Ny bevægelse vinder frem i kulturen: Er vi blevet for dumme til at læse mellem linjerne?

‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet.’

I titlen på Glenn Bechs anden bog fra 2022, er der ikke noget at være i tvivl om. Det er heller ikke svært at forstå budskabet bag Linea Maja Ernsts prisvindende debutroman ‘Kun til navlen’ fra sidste år, der handler om parforholdets seksuelle grænser.

‘Vil du noget?’

Det er titlen på det seneste lytterhit fra danske Guldimund. Og det budskab er heller ikke svært at forstå. Ud over at disse tre titler allesammen er eksempler på nye værker i dansk populærkultur, hvad har de så til fælles?

De vil gerne tages bogstavligt. Og dermed er de en del af en større ny bevægelse.

Bogstavelighed fylder nemlig mere og mere i populærkulturen. Det mener journalist Namwali Serpell, der også mener, at det er et problem. I et længere essay i The New Yorker beskriver hun tendensen, som hun har døbt ’The new literalism’ og dens effekter i filmkunsten.

‘Den nye bogstavelighed’ kaldes det på dansk, og den handler om, at vi i musik, litteratur og film er begyndt at udpensle, overforklare og skære vores pointer ud i pap i stedet for at lade modtageren tænke selv.

Det skal derfor ikke forstås som bogstavelighed i sin oprindelige betydning, men nærmere som en form for overtydelighed. Eller sagt på en anden måde: At vi i kunsten oftere og oftere ser, at der sættes to fede streger under pointen.

Namwali Serpell beskriver, hvordan flere store, prisvindende film fra mainstreamkulturen overforklarer scener, hvor pointen allerede er tydelig. Et nyere eksempel er body-horror filmen ’The Substance’, som handler om en aldrende fitness-stjerne spillet af Hollywood-skuespilleren Demi Moore, der skaber en yngre version af sig selv for at forblive ung og smuk.

– Filmen dramatiserer ældre kendissers frygt for at blive erstattet ved at lade Demi Moore spille en halvtredsårig stjerne, der føder en genetisk skabt, yngre udgave af sig selv, bogstaveligt talt gennem ryggen, skriver hun.

’The Substance’ lader ikke publikum fortolke selv. Filmen fortæller os præcis, hvad symbolikken betyder, og det skaber en type historiefortælling, der ifølge Serpell nægter tvetydighed. Ingenting er længere op til fortolkning, fantasien eller diskussion, i stedet får vi i stigende grad serveret kunstens hovedbudskaber og temaer på et sølvfad.

Men hvad er problemet så ved det? Kunsten mister, siger Serpell, sin kraft. Og måske har hun ret i det.

Frygten for misforståelse

Radiovært og kulturjournalist Chris Pedersen tog for nylig den nye bogstavelighed op i sin podcast, ’Popsmart’.

Han fortæller, at han først lagde mærke til tendensen, efter han fik en fornemmelse af, at ting efterhånden bliver sagt ekstremt tydeligt, og at subteksten flere steder er forsvundet i film, musik og kunstverdenen.

Han tror, at overtydeligheden er født ud af en frygt for at blive misforstået.

– Den nye bogstavelighed er en reaktion på en tid, hvor rigtig mange er bange for, at deres ord eller værker ikke bliver forstået på den måde, de er blevet tiltænkt, siger han.

Det komplekse og tvetydige drukner til fordel for afværgelsen af fortolkninger af udsagn. Han oplever det selv andre steder, når han bliver afkrævet at svare præcist på konkrete politiske anliggender – der intet har at gøre med hans erhverv – som han mener kræver nuancerede og længere svar.

– Vi er blevet bange for ikke at få tingene gjort tydeligt nok, for hvis det ikke bliver gjort tydeligt nok, kan det pludselig betyde flere ting, og det er nu om stunder ikke særlig rart, siger han.

Overtydeligheden går imidlertid begge veje, for der er også et publikum, som ofte higer efter at tolke tingene på en konkret måde.

Som eksempel peger Chris Pedersen på Taylor Swifts album ’The Life of a Showgirl’. Efter udgivelsen var fans hurtige til at tolke en af sangene, ‘Actually romantic’, som et disstrack til Charlie XCX og en anden, ‘Wood’, som en kærlighedsode til Taylor Swifts forlovedes lem.

Hendes sange får dermed en meget bogstavelig læsning, også selvom de ikke nødvendigvis har været tænkt sådan. Man kan derfor også forklare tendensen med publikums mere konkrete møde med kulturen. Der er et ønske om at tolke værker meget bogstaveligt, mener Chris Pedersen.

Ifølge Namwali Serpell skyldes overtydeligheden, at vi lever i en kultur, hvor alt skal være nemt at følge og forstå og enkelt nok til at kunne genkendes og kategoriseres.

Det er, siger hun, svært at sige, hvad der kom først – om medierne og kunsten er blevet dummere, eller om vi er blevet dummere, og derfor er kunsten også blevet det. Men man har altid brokket sig over vores manglende evne til at læse, tolke eller opfatte ironi, subtilitet og nuancer.

– Det, der føles nyt, er forventningen – både fra skaberes og publikums side – om, at man på en eller anden måde kan vide helt bestemt, hvad et kunstværk betyder eller står for, både æstetisk og politisk.

Kunsten lider

Overtydeligheden er ikke nødvendigvis kun dårlig, mener Chris Pedersen. Men den tager luften ud af en diskussion, fordi det er svært at samtale om værker, hvis pointer er fuldstændig udpenslet.

– Jeg synes, at det gør mange ting kedelige. Når noget er meget bogstaveligt, fjerner det fortolkningsrum og muligheden for at skabe billeder og idéer, siger han.

Og så peger Chris Pedersen også på, at den nye bogstavelighed gør det svært at være usikker og udtrykke en usikkerhed. Det er der ikke rigtig plads til, når noget er overtydeligt.

– Men det er vigtigt at turde famle og skifte mening – også undervejs, siger han.

Namwali Serpell mener til gengæld, at kunsten lider under overtydeligheden. Indhold bliver nedgraderet til koncepter, og resultatet er kunst, der ikke sigter dybt. Hun vil gerne se værker, der stoler på publikums evne til at tolke og forstå.

Heldigvis, skriver hun, findes der stadig ny kunst, der tør lade være med at være bogstavelig og overtydelig.

Hun fremhæver blandt andet filmen ’Conclave’, der handler om valget af en ny pave, som et eksempel på et værk, der viser ting uden at forklare dem og efterlader plads til eftertanke. Hermed en opfordring til at se den. Forstår du det?