trækker i positiv retning. Så hvorfor er det, at Netflix-filmen alligevel føles så frustrerende uforløst, som den nu engang gør?

Ser præcis ud, som man forestillede sig

Historien i filmen er den samme som i den første bog.

Joyce er for nyligt ankommet til det ærkebritiske og meget pæne ældrehjem Cooper’s Chase. Her har vennerne Elizabeth, Ron og Ibrahim en pudsig lille torsdagsklub. Den går i al sin enkelthed ud på, at de kigger på gamle uopklarede mordsager og forsøger at opklare dem.

Da Joyce er tidligere sygeplejerske, passer hendes ekspertise lige ind i klubben. Elizabeth er tidligere spion, Ron var top-fagforeningsmand og Ibrahim semipensioneret psykiater.

Kort tid efter bliver en af Cooper’s Chases ejere myrdet, og kvartetten kaster sig frådende over muligheden for at opklare en aktuel drabssag. Der er godt med mistænkte, og politifolkene Donna De Freitas (Naomi Ackie) og Chris Hudson (Daniel Mays) er magtesløse, når de gamle har besluttet sig for at assistere med mordefterforskningen.

’Torsdagsmordklubben’ er meget pæn og meget britisk at se på. Hvis man skulle lave en PR-video for, hvor idyllisk, der ser ud ude i pittoreske britiske landskab, ville den se ud som Netflix-filmen.

Men selvom det ser nøjagtig sådan ud, som man forestiller sig, at det skulle se ud i ’Torsdagsmordklubben’, mangler der alligevel noget. En af bogens absolutte styrker, var Richard Osmans herlige kommentarer, man fik løbende igennem historien, og den måde, han med overskudsleg bruger sproget til at skabe sjove og finurlige sammenhænge.

Og den finder vi ikke her.

En filmisk pamflet

Med fraværet af den alvidende fortæller mangler et af ’Torsdagsmordklubbens’ mest charmerende elementer.

Og sådan er der blevet pillet elementer af bogen væk over det hele til filmadaptationen. Det forstår man godt, når hele handlingen skal koges ned til to timer, men det sker desværre for meget på bekostning af bogens essens og sjæl.

Man fornemmede altid en stor kærlighed til karaktererne i bogen. Uanset om det var den sleske Ian Ventham (der i filmen bliver spillet af David Tennant) eller præsten Father Mackie (Joseph Marcell). Det var figurer med dybde og nuancer, både gode og dårlige.

Pointen er, at de var med til at få det udvidede samfund til at føles levende og spændende. Det var, som om alle havde en eller anden form for hemmelighed, og det var bare et spørgsmål om tid, før fortælleren ville indvie os i, hvad den var.

Filmversionen af ’Torsdagsmordklubben’ bevæger sig med et helt anderledes tempo, og det klæder ikke fortællingen. Pointen med bogen var netop, at ting tog tid. Man dvælede ved en person og ikke bare to replikker, tjubang, og så var den karakter iscenesat.

I den ideelle verden var ’Torsdagsmordklubben’ blevet til en frisk lille serie med fire afsnit a 60 minutter. Det ville være perfekt til at dvæle ved personerne, samtidig med at handlingen ikke ville trække unødvendigt i langdrag.

Filmen er stabilt og solidt håndværk. Den mangler bare den charme og sjæl, der gør, at man har lyst til at læse bøgerne igen og igen.

’Torsdagsmordklubben’ er ikke dårlig, men fremstår måske mest af alt som en pamflet: Man får de nødvendige oplysninger og så heller ikke mere end det. Og det er en skam for os fans, der har ventet med længsel i knapt halvandet år på at se, hvordan vores elskede karakterer fra bøgerne ville komme til at se ud i levende live.